Livsenergi-nu: Tanker og oplevelser en fredag i Varanasi

De to franske midaldrende herrer har fået lavet en rød plet midt i panden som en anden hindu. Det er der mange, der har, og de tager dem sikkert af, når de tager hjem. Hollænderen har et par fine blå similisten klistret i panden, og den lille russiske unge pige på restauranten havde anskaffet sig en sari. Selv spiser jeg chapati og naanbrød, jeg elsker thali og masala dosi, og måske køber jeg en ankelkæde med små bjælder. Så kan min kæreste altid høre, hvor jeg er. . .

Vi kan lege lidt, at vi er indere, tage det til os, vi kan lide og lade resten ligge. For der er meget at lade ligge.

Hvem gider for eksempel lege tigger og gå rundt med en blikskål og bede turisterne om penge. Eller måske være rorskarl og ro folk op og ned ad floden for småpenge? Eller lege spedalsk? Jeg læste for nylig i avisen, at der i løbet af få måneder sidste år var registreret godt tolvtusind nye tilfælde i Indien. Det er sikkert kun en lille del af virkeligheden, for spedalskhed er en sygdom fyldt med skyld og skam, og mange af de ramte gemmer sig.

Og hvem har lyst til at lege fattig enlig mor til to småpiger og sende dem ud for at sælge blomster til turisterne i stedet for at lade dem gå i skole? Eller gå rundt med et lille barn på hoften og tigge om penge til mælk at komme i sutteflasken? Eller hvad med at gå rundt som sadhu med en madspand og om natten sove på en stenbænk i en tunnel under husene?

Varanasi er en herlig og spændende by, men den er stor og med mange fattige. Omkring 41 procent af alle familier lever i en økonomisk umulig situation med en indtægt på 20-25.000 rupees om måneden (del med godt 10!), der ofte tvinger dem til at sende deres børn ud og tjene penge i stedet for at sende dem i skole. En 'tradition', der er givet videre fra generation til generation.

Kastesystemet, som har eksisteret i hundredevis af år, skulle i princippet være udryddet, men der er stadig folk, der anses for ikke at være værd at røre ved. . . For eksempel dem, der passer ligbålene, hører til den socialt laveste gruppe.

Jeg er taknemmelig for at bo i Danmark. . . Selvom jeg ikke har hjemve.

Mor sidder og sludrer, mens hendes småpiger går rundt og sælger blomster til turisterne. 'Oh, please - buy flowers!'

Vores ven sadhu'en har netop redt op til natten nede i tunellen mellem gyderne og en ghat - (trapper ned til floden). Jeg sneg mig til at fotografere. . .

Nogle har dog et arbejde, selvom de mangler en hånd. . . Mig på cykelrickshaw på vej hjem til Anshu

Der bliver gjort mange ting for at bryde den dårlige spiral. Der er masser af forskellige projekter med fundraisere og frivillige arbejdere. Gratis skole for 4 til 10 årige børn. Projekter, der støtter kvinder i at lave håndarbejde og sælge det for dem.

Jeg har besøgt et par af stederne. Det ene er en forretning ved den sidste ghat – den hedder 'Open Hand'. En skøn forretning med en café, der sælger rigtig kaffe og lækre kager, der er frit wifi, og man kan få forskellig former for behandling – plus købe kvalitetsting lavet af indiske kvinder. Det er mest europæere, der kommer her, der er faste priser, ingen, der forsøger at prakke én noget på, og man kan gå rundt og kigge i fred. Det er helt rart – og helt ualmindeligt.

Et lignende sted er 'The Brown Bread Bakery', hvor de ansatte har ordentlige forhold med ok løn og sygesikring. Der hører et skoleprojekt til stedet med gratis undervisning for både børn og forældre. Selve 'bageriet' ligger i et fireetageshus i et af de smalle stræder. På de første to etager er der forretning med tøj, tørklæder, smykker som alle andre steder – bare i en bedre kvalitet end så meget andet. Og der bliver solgt delikatesser, fremstillet af lokale kvinder.

På tredje sal er der restaurant, hvor man sidder på puder på gulvet, spiser lækker mad og lytter til levende musik hver aften.

Det var her, vi mødte Anshu første gang, vi var her i 2012, og vi faldt begge to både for hans musik og ham selv. Han er et rart menneske og en fænomenal musiker. Vokset op i en familie med lutter tabla-spillere. Selv begyndte han som tre-årig at spille sarod – et meget smukt strengeinstrument, der er lavet af kobber og træ. Hele hans liv er musik. Han underviser, han optræder, og hvert år tager han til forskellige lande i Europa og spiller. Dog har han ikke været i Danmark endnu. Det skal nok komme.

Gensynet med Varanasi blev også et glædeligt gensyn Anshu. Vi havde aftalt at møde ham på 'bageriet' vores anden aften her, og han tog imod os med åbne arme. Det var dejligt at snakke med ham igen og skønt at høre hans musik. Han spiller på skift sammen med sine to brødre, der begge spiller tablas. De er ligeså formidable som han er, og jeg nyder bare at sidde og drømme, mens jeg lytter.

'I rejser ikke, før I har været på besøg hos mig,' sagde Anshu til os den første aften.

Det var en aftale, og fredag mødtes vi ved rundkørslen, hvor trafikken er et stort uoverskueligt virvar for alle andre end inderne selv. De har deres eget system til at finde ind og ud mellem hinanden – biler, tuktuk'er, motorcykler og cykelrickshaws dytter, trutter, ringler, mens politibetjentene blæser i deres fløjte. Jeg bliver lidt stresset, må jeg indrømme – og jeg er glad, hver gang jeg er kommet over på den modsatte side af gaden i god behold.

Anshu hyrede en cykelrickshaw til os, og med ham foran på motorcykel blev vi kørt gennem trængslen til en lidt mere fredelig bydel.

Vi blev budt velkomne af Anshu's mor og svigerinde, der trak sig tilbage, så snart de havde serveret chai og frokost for os. Bønnesalat og den bedste dhal, jeg har fået endnu. Så sad vi der i sofaen, hvor far og bedstefar holdt øje med os fra deres billeder på væggen, og snakkede, kiggede i scrapbogen og spillede lidt. Men jeg var ked af, at jeg kun fik vekslet ganske få ord med moren. Det er ikke nemt at komme til at tale med kvinderne her. De færreste kan ret meget engelsk, og der er så meget, jeg er nysgerrig efter at få at vide. Jeg er nødt til at få lært noget mere af det sprog, der bliver kaldt gudernes sprog, og som bliver talt af næsten 500 millioner mennesker. Der skulle være nogen at øve sig på. . .

Men en hyggelig eftermiddag var det. Godt at have en ven her – og jeg er sikker på, at vi kommer til at ses igen. Og i aften skal vi hen på 'bageriet' igen og høre et par raga'er eller tre.