Verdens værste by -

Tirsdag den 11. februar

Det er utroligt, at jeg overhovedet faldt i søvn i nat. Nede på gaden foran vores hotel stod en maskine, der lød som et trykluftbor. Og den blev ved og ved - og ved.

Det var i Gonda – den værste by, jeg har været i overhovedet. Den er grim, trøstesløs, støvet, fattig, mørk og larmende. Der er næsten ingen, der kan engelsk, og der er ikke den sædvanlige imødekommenhed og nysgerrighed.

Hotellet, vi havde booket på forhånd, var tilsyneladende det eneste i byen og ikke ligefrem overfyldt. De tre unge gutter, der tog imod os, virkede bedøvende ligeglade med os. På spørgsmålet om, hvordan vi kom videre til Sravasti næste dag, var svaret: 'No idea.' Fyren i receptionen bad om tusind rupees for værelset. 'I telefonen sagde I 950,' protesterede min kæreste. 'Ok, 950,' sagde fyren på samme ligeglade måde.

Jeg skal aldrig tilbage tilbage til Gonda - aldrig!!!

Vi var ankommet ved elve-tiden om aftenen efter en af de her togture, hvor man ikke ligefrem får slappet af . . . Godt firehundrede kilometer på ni timer for et såkaldt eksprestog. Denne gang havde vi fået en anden klasses sleeper, og jeg havde glædet mig til en fredelig tur, hvor jeg kunne læse og måske skrive lidt. Men mine kupéfæller – en flok mænd, der var på vej hjem til Lucknow fra en bryllupsfest, og som ikke kunne ret meget engelsk, som ignorerede mig og lod mig sidde halvt mast op ad armlænet ud mod gangen – gjorde ikke livet nemt for mig.

Ved syv-tiden kravlede jeg op i min overkøje og forsøgte at slappe lidt af uden det store held, så jeg var træt, da vi endelig nåede frem.

Masser af mennesker lå og sov på gulvet i banegårdshallen. Udenfor var der ikke en eneste tuktuk var at se, derimod masser af cykelrickshaws. Jeg sagde nej til de første fem, der ville køre os, men der var ikke andet at gøre end at hoppe op på en af cyklerne. Jeg kan ikke lide at sidde på de cykler. Sædet er så smalt, at vi dårligt kan være to, og jeg har en følelse af, at jeg glider ned, eller cyklen vælter eller brækker midt over. Og så med vores to store rygsække også. . .

Men også denne gang kom vi frem i god behold, og fyren, der stod op hele vejen for at trampe i pedalerne og kørte os hen ad den buldermørke hovedgade, blev meget glad for den seddel, han fik. Og det var jo godt.

Vi blev indkvarteret i et værelse ud til gaden – der var ikke andre, for huset var kun et værelse bredt. Den ene af gutterne, der havde meget bedrøvede øjne og et stort kors hængende om halsen, slæbte vores rygsække op, kom med et varmeapparat, som ikke virkede, og hentede te til os. Dagen efter viste det sig, at han havde puttet de penge i lommen, som vi havde givet ham for teen.

Sengetøjet var næsten vådt – kan det blive værre? - så jeg var glad for min sovepose. Trak den helt op over hovedet og koncentrerede mig om min vejrtrækning det bedste, jeg har lært. . . Vi skulle være glade for den støjende maskine, der fik huset til at ryste.

Den sørgede nemlig for elektricitet til hotellet.

Næste morgen – meeget tidligt – gik vi hen ad den støvede, beskidte hovedgade og fandt et sted at spise morgenmad. Og stadig var der ikke nogen hjælp at hente. Dem, vi spurgte, så ligegyldigt på os. Vi forsøgte os apoteker-shoppen – manden her kunne lidt engelsk.

Efter hans råd tog vi en tuktuk – en af de større, der nærmest er en minibus, så vi var flere passagerer - hen til busholdepladsen, hvor der holdt nogle taxaer.

Chaufførerne kastede sig over os som gribbe. En lille tyk mand var den første. En anden sprang til. 'Tusind rupees,' råbte han op i hovedet på mig. Den tykke slog ud efter ham og gav ham et ordentligt puf. Der var virkelig konkurrence.

Vi valgte ham til de tusind rupees, hoppede ind og kørte. Pyhha, nåede jeg at tænke lettet, da vi stoppede på en tank.

'Betal mig nu,' gætter jeg, at chaufføren sagde. Temmelig hidsigt. Nogle mennesker tror, det hjælper at råbe højt, til andre, der ikke forstår deres sprog.

Heldigvis kan jeg sige 'tag det roligt' på hindi. Det gjorde jeg, og det hjalp, og vi blev enige om betalingen. 'Halvdelen nu og resten, når vi er fremme.'

Det tog flere timer, før vi nåede vores mål. Undervejs skulle vi have en masse andre passagerer med. Hver gang der stod nogen i vejkanten og vinkede, stoppede vi og tog dem med. På et tidspunkt sad der fire mænd plus et barn på forsædet. Ud over chaufføren og hans medhjælper selvfølgelig. I 'bagrummet' var der en seks-syv stykker stuvet sammen. Og så skulle vi lige stoppe, når chaufføren skulle sludre med nogen, han kendte, eller han skulle ind og købe en beedee (en meget lille og tynd cigaret). Og landevejen var nærmest ikke andet end huller, så jeg hoppede op og ned med fare for at banke hovedet op i taget eller få rystet indvoldene løs.

Ikke noget at skrive hjem om for en inder – men for mig - JO! og så ved I andre det også

Ankommet til Jhansi, hvor vi skal  med toget videre til Gonda - her er kun en brøkdel af byens tuktuk'er

Hold jer både fra hotellet og byen her - jeg er kun glad for at være sluppet derfra!

Vores taxa, der holdt til den utroligt hullede vej til Sravasti. . . 

PS: vi kom godt frem, og vi fandt et ok sted at bo i Sravasti, men det bliver den næste historie, og den er god. . . 

Men en lille smagsprøve er her i form af et par billeder: 

Ved te-boden foran ruinerne fra 'klosteret', hvor Buddha opholdt sig under sine sidste 25 regntider, hænger munkene ud. Her er Naga - en af de knap 30 indiske munke fra klosteret nede på hovedvejen

Så bliver der delt is ud til plageånderne, der jagtede os - 'they have no education,' som manden her sagde. 'They are muslims. . . '

'Du skal da lige luses af, søster - og SÅ skal vi hen og lave sjov med alle de der underlige mennesker, der hænger spændende ting op på det store træ'

En flok af byens munke sammen med pilgrimme fra Korea

Bodhi-træet, som Ananda - en af Buddha's nære disciple - plantede. Her er et mylder af pilgrimme, der hænger flag op,  lægger blomster,  brænder røgelse, laver glidefald og messer, og hvor aberne huserer og gør alt, hvad de kan for at få fat i de spændende ting. . . 

Monkey-munken står klar med slangebøssen. Det skal nok få aberne til at holde sig væk - i hvert fald et par minutter