Slentrer en tur hen ad hovedgaden i Orchha, hvor mange af husene er halvt eller helt faldet sammen, som om en storm har hærget for nylig. De står der uden tag, med mursten, der truer med at falde ned lige om lidt, med jerntråde stikkende ud. Andre steder står en stabel røde mursten uden for et nybyggeri, der er igang.
Køer tøffer langsomt af sted, finder noget skrald, som de ukritisk gumler i sig. Mænd sidder og holder øje med, hvad der sker, diskuterer, spiller bob. Skærsliberen passer sit arbejde siddende på sin cykel - som da jeg var barn. . .
Biler, busser og tuktuk'er dytter lige præcis, når de er ud for mig. De har en helt særlig teknik, så de kan forskrække folk mest mulig, og hver gang får jeg for sent sat hænderne for ørerne.
Vi hilser på parret, vi sludrede med forleden. Han italiener, hun canadier. Hilser på ham, der hjalp os med at købe togbilletter til Gonda forleden. (Så er det klaret. Vi tager af sted længere op mod nord mandag). På den unge tjener fra vores stamrestaurant. På sadhuen med sit strengeinstrument og på ham med treforken og de kunstige blomster. Og vi hilser på alle de andre, som vi ikke kender endnu.
'Good morning.' 'How are you?' 'What is your name?' lyder det hele tiden. Det er sjælden, at man er alene i Indien.
'You come my shop? Just look, ma'am. It is free.'
En sød kvinde standser mig og vil give mig en gave. Et billigt armbånd - det koster ikke noget, bare jeg vil komme hen og se hendes butik. 'You promise?!' siger hun og vil give mig hånden.
En flok halvstore piger omringer mig. 'Oh, you have beautiful eyes,' siger en af dem til mig. 'You are very beautiful.'
Sødt sagt, men hun får alligevel ikke lokket mig med hen til sin butik. og da jeg møder hende dagen after, siger hun det samme. Hun kan ikke huske mig.
De mindste unger, der kigger bedende på mig fra boderne, ekkoer: 'Look my shop, ma'm.' De får hurtigt lært de vigtigste fraser.
Men jeg vil ikke købe noget. Jeg mangler ikke noget, og det meste af det, der bliver udstillet i de mange boder, er tingeltangel, der sikkert går i stykker efter kort tid.
Så vi går gennem byen ud til den anden side til broen over floden. Der er meget malerisk med store klippeblokke spredt rundt omkring, grønne træer på den modsatte side, en ghat ned til floden, (trapper, som man går nedad for at tage et helligt bad), templer kanter den vestlige bred og får hele landskabet til at gemme sig i en fortryllet dis, når solen går ned.
Men broen kan jeg ikke lide. Den er så smal, at to biler ikke kan passere hinanden, og der er ikke noget rækværk. Jeg får sug i maven, men der er så smukt, at jeg ikke vil undvære turen. Så jeg holder øje med, om der er fri bane for truttende busser, der kun lige akkurat levner plads til, at jeg kan stå ude på kanten af broen, mens de kører forbi,propfyldte tuktuk'er og motorcykler med far, mor og to børn - alle uden hjelm selvfølgelig - og nogle gange en gut på en ramponeret cykel - og så skynder jeg mig over og ånder lettet op, når jeg er i sikkerhed på den anden bred. Her kravler vi rundt på stenene, finder en at sidde på, mens vi betragter floden, der stille glider forbi. Anicca, anicca - alting ændrer sig.
Når solen er gået ned, bliver det hurtig mørkt.
Vi deler en thali dér, hvor de har investeret i en flot kaffemaskine, så man kan få rigtig kaffe. Vi sidder på tagterrassen sammen med en gruppe englændere, der har et hårdt pakket program foran sig. Deres guide forklarer: Først en tur ud til templerne, så op i paladset, derpå en tur til en lille landsby, hvor de kan se, hvordan bønderne dyrker jorden, og til sidst et besøg i et kvindecooperativ, hvor der er mulighed for at købe.
Åh ja, hvor jeg kender det, tænker jeg glad over, at vi har vores eget 'program' og kan gøre, som det passer os.
Nede fra byen larmer musikken, og fyrværkeri bliver skudt af, mens folk jubler og hujer. Det viser sig at være et bryllupsoptog, der er på vej gennem hovedgaden. Dansende kvinder, råbende mænd og brudgommen højt til hest under en stor parasol. Han skal hen og hente sin brud - og hvis hun accepterer, finder det rigtige bryllup sted næste dag.
Tidligt lørdag morgen begynder larmen som altid. Den hellige by giver ikke meget ro. Der er altid prædikener, der skal råbes, messe, synges, og de kan høres over hele byen hele dagen. Vi går gennem parken og krydser torvet med de handlende og med de mange tiggere - gamle kvinder og sadhuer, der rækker hænderne ud efter os, når vi går forbi. Og der er de handicappede. Folk med kun et ben. Krumryggede, magre, deforme. Det mest skræmmende, jeg har set, er kvinden med elefantsyge. Aldrig set før - en kæmpemave, der ligger ud over tæppet, hun har sat sig på - eller nok snarere er blevet placeret på, for hun kan næppe bevæge sig selv - og med opsvulmede, fuldstændig deforme ben. Uhyggeligt og mærkeligt. Jeg forstår ikke, at der aldrig er blevet gjort noget. . .
'Money, chapati,' klager de alle sammen, og vi giver lidt her og der.
En trappe med høje trin fører op til templet, Chaturbhuj, der strækker sig højt mod himlen. Man kan komme helt op på taget, men jeg skal ikke nyde noget. Syvogtres trin, der hvert er en meter, i et mørkt tårn fører derop. Det lyder skræmmende, og udsigten fra den store sal er storslået. Så jeg klarer mig med den.
Vi er kun lige kommet ind i salen, hvor et alter med en figur af den firearmede Rama (en avatar af Vishnu) står for enden pyntet med blomsterguirlander, da vi bliver stoppet af en gut, der gerne vil vise os rundt. Han er døvstum og forsøger at gøre sig forståelig med tegn og fagter. Heldigvis får han hjælp af en rigtig sadhu - det siger han i hvert fald selv, han er, da han har vist os det lille Krishna-tempel ude i gården. For der er forskel - mange af dem, der går rundt i gaderne og ligner sadhu'er, er det slet ikke.
Vores sadhu er ret så flink, viser os lidt rundt, peger ud gennem vinduesportalerne for at vise os den fantastiske udsigt, stiller op til fotografering - og beder om lidt rupees. Noget for noget selvfølgelig, så han får til et par chapati'er.
Da vi giver den døvstumme en tier, tager sadhu'en den, hiver en stak pengesedler frem fra sin lomme og giver den surmulende døvstumme en femmer. Sådan. . .
Da vi er på vej ud af en anden udgang end den, vi kom af, er han der igen, sadhu'en. Det er svært at få lov til at se noget på egen hånd. Vores sadhu kan ikke ret meget engelsk, og mit hindi er stadig ikke særlig godt, så det er ikke meget, vi kan få at vide om stedet. Men med sine få engelske gloser og lidt mere tegnsprog fortæller han os om ørneungerne, der bor helt øverst oppe i et af tårnene, og han viser os bikuberne, der klæber sig til murene oppe under taget.
Næste besøg gælder paladset, som vi ser på hver dag, når vi vågner, og hvor vi får lyd- og lysshow fra hver aften. Her koster det 250 rupees at komme ind - medmindre man er inder. Så koster det kun 100. . . Og det er jo ikke de fattige, der leger turister i deres eget land, så jeg synes, der er en sær regel.
Borgen er udefra set et mægtig bygningsværk med mure omkring, tårne og kupler, men efter at have set hulerne i Ajanta, er jeg ikke imponeret. TIdens tænder har tygget alt for meget på skønheden og kun levnet nogle få gennemgnaskede rester af blå og turkise stenmosaikker og loftsmalerier. Egentlig sørgeligt at se på. Minder om altings forgængelighed - her er det bare gået meget hurtigt. Borgen blev påbegyndt i 1538 - hulerne i Ajanta er bedre bevaret, og de er et par tusind år gamle.
Som jeg læste et sted forleden, tænker inderne ikke så meget på de gamle historiske steder. Indien er et land i udvikling, folk tænker kun på fremtiden, og 'The Archaeological Survey of India fattes penge. . . '*
Jeg bliver alligevel glædeligt overrasket, da vi senere går en tur rundt på paladsets område og ser, at der nogle steder er ved at blive repareret og renoveret. Og selvom det går langsomt, sker der lidt. . .
*) Fra W. Dalrymple: City of Djins
Køer tøffer langsomt af sted, finder noget skrald, som de ukritisk gumler i sig. Mænd sidder og holder øje med, hvad der sker, diskuterer, spiller bob. Skærsliberen passer sit arbejde siddende på sin cykel - som da jeg var barn. . .
Biler, busser og tuktuk'er dytter lige præcis, når de er ud for mig. De har en helt særlig teknik, så de kan forskrække folk mest mulig, og hver gang får jeg for sent sat hænderne for ørerne.
Vi hilser på parret, vi sludrede med forleden. Han italiener, hun canadier. Hilser på ham, der hjalp os med at købe togbilletter til Gonda forleden. (Så er det klaret. Vi tager af sted længere op mod nord mandag). På den unge tjener fra vores stamrestaurant. På sadhuen med sit strengeinstrument og på ham med treforken og de kunstige blomster. Og vi hilser på alle de andre, som vi ikke kender endnu.
'Good morning.' 'How are you?' 'What is your name?' lyder det hele tiden. Det er sjælden, at man er alene i Indien.
'You come my shop? Just look, ma'am. It is free.'
En sød kvinde standser mig og vil give mig en gave. Et billigt armbånd - det koster ikke noget, bare jeg vil komme hen og se hendes butik. 'You promise?!' siger hun og vil give mig hånden.
En flok halvstore piger omringer mig. 'Oh, you have beautiful eyes,' siger en af dem til mig. 'You are very beautiful.'
Sødt sagt, men hun får alligevel ikke lokket mig med hen til sin butik. og da jeg møder hende dagen after, siger hun det samme. Hun kan ikke huske mig.
De mindste unger, der kigger bedende på mig fra boderne, ekkoer: 'Look my shop, ma'm.' De får hurtigt lært de vigtigste fraser.
Men jeg vil ikke købe noget. Jeg mangler ikke noget, og det meste af det, der bliver udstillet i de mange boder, er tingeltangel, der sikkert går i stykker efter kort tid.
Så vi går gennem byen ud til den anden side til broen over floden. Der er meget malerisk med store klippeblokke spredt rundt omkring, grønne træer på den modsatte side, en ghat ned til floden, (trapper, som man går nedad for at tage et helligt bad), templer kanter den vestlige bred og får hele landskabet til at gemme sig i en fortryllet dis, når solen går ned.
Men broen kan jeg ikke lide. Den er så smal, at to biler ikke kan passere hinanden, og der er ikke noget rækværk. Jeg får sug i maven, men der er så smukt, at jeg ikke vil undvære turen. Så jeg holder øje med, om der er fri bane for truttende busser, der kun lige akkurat levner plads til, at jeg kan stå ude på kanten af broen, mens de kører forbi,propfyldte tuktuk'er og motorcykler med far, mor og to børn - alle uden hjelm selvfølgelig - og nogle gange en gut på en ramponeret cykel - og så skynder jeg mig over og ånder lettet op, når jeg er i sikkerhed på den anden bred. Her kravler vi rundt på stenene, finder en at sidde på, mens vi betragter floden, der stille glider forbi. Anicca, anicca - alting ændrer sig.
 |
| Solnedgang over broen og templerne |
 |
| Et magisk sted |
 |
| På vej op efter et forfriskende bad i floden |
Når solen er gået ned, bliver det hurtig mørkt.
Vi deler en thali dér, hvor de har investeret i en flot kaffemaskine, så man kan få rigtig kaffe. Vi sidder på tagterrassen sammen med en gruppe englændere, der har et hårdt pakket program foran sig. Deres guide forklarer: Først en tur ud til templerne, så op i paladset, derpå en tur til en lille landsby, hvor de kan se, hvordan bønderne dyrker jorden, og til sidst et besøg i et kvindecooperativ, hvor der er mulighed for at købe.
Åh ja, hvor jeg kender det, tænker jeg glad over, at vi har vores eget 'program' og kan gøre, som det passer os.
Nede fra byen larmer musikken, og fyrværkeri bliver skudt af, mens folk jubler og hujer. Det viser sig at være et bryllupsoptog, der er på vej gennem hovedgaden. Dansende kvinder, råbende mænd og brudgommen højt til hest under en stor parasol. Han skal hen og hente sin brud - og hvis hun accepterer, finder det rigtige bryllup sted næste dag.
Tidligt lørdag morgen begynder larmen som altid. Den hellige by giver ikke meget ro. Der er altid prædikener, der skal råbes, messe, synges, og de kan høres over hele byen hele dagen. Vi går gennem parken og krydser torvet med de handlende og med de mange tiggere - gamle kvinder og sadhuer, der rækker hænderne ud efter os, når vi går forbi. Og der er de handicappede. Folk med kun et ben. Krumryggede, magre, deforme. Det mest skræmmende, jeg har set, er kvinden med elefantsyge. Aldrig set før - en kæmpemave, der ligger ud over tæppet, hun har sat sig på - eller nok snarere er blevet placeret på, for hun kan næppe bevæge sig selv - og med opsvulmede, fuldstændig deforme ben. Uhyggeligt og mærkeligt. Jeg forstår ikke, at der aldrig er blevet gjort noget. . .
'Money, chapati,' klager de alle sammen, og vi giver lidt her og der.
 |
| Meget fint pyntet med blomsterguirlander og lametta, og så har han lommen fuld af pengesedler - han skal nok klare sig! |
 |
| Look my shop - den linger de fleste andre. . . |
 |
| Stik mig lige til en chapati eller to,. . . |
En trappe med høje trin fører op til templet, Chaturbhuj, der strækker sig højt mod himlen. Man kan komme helt op på taget, men jeg skal ikke nyde noget. Syvogtres trin, der hvert er en meter, i et mørkt tårn fører derop. Det lyder skræmmende, og udsigten fra den store sal er storslået. Så jeg klarer mig med den.
Vi er kun lige kommet ind i salen, hvor et alter med en figur af den firearmede Rama (en avatar af Vishnu) står for enden pyntet med blomsterguirlander, da vi bliver stoppet af en gut, der gerne vil vise os rundt. Han er døvstum og forsøger at gøre sig forståelig med tegn og fagter. Heldigvis får han hjælp af en rigtig sadhu - det siger han i hvert fald selv, han er, da han har vist os det lille Krishna-tempel ude i gården. For der er forskel - mange af dem, der går rundt i gaderne og ligner sadhu'er, er det slet ikke.
Vores sadhu er ret så flink, viser os lidt rundt, peger ud gennem vinduesportalerne for at vise os den fantastiske udsigt, stiller op til fotografering - og beder om lidt rupees. Noget for noget selvfølgelig, så han får til et par chapati'er.
Da vi giver den døvstumme en tier, tager sadhu'en den, hiver en stak pengesedler frem fra sin lomme og giver den surmulende døvstumme en femmer. Sådan. . .
Da vi er på vej ud af en anden udgang end den, vi kom af, er han der igen, sadhu'en. Det er svært at få lov til at se noget på egen hånd. Vores sadhu kan ikke ret meget engelsk, og mit hindi er stadig ikke særlig godt, så det er ikke meget, vi kan få at vide om stedet. Men med sine få engelske gloser og lidt mere tegnsprog fortæller han os om ørneungerne, der bor helt øverst oppe i et af tårnene, og han viser os bikuberne, der klæber sig til murene oppe under taget.
Næste besøg gælder paladset, som vi ser på hver dag, når vi vågner, og hvor vi får lyd- og lysshow fra hver aften. Her koster det 250 rupees at komme ind - medmindre man er inder. Så koster det kun 100. . . Og det er jo ikke de fattige, der leger turister i deres eget land, så jeg synes, der er en sær regel.
Borgen er udefra set et mægtig bygningsværk med mure omkring, tårne og kupler, men efter at have set hulerne i Ajanta, er jeg ikke imponeret. TIdens tænder har tygget alt for meget på skønheden og kun levnet nogle få gennemgnaskede rester af blå og turkise stenmosaikker og loftsmalerier. Egentlig sørgeligt at se på. Minder om altings forgængelighed - her er det bare gået meget hurtigt. Borgen blev påbegyndt i 1538 - hulerne i Ajanta er bedre bevaret, og de er et par tusind år gamle.
Som jeg læste et sted forleden, tænker inderne ikke så meget på de gamle historiske steder. Indien er et land i udvikling, folk tænker kun på fremtiden, og 'The Archaeological Survey of India fattes penge. . . '*
Jeg bliver alligevel glædeligt overrasket, da vi senere går en tur rundt på paladsets område og ser, at der nogle steder er ved at blive repareret og renoveret. Og selvom det går langsomt, sker der lidt. . .
*) Fra W. Dalrymple: City of Djins
 |
| Udsigten er smuk, men jeg skal ikke nyde noget af at kravle op |
 |
| Den døsvtumme, den rigtige sadhu og den glade turist fra Danmark |
 |
| Jeg er en rigtig sadhu - tro mig! |
 |
| Der er store, dunede unger i ørnereden |
 |
| Borgen i Orchha - engang imponerende, nu bærer den mest præg af forfald. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar