Livsenergi-nu: En tur på landet. . .

Jeg er helt ked af at tage afsked med Bharat, Sadeek, Saleem og de andre ansatte på vores guesthouse i Ajanta - dem, som har lært mig lidt mere hindi, og som har lært mig at kalde min kæreste 'Salman Khan 'efter den store Bollywoodstar, noget, der får dem til at grine -

og med den gamle professor Spink, som har fortalt os en del om sit arbejde i hulerne og om en hel masse andre sjove ting. Det var ham, der foreslog os at gå en tur ud til den lille landsby, Thana, som han sagde, ser ud som den har gjort de sidste totusind år. Og det var Bharat, der på sin fridag kom for at følge os derud.

Det blev en herlig, herlig dag. . .

Thana har omkring femhundrede indbyggere, der alle er bønder. Den ligger i et frodigt område ved en lille flod, hvor kvinderne vasker tøj, og hvor Bharat's onkel vander sine køer, og den omgivet af marker med majs, bomuld, hvede, rød chili og linser, så der er nok både til den daglige portion dhal og chapati'erne.

På vejen til byen bliver vi råbt an af alle, vi passerer, og han må gang på gang forklare, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og vi nikker og smiler, og jeg får brugt de få ord på hindi, jeg kan til stor begejstring for gamle og unge.

Skolebørnene er i gang med terperiet, og vi bliver inviteret ind for at se skolen. Hilser på de to mandlige lærere, der har de mindste klasser, hilser på børnene, der artigt tier stille, når vi siger 'shhh', lægger håndfladerne mod hinanden og efter deres lærers 'diktat' svarer i kor, når vi spørger dem om noget.

Fin skole – børnene er så heldige, at et par hollændere har doneret dem skolepulte, så de ikke mere skal sidde på jorden. Små tavler og kridt har de også fået, så de hver især kan lære at skrive, og på væggene er der pædagogiske plakater med tal og frugter og ting.

Da vi siger, at vi gerne vil give dem lidt penge, bliver der vildt postyr. Der bliver hentet stole til os, vi skal tage billeder, børnene skal sige tak – i kor – en ung lærerinde kommer og overrækker os en buket blomster hver, og en af lærerne skriver vores navne ned i en stor bog, så de kan skrive det på en slags 'mindetavle' på væggen udenfor.

Jeg bliver næsten helt flov, men også rørt. Herregud – for os er det småpenge, vi giver. For dem kan det række langt. Men hovedsagen er, at det nytter, og at børnene får lært noget.

'Come into my poor home,' siger Bahrat smilende, da han efter skolebesøget inviterer os ind på en kop te i sit hus. Her bor han sammen med sin mor, sin yndige kone, Simla, og deres tre børn, to piger og en dreng.

'No more children,' siger han og griner. Det må være nok med tre.

Simla har gået ti år i skole, men som så mange andre talte hun ikke engelsk. Ærgerligt – jeg ville gerne have snakket lidt med hende. Jeg er også nysgerrig og kunne godt tænke mig at lære hende at kende. Jeg må gøre noget mere ved det der hindi. . . Men Simla er husmor, passer børnene og landbruget, og hun har ikke været uden for sin landsby siden syvende klasse, hvor hun var oppe i Ajanta-hulerne.

'Hun vil så gerne ud på en tur en gang imellem,' siger Bharat. 'Jeg lover hende at tage hende med ud, men jeg har ikke tid.'

'Du skal holde, hvad du lover,' siger jeg. Bharat griner. Ja, ja, det ved han godt, men han har nok at se til. Hans far døde, da Bharat var tre måneder gammel, og han føler et stort ansvar for sin mor, som han tager sig af. Hende har han lovet aldrig at forlade, og det løfte holder han, og han arbejder både på guesthouse't og i markerne.

Efter teen går vi den dejligste tur ud af byen, over floden, op gennem markerne og til foden af bjergene, hvor Bahrat har sine jorder. Her og der er folk i gang med at høste linseplanter, og han fortæller og forklarer, hvem de er. Landsbyen er som en stor familie.

Da vi er blevet placeret uden for det lille hus i udkanten af Bahrat's mark, hvor Lalya, en af guesthouse-hundens hvalpe, holder vagt, og hvor koen står bundet, kommer Simla op til os med madspanden på hovedet, og så holder vi skovtur. Får serveret en lækker suppe af hjemmelavet yoghurt, spinat og karry med friskbagte chapati'er til, og flere gange undskylder vores værter det ydmyge måltid og den mangelfulde borddækning.

Jeg nyder det bare og ville ønske, at tiden ville stå stille. Nyder freden, fuglenes kvidren, den friske luft, den brændende sol, den smukke udsigt og de venlige mennesker, vi har mødt. Føler mig utrolig heldig.

Simla bliver tilbage i huset ude ved marken, og jeg håber, at vi har givet hende et lille pust fra den store verden.

Så følger Bahrat os hjem ad en 'clean road', som han kalder det. En lidt nemmere vej at gå ad end ind over markerne. Og når vi møder folk, der sidder og spiser i skyggen under et træ, råber de til os, om vi har fået frokost. Ellers er vi velkomne. . .

Hvem der er mest glad for vores tur til Thana, ved jeg ikke. Bharat er et stort smil den næste morgen, da han serverer morgenmad for os og professoren. Og han fortæller både køkkendamen og havemanden og alle andre, der lige kommer forbi, at vi kommer fra Danmark, og at vi har doneret penge til skolen.

Vi tager hjertelig afsked, før vores faste chauffør kører os til Jalgaon. Han kører stille og roligt – 'damse, damse' - men vist kun fordi Sadik har bedt ham om det på grund af mig.

Det er noget af en anden verden at komme til Jalgaon, hvor vi midt på dagen bliver indlogeret på Hotel Plaza. Det lyder måske fornemt, og der er også utrolig rent og ordentligt, men det er kun en mellemstation, for fredag morgen skal vi videre med toget. Heldigvis for vores værelse er næsten som en elevatorskakt med et par højtsiddende vinduer ud til en indre meget lille gård, og som ikke giver noget dagslys. Meget mærkeligt.

Næste stop er Sanchi. . .