Livsenergi-nu: Ashoka har været i Sanchi. . .

Sightseeing i Sanchi. . .

Så bliver der stillet op til fotografering - om lidt er vi også med

Det er vi så her, det smukke par - sammen med en flok ingeniørstuderende fra Bhopal

Indgangen til Ashoka's stupa

Resterne af en buddhafigur - lotusstillingen kan han stadig. . .

Her i fuld figur

Mange detaljer og stupa'en i baggrunden

Lidt medtaget

Resterne af templet

Kejser Ashoka siges at være en af verdenshistoriens største herskere. Hans rige strakte sig fra Afghanistan til Tamil Nadu. Han var den eneste hersker, der gav afkald på krig som et middel til at herske. Dette skete i 225 før vor tidsregning – kort efter en stor sejr, der havde kostet mange tab for hans fjender. Det gjorde så dybt indtryk på ham, at han skal have udtalt: 'Fremover vil jeg ikke besejre verden ved hjælp af krig, men ved hjælp af dhammaen (Buddha's lære).'

Han anses som en stor hersker, fordi han satte pris på menneskets frihed. Han nærede en stor kærlighed til visdom, og han førte en indenrigs- og udenrigspolitik, som han baserede på Buddha's lære, og desuden gjorde han en stor indsats for at udbrede Dhamma'en. Det var hans søn og datter, der bragte en stikling fra et bodhitræ til Sri Lanka for at udbrede Dhamma'en dér. . .

En dag spurgte Ashoka en munk, hvor mange prædikener Buddha havde givet.

'Åh, store konge, Buddha har givet 84000 prædikener.'

Da kongen hørte dette, svarede han: 'Jeg vil bygge en stupa for hver af disse prædikener for at ære dem alle. . . '

Og sådan gjorde han.

(Frit oversat efter 'The Great Buddhist Emperors of Asia' af ven. Dr. Medhankar)

Et af de steder, Ashoka har bygget et mindesmærke til ære for Buddha, er i Sanchi. Det er en lille fredelig by med omkring 15000 indbyggere, og der er renere og pænere end noget andet sted, jeg har set i Indien indtil nu.

Jeg sidder på terrassen på vores 'Gateway Retreat' og får dagens sidste solskin. Om lidt bliver det køligt, og jeg skal til at finde strømper og trøje frem. Temperaturen svinger meget. Fra 27 grader om dagen til 10 om natten. Men når solen går ned, kommer månen frem. Den er næsten ny og ligger på himlen som en gylden skål, der venter på at blive fyldt af stjernestøv fra Jupiter og Orion, og cikaderne synger, selvom jeg fryser.

Hvis jeg går tyve meter hen ad terrassegangen, kan jeg se op til Ashoka's stupa, der ligger på bakketoppen lige overfor. Vi var deroppe i dag. Et smukt sted med en storslået udsigt, som man ifølge guidebogen bliver tryllebundet af. Et sted, der indbyder til stille kontemplation og meditation, og det var derfor, Ashoka i år . . . før vor tidsregning valgte at bygge både flere stupaer og en stor vihara.

En 'vihara' bliver ofte oversat til 'kloster' på dansk, men i virkeligheden var det et opholdssted for munkene i regntiden, hvor de ikke gik rundt fra sted til sted.

Sanchi blev et center for undervisning i Buddha's lære igennem mange år, og mange munke har opholdt sig her.

Nu er det et stort udflugtsmål, det er søndag, hele familien skal i skoven, og foran den store stupa står en skoleklasse klar til at blive fotograferet af en af deres lærere. De får øje på os og råber os straks an.

'May we have a photo?' spørger læreren, og ja, selvfølgelig, vi stiller op og smiler til fotografen og håber, at det vil bringe dem alle sammen lykke.

'You are a couple?' spørger læreren, og vi ser på hinanden og nikker. Joooh, det mener vi nok, vi er.

'Nice couple,' er der flere, der siger. 'Smart couple,' tilføjer læreren.

Jeg viser pigerne min fletning. Vi har samme frisure. . .

Så kigger vi på den store stupa, går selvfølgelig rundt om den med uret, som man skal. Bliver imponeret over de mange udskæringer, der fortæller om Buddha's liv, og som viser ham i symboler: en parasol, en elefant, en løve, et hus, en vogn, et hjul. . .

Vi ser på udgravningerne af vihara'en, ser på samlingerne af sten og brokker, stumper af søjler og figurer - det ligner et mægtigt puslespil, der mangler et par dygtige folk til at sætte det sammen

Det er ikke så overdådigt som Ajanta, men der er mange små detaljer, man kan fortabe sig i. Ligesom tegneserier hugget ud i sten. Alt for meget at rumme på en gang.
Og mens vi betragter byggerierne, bliver vi lagt mærke til. Kigget på. Stirret på. Af de modigste og mindst generte spurgt: 'Where you come from?'

Og vi svarer og fortæller og tager billeder. Jo, vi er skam et smukt par. . .

En lille dreng stopper op midt i sin leg og løber hen imod os: 'Good evening,' råber han til os der midt på dagen, og hans far smiler stolt.

* * *

Mandag bliver en fredelig morgen, hvor vi tager den lidt med ro. Nyder morgenmaden i solskinnet ude i gårdhaven. Jeg kunne godt tænke mig lidt grød til en forandring for den sædvanlige omelet, som jeg kan smage flere timer efter.

Jo vist, de har skam 'porridge', siger tjeneren og serverer lidt efter to pocherede æg til os hver. Men så er de også kogt i mælk. . . Hm hm – det kniber stadig med mit hindi, selvom jeg både kan tælle til ti nu og spørge folk, hvordan det går. Men mine 'lærere' er ikke alle lige gode. I går fik jeg lært at sige: 'jeg skal op til stupa'en i tuktuk' i stedet for det, jeg gerne ville lære: 'I don't understand'.

Men pyt – det er sjovt, og jeg skal nok blive bedre.

Vi bor på Gateway Retreat – et meget fint sted med have og græsplæner og legeplads og masser af opvartning. Det er ganske vist lidt dyrere, end budgettet kan lide – tohundrede kroner pr. nat, men så er det inklusiv morgenmad. Vi har kigget på Hotel Krishna, som kun koster 50 kroner, men det virkede ikke så rart. Så vi nyder luksus-livet. . .

Har lige fået ordnet vores værelse. En opgave for fem mand: En, der fejer, en, der skifter sengetøjet, en der klarer badeværelset, en der vasker gulvet, og så er der havemanden, der kommer med friske blomster til mig hver dag og vaskemanden, der henter vores snavsede tøj og kommer tilbage med det nystrøget og fint pakket ind i avispapir.

Det er da forkælelse. . .

Og nu har vi ændret planer igenigen – det er fordelen ved at rejse på den måde, vi gør, at vi kan gøre, som vi vil - og med hjælp fra vores tuktukchauffør fra i går har vi ordnet endnu et par togbilletter på tredjeklasse. Denne gang kun en tur på fem timer. Det er blive onsdag morgen – den tid den fornøjelse. . .

I love stadig India. . . .