Livsenergi-nu: Fra hinduerne i Orcha til buddhisterne i Sravasti

Fra Orcha til Sravasti

Mange af de andre tog til Varanasi fra Orchha.

Belgierne, som havde planlagt det hele hjemmefra, og som skulle på trekking et par dage oppe i bjergene.

Fyren fra Virginia, som rendte frem og tilbage fra broen ved paladset og til hovedgaden, fordi han var blevet for tyk, og som standsede op ved vores bord på restauranten, hver gang han passerede os.

De australske veninder, som vi spiste middag med vores næstsidste aften, og som begge to for længst var blevet fri for deres mænd – og vice versa, som den ene af dem sagde. Den historie har jeg hørt fra mange – at 'åh, hvor godt jeg slap af med ham.'

Sådan har jeg det altså ikke selv. Jeg er ret glad for ham, jeg rejser sammen med, og her i Indien er der kvinder, der laver puja'er, hvor de beder om, at de må beholde deres mænd rigtig længe. Men sådan er vi så forskellige, og de to veninder har rejst sammen mange gange - både til Ægypten, Kina, Cambodia, Bali og nu for første gang til Indien, og det er jo fint for dem.

Nå, men de skulle som sagt alle sammen til byen ved Ganges' bred.

Italieneren hans canadiske kone, skulle godt nok til Agra, hvor vi selv startede med Taj Mahal. Han var i Indien for 40. gang, de fandt hinanden her for nogle år siden, og de har selvfølgelig begge været i Varanasi før. Nu havde de ligesom vi rejst rundt og havde alt i alt fem måneder. De var startet i Kerala i syd, hvor hun havde været til tandlæge. En god fidus faktisk – et flot stykke arbejde, der ville have kostet godt 100.000 danske kroner, havde hun betalt doctor Singh 1000 kroner for at lave. Det skal jeg huske. Jeg har en tand, jeg skal have lavet, men jeg kvier mig ved prisen hos min danske tandlæge, så det kan være en god grund til at tage hertil igen. .

Venskaber er korte her, men som regel intense og meget uforpligtende. Man mødes, sludrer, udveksler indienserfaringer, drikker måske en kop te eller spiser middagen sammen. Så skilles man, ønsker hinanden en god videre rejse, og hvem ved, om ens veje krydses igen?

Vi blev selv enige om at gemme Varanasi til senere og valgte en anden tur.

Mandag efter overnatningen i den skrækkelige by Gonda ankom vi til Sravasti, som er noget helt andet. Jeg fik set det, jeg kom for. Ruinerne fra klostre og templer fra Buddha's tid. Boddhitræet, som hans nære discipel Ananda har plantet. Alt sammen indhegnet og beliggende i en smuk og dejlig park. Selvfølgelig var der en del pilgrimme – flest omkring boddhi-træet. Flere grupper af især folk fra Sri Lanka slog sig ned der. Alle sammen klædt i hvidt. Det var et meget fornøjeligt skue. Først hængte de bedeflag op, ofrede riskorn og pyntede sirligt med gule og orange blomster og røde rosenblade på muren rundt om træet. Så satte de buddhafigurer op og viklede træstammen ind i røde sjaler. Brændte røgelsespinde og fyrfadslys. Lagde penge til buddhafigurerne. Så satte de sig og lyttede til deres rejseleder – og vel også religiøse leder - der talte i en højttaler, så alle kunne høre. Jeg gætter på, at de fik fortalt lidt om træets historie, før han gav sig til at messe. Den halve snes indiske munke, der sad op ad hegnet klædt i deres røde og orange dragter, enten betragtede det hele, mediterede eller messede deres egne bønner, mens en håndfuld tibetanere lavede glidefald. Det mindede mig om Bodhgaya – der var der bare mange, mange flere mennesker og meget, meget mere larm.

Her var der også lige aberne, der gjorde det ret morsomt at se på. De kom løbende i store flokke hen over græsplænerne og troede, at det hele var til ære for dem. De forsøgte at stjæle flagene, de gnaskede riskornene i sig, spredte blomsterne eller åd dem, svingede sig fra gren til gren i Anandas træ, mens en mand med en stor gul parapsol i hånden jagtede dem og kastede sten efter dem, og en af de indiske munke skød efter dem med sin stenslynge.

Bortset fra det var der mange fredelige steder rundt om i parken, hvor jeg kunne gå rundt hele dagen, sidde og meditere eller bare nyde at være der. Sravasti var et af de vigtigste steder på den her rejse. . .

Den ene dag gik vi inden for resterne af de gamle bymure, der har omkranset byen Maheth fra før Buddha's tid. Ned til floden på den anden side af det, der engang var en stor og rig by i et mægtigt kongerige. Som nu er en stor lund med palmer, bodhitræer og andre, som jeg ikke kender navnene på.

Historien fortæller, at Buddha blev så glad for området, at han vendte tilbage gang på gang for at tilbringe regntiden der sammen med sit stadigt voksende følge. En velhavende købmand, der var tilhænger af Buddha's lære, købte et stort område op for at bygge en 'vihara', og man siger, at han bragte vogne fulde af guldmønter til stedet for at betale den pris, kongen forlangte af ham.

Omkring femogtyve regntider opholdt Buddha sig der, og det var også her, han udførte et stort mirakel,

før han drog til Kushinagar, hvor han drog sit sidste suk og gik over i Nirvana.

Nu er Sravasti et af stederne, der bliver opsøgt af pilgrimme i massevis - især fra Sri Lanka, Korea og Thailand. Der bliver arrangeret rundrejser til buddha-stederne med firmaer, der kalder sig Buddha-tours eller Dhamma-tours og lignende. Et hotel lidt oppe ad hovedvejen i forhold til os hedder 'Lotus-hotel', og det har filialer i et par andre byer, og de kan hjælpe med at organisere den helt rigtige buddha-tur.
Lækkert hotel i øvrigt, og så har de gratis wifi , der virker om aftenen, og superlækker mad. Det benyttede vi os af den sidste aften, da vi var blevet grundigt trætte af maden på vores eget sted. Eller rettere af tjenerne – nogle unge gutter, der er meget søde, men som ikke har talent for at organisere ret meget. De er syv lange og syv brede om at lave maden, når de efter en del besvær har forstået, hvad det er, man vil bestille. Og først kommer maden til den ene, og så går der en halv time, før maden til den anden kommer. Til morgenmaden kan man nå at spise sin omelet tre gange, før det ristede brød kommer. Og te og kaffe kommer også i etaper og gerne, når man er ved at være færdig med at spise.

Jeg ku' lære dem et og andet, ku' jeg.

Vi sad i de magelige stole i Lotus-hotellets foyer med computeren, da en af de ansatte kom og spurgte, hvor vi var fra. Det sædvanlige spørgsmål. . . 'Why you not stay here?' var næste spørgsmål.

Svaret var til at forstå: fordi det er for dyrt. Prisen for det billigste værelse er mere end fem gange så dyrt som vores simple, og middagen var den dyreste, vi hidtil har spist. Syvhundrede rupees – knap halvfjerds kroner, men så var det tag-selv-buffet med hovedsageligt koreanske retter, og der var en tjener til hver finger.

Jeg var godt nok lige ved at flytte derhen efter den nat, hvor jeg ikke fik sovet ret meget. Den næstsidste var det. Midt om natten begyndte folk at larme ude på verandagangen foran værelserne. Der havde ellers været så stille før, men nu var der pludselig et hav af folk, der rendte frem og tilbage og snakkede højlydt og ramlede og skramlede. . . Min kæreste var først ude og skælde ud. Lidt efter var jeg derude. . . Det hjalp ikke. De forstod ikke en bønne, og næste dag var jeg grædefærdig af træthed.

Det viste sig, at der var ankommet to turistbusser fulde af pilgrimme fra Sri Lanka. Og der midt i den mørke nat skulle de have anvist værelser, og de skulle lave mad til hele selskabet udenfor. Det gik ikke stille for sig. . . Næste morgen hang der vasketøj på meterlange snore ude foran hotellet, for de havde også vasket tøj, og tjenerne gik og samlede tomme plastikflasker og andre af deres efterladenskaber op. De havde medbragt alt fra tøjsnore og klemmer til mad hjemmefra, men affaldsposer havde de glemt. . .

Jeg var godt nok sur – og jeg må indrømme, at jeg ville ønske, at aberne kom og hev deres nyvaskede tøj ned. Det gjorde de desværre ikke. I stedet forsøgte de frækkeste af dem at hugge min omelet, da vi sad udenfor og spiste morgenmad. Nemesis?