'Same old story'

Musik skal der til - en blanding af vest og øst vakte stor glæde
 

- og der var mange tilskuere

LØRDAG D. 22. februar

Så sad vi dér igen i tæppehandlerens butik. To år efter. . .

Det var hotelværten, Shiva, der absolut syntes, at vi skulle se hans families butik. Jeg sagde ja til tilbuddet, for hvad var der ellers at lave sådan en regnvåd lørdag? Hele dagen stod det ned i stænger, alt var gråt og vådt, og restauranten var propfyldt med gæster, der skulle spise og drikke te og spise igen. Jeg havde siddet alt for meget ned, så det ville være rart at komme ud og se sig lidt om.

Vi hoppede over vandpytterne efter Shiva. Et par gader væk fra vores hotel viste han os ind i en stor indre gård med balkoner hele vejen rundt i flere etager.

'Der bor min onkel og hans familie,' sagde han. 'Og der bor de folk, der arbejder her.'

Han viste os hen til en shiva-linga – et symbol på frugtbarhed, som næsten enhver familie har en udgave af, og som man kan købe i miniature i mange af shopperne i kvarteret. Den her befinder sig nede i en kælder, som man kun kan kigge ned til. Noget begyndte at dæmre. 'Her har vi været før,' sagde min kæreste. Og ja, verden er lille.

'Oh, I know you,' udbrød den tykke mand, da vi trådte ind i et rum, hvor han sad i skrædderstilling på gulvet omgivet af hylder fyldt med sjaler og tæpper.

Stor gensynsglæde. Jeg spurgte efter Prakash, som var ham, der havde fået os med derhen sidst. Og som var årsag til, at min kæreste fik købt sig et sjal til overpris. . .

Prakash mødte vi for to år siden ved en tebod ved en af ghat'erne. Som de fleste andre spurgte han os, hvor vi kom fra, og vi faldt hurtigt i snak. Han virkede flink og venlig med sit hennarøde hår og meget lange negle på sine to lillefingre. Det var mode, fortalte han senere.

Han havde ikke andet at lave end at holde os med selskab, og vi tilbragte to dage sammen med ham. Vi fik set en hel del af Varanasi, fik forklaret traditioner og levevis og fik hørt lidt om ham selv. Han ville ikke have penge for det. . . Men så var det, at vi endte i hans onkels forretning, og det blev dyrt. Prakash har sikkert fået en god procentdel.

Jeg havde kigget efter ham denne gang uden held, og eftersom jeg ikke bærer nag til ham, har jeg ønsket det bedste for ham. Han havde en kæreste i Frankrig og en drøm om at flytte over til hende.

Han var rejst udenlands, fortalte den tykke – bossen. Som altså var onkel til både Prakash og vores hotelvært. Det er åbenbart en stor familie.

Shiva overlod os i tæppehandlernes varetægt sammen med en ung gut fra Australien, der var nysgerrig og ville se på sjaler til sin kæreste. Og så satte vi os på gulvet, mens vi fik vist det ene sjal efter det andet – silke, kashmir, yakuld og pashmina, mens vi ventede på teen, der var meget speciel – nemlig fra Darjeeling, og det varede en evighed, før den kom. Så der var tid til at se mange sjaler.

Vi skulle ikke have noget – jeg har set et pænt sjal et andet sted, og det vil jeg have. Meeeen min kæreste faldt alligevel for ét.

'4800 rupees,' sagde manden.

Jeg bød to, og jeg holdt fast. Næh, det var ikke hans pris.

'Give me your best price,' sagde han. Det var virkelig god kvalitet. Ikke noget syntetisk overhovedet.

Jeg havde givet ham min bedste pris, sagde jeg. Han rystede på hovedet.

Den unge australier købte to små silketørklæder. Fik dem lagt i en pose og betalte.

'Your best price?' gentog manden så og kiggede på mig.

Jeg trak på skuldrene.

Han begyndte at lægge det lækre – (det er virkeligt fint og blød og meget lækket) – tørklæde sammen.

'Ok, 2000,' sagde han og så meget bedrøvet ud. Men som gammel kunde skulle jeg få det trods den meget lave pris. 'If you happy, me happy,' sluttede han.

Vi tog hjertelig afsked med den tykke onkel, så en helt dårlig handel kan det ikke være.

'See you next year,' sagde jeg.

Mon ikke vi begge to grinede lidt. Hvem blev mon snydt mest?

Jeg er alligevel lidt stolt af mig selv, selvom jeg måske kunne have fået sjalet endnu billigere. Men denne gang ærgrer jeg mig ikke, som jeg gjorde sidst. Og nu kan kæresten varme sig i dejligt yakuld af bedste kvalitet. . .

PS: da vi kom ned i receptionen på vores hotel senere, løb vi på Shiva, der straks spurgte, om vi havde købt noget. Vi viste ham tørklædet.

'Oh, very high quality,' sagde han overbevisende. This must be 5-6000 rupees.'

SØNDAG AFTEN. . . 

Solen er gået ned over Ganges, og stjernerne blinker. Lyden af musik og stemmer strømmer op til os nede fra byen, og fårekyllingerne synger. Om lidt bliver der helt stille, som der kun kan være om natten i Varanasi. Folk går tidligt til ro. Nogle har allerede lagt sig med et tæppe helt op over hovedet på stenbænkene i de smalle gyder. De fleste butikker har rullet jernskodderne ned. Kun mælkemanden og den lille bod med vand og kiks har åbent endnu.

Vi har sagt farvel til Anshu og hans bror henne i 'bageriet', hvor vi snart er blevet stamkunder.

Men i morgen pakker vi og tager videre til Kolkata. Togbilletterne er købt og printet ud, flybilletten tilbage til Delhi den 3. marts ligeså.

Udvalget er stort. Det er bare om at vælge

Det ville være dejligt, hvis det blev sådan,  men det kommer til at vare længe!

Et bad i floden blev det ikke til, men et lille lys fik jeg sendt af sted med alle gode ønsker

Moder Ganges tager imod dine bønner. . . Mange lys og blomster bliver sendt af sted hver dag