Forår på stenbroen

Jeg er blevet bymenneske. Jeg har ikke jord under neglene og ondt i ryggen af at luge og grave og køre trillebør. Jeg har en lille altankasse i nå-højde, og i den dyrker jeg timian, rosmarin og så lidt blomster, som ikke rigtig vil trives.

Når jeg ser ud af vinduet, kan jeg nyde vores hyggelige lille anlæg med god samvittighed. Magnoliaen, som blomstrer med sine fine, næsten lysende blomster. Den gule forsythia og påskeliljerne. Alle de blå scillaer, der breder sig ligeså meget som altid. Roserne, der ser ud til at komme fint i år trods den megen frost. Og græsplænen, der snart skal slås - bare ikke af mig.

Himlen er blå, og solen skinner. Det er forår i byen, og jeg kan nyde det uden at blive stresset over, at skvalderkålen vokser hurtigere, end jeg kan få den hevet op. Her er mange grønne pletter, og de bliver passet og plejet, hækkene klippet, træerne beskåret og bedene luget. Lige nu eksploderer det hele i lysegrønne knopper efter den alt for lange og alt for kolde vinter. Piletræerne er blevet langhårede, og hylden har store knopper, så der skal nok blive til nogle liter hyldeblomstsaft i år.

Jeg elsker at gå, og jeg skal helst gå langt. Efterhånden har jeg gået mange kilometer herinde. Frederiksberg Have og de andre parker får jeg gennemtravet på kryds og tværs. Jeg slentrer under kastanjetæerne langs søerne, mens jeg bliver overhalet af kondiløberne, der prustende og stønnende forsøger at slå deres egen rekord. Jeg lader dem løbe, mens jeg tæller svaneungerne fra sidste år. Der er mange af dem, og de slås om det tørre brød, de får smidt ud. 

Alle har ventet utålmodigt på foråret - og nu er det der endelig. Selvom luften er kølig, er alle bænkene optaget af solskinselskende mennesker, og caféerne er fyldt godt op. Der bliver sludret og drukket kaffe og læst og daset. Og der er flere smil end før.

Man kan altid opleve noget, når man bevæger sig rundt i byen. Der sker altid noget. Der er selvfølgelig  kunst og kultur og udstillinger. Der er jazzfestival og filmuge. Der er koncerter og biografer og teater, og der er metroen, som kører mig hjem på syv minutter, når jeg er blevet træt i benene.

Men der er også så  meget andet.

Forleden mødte jeg en mand, der kom gående med sin papegøje på skulderen. Den var helt klart opvokset på stenbroen, for den kunne sige ligesom lastbilerne gør, når de bakker. Og så kunne den sige 'Skal vi ud og gå tur?' - og det gentog den og gentog.

Hunde er der også mange af. Især de små buldogger med underbid og rynkede ansigter, der får dem til at se meget alvorlige ud. Der er duer, der kurrer, og gæs og hejrer, og i Frederiksberg Have kan jeg ganske gratis se alle elefanterne, når jeg kommer der omkring middagstid.
Og så er der solsorten, der synger så smukt fra tagryggen på huset henne om hjørnet. Jeg tror, det er 'min' solsort fra Humlebæk, der er fulgt med mig her ind til byen.

Svanetræf

På udkig efter lidt tørt brød

Der er dejligt i Kongens Have - jeg kommer nok til at gå derind mange gange

Operaen har jeg kun set udefra indtil videre

Tænk at jeg tog helt til Firenze for at se ham her - han står jo lige dér og kigger ud over vandet. . . 

Ved kastellet, hvor vinden var isnende kold

Broen over til Kastellet

Et sørgeligt syn var det at se Frihedsmuseet, der brændte i nat - de pøsede stadig vand på, da jeg gik forbi. 

AT REJSE ER AT LEVE

'At rejse er at leve,' sagde H.C. Andersen, og han vidste, hvad han talte om, for han rejste temmelig meget. Både til Italien og Portugal, Jylland og så langt væk som til Tanger i Marokko. Langt væk for folk på hans tid. . . 

Dolomitterne med sne på toppen set fra et flyvindue. . . 

Højt til vejrs på en elefant i Indien

Der er noget om H.C. Andersens ord. Det er vidunderligt at komme ud og se sig omkring. Men hvis man nærmest kun føler, at man lever, når man rejser, er det ikke særlig smart. Især ikke hvis man kun har sine tre ugers årlige sommerferie at tage af sted i. 
Jeg havde det sådan før. Jeg havde det bedst, når jeg kunne tage på sommerferie sydpå. Jeg glædede mig i den grad til at pakke kufferten og køre af sted, og jeg planlagde alt det, jeg skulle se, og hvilke små omveje, vi skulle ud på for at få mest muligt ud af det. Når jeg så kom frem, susede jeg rundt for at se det hele på den halve tid. Jeg fik tit at vide af mine børn, at jeg nærmest gik, som om jeg skulle træne til et maratonløb. Så hurtigt gik det. Strandture kunne der godt blive plads til, for jeg skulle være mørkebrun på rekordtid (ikke særlig sundt, men det tænkte jeg ikke så meget på) - jeg skulle bare ikke dase for længe ad gangen, og når jeg gjorde det, var det altid i selskab med en bog, jeg kunne lære noget af. Dovenskab har aldrig været min stærke side. . . 

Jeg nød det helt bestemt, og jeg tror også, at resten af min familie gjorde det. Der var bare den forskel på dem og mig, at de glædede sig til at komme hjem, mens jeg blev mere og mere ked af det, jo nærmere vi kom feriens afslutning. Som regel tudede jeg i stride strømme, når afskedens time nærmede sig, og jeg måtte vende ryggen til det blå, blå Middelhav, bjergene og de små idylliske, franske landsbyer for ikke at tale om sproget, som jeg kun fik brugt dérnede. Nu var der et år minus tre uger, til jeg kunne komme derned igen - hvis jeg overhovedet nogensinde kom tilbage. 
Når jeg så kom hjem, satte jeg feriebillederne i en mappe og kiggede ikke mere på dem. Jeg kunne ikke rigtigt glæde mig over dem, for det var jo for altid slut. . . 

Nu har jeg heldigvis fået det anderledes. Alting ændrer sig hele tiden, og det gør jeg også.
Jeg ser bestemt meget frem til at komme ud igen, og jeg er sikker på, at resten af mit liv gemmer på mange spændende rejser. Jeg har mange drømme og ønsker om steder, jeg gerne vil se. Langt væk, nærved, øst, syd. Tiden vil vise hvor. Men jeg har sat tempoet ned. Jeg behøver ikke se det hele, og det jeg ikke når, ser jeg måske en anden gang. Eller måske aldrig, og det er helt ok. 

Maden i Indien - en drøm for en vegetar!

Så mange munke kan der være i en indisk tuktuk

Jeg elsker tropenætterne!

Indtil for godt to år siden havde jeg aldrig været uden for Europa, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme det. Så tog jeg til Indien sidste år, og jeg forelskede mig pladask i det meget beskidte, meget modsætningsfyldte og meget spændende land. Det var en del af en transformation af mit liv, og den er kun netop begyndt.

Nu lever jeg ikke kun, når jeg rejser, og jeg pakker ikke mere mine feriebilleder væk, fordi det er for sørgeligt, at ferien er for evigt slut. Jeg er mere end nogensinde til stede i min hverdag, samtidig med at jeg kigger tit både frem og tilbage. Jeg er i stand til at glæde mig over mine oplevelser og den rejse, jeg kan gense på mine billeder. Det gør jeg ofte - og jeg fortæller gerne om alt det, jeg har oplevet, til alle, der vil høre om det, jeg skriver og holder foredrag om det. 

Ved et tilfælde fandt jeg nedenstående citat. H.C. Andersen beskriver det, jeg taler om, bedre end jeg selv gør:

'Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom kunsten og livet er blevet mig klarere, desmere solskin er der udefra strømmet ind i mit bryst; hvilken velsignelse er ikke opgået for mig efter tidligere mørke dage. Ro og forvisning er kommen i min sjæl; en sådan ro lader sig imidlertid godt forene med det vekslende rejseliv; der var en tid, jeg følte mig så hårdt trykket og forpint herhjemme, at det at være ude var idet mindste en ophør af at lide - det fremmede fik herved en fredens glans, jeg fik det kært, og da min natur er at slutte sig let til menneskene, der da igen give tillid og hjertelighed, så følte jeg mig ude vel og kom der gerne. 
At rejse er at leve.'

En drømmer og en  evemtyrer. . . 

Der var engang - og det er der stadig. . . 

En kilopris på 3000 euro

Vi er ved at være færdig med vores middag, da Mafoud kommer og sætter sig for at holde os med selskab. Der er hyggeligt i spisestuen, men koldt, så jeg har pakket mig ind i mit store uldne sjal. Jeg fortæller Mafoud, at jeg tit fryser, og at jeg især har problemer med at få varmen i hænderne. . . 
'Så skal du have safrante,' siger han. 'Cela chauffe! Det varmer!'  
Han går straks ned i køkkenet og beder om at få serveret en kande safrante til os. Der går lang tid, før den endelig kommer, den gyldne te. Men den skal koge længe for at få smagen og virkningen frem, siger Mafoud, som mens vi venter, forklarer os om safran og alt det gode, det kan gøre for os. Det ikke bare varmer som enhver kop varm te gør. Det er godt for hjertet, styrker blodcirkulationen, og det forhindrer blodet i at tykne, siger han. 

Mafoud er ejer af Auberge le Safran i Taliouine, som ligger i 1200 meters højde, og som derfor er det helt perfekte sted at dyrke krokus. Om efteråret er alle byens haver dækket af et smukt blomsterflor, og folk får travlt med at høste de smukke blomster og lægge dem til tørre. Det er et krævende arbejde, for der skal tages varsomt på de sarte støvdragere, som er dem, man køber i dyre domme. Det er ikke mærkeligt, at krydderiet er verdens dyreste, for der går omkring 150.000 støvdragere til et kilo. 
Safran har mange gode egenskaber, men man skal endelig ikke spise for store mængder af det. Så kan det være dødeligt. Nu er du advaret!

Tjeneren kommer med bakken med te og tre fine små glas. Så begynder Mafoud at dekantere teen, som man gør med de bedste vine. Tre gange hælder han den gyldne te i en meterlang tynd stråle fra kanden og ned i glasset, så det skummer, og så tilbage igen. Teen skal iltes, og sukkeret skal opløses. Først når det er gjort, må vi drikke. . . 


Teen smager kraftigt af safran, selvom der kun er brugt nogle ganske få 'tråde'. Mafoud giver mig opskriften, og næste formiddag, før vi tager afsked, køber vi tre gram safran. Ikke meget, men det rækker til mange kopper te. Det er fra sidste års høst, og det bliver nøje vejet, så vi får lidt præcis det, vi skal have. Det bliver behandlet som 24 karats guld.

Jeg er helt ked af, at jeg ikke kommer til at opleve krokus-høsten. Jeg må komme igen en anden gang i oktober eller novembermåned. Så kan jeg måske også være med på en af de trekkingture, som Mafoud arrangerer i blandt andet Rosendalen længere mod øst. Dér, hvor vi var, før vi kørte i retning mod havet. Der skulle være så smukt, men vi kan ikke nå det hele på én gang, og vi har kun fjorten dage. I øvrigt skal jeg vist også lige træne lidt først. . .  Måske vil det hjælpe at drikke den gyldne te?

Der skænkes te efter alle kunsten

Der går mange støvdragere på ét gram. . . 

Der skal mindre end det her til et par store krus safrante

Besøg Mafoud på hans hyggelige hotel. Der er berbertelt i haven, og han er  selv  en meget venlig vært. . . 

                            

Safrante:

Kom 6-7 tråde safran i en gryde og hæld et par krus vand over. 

Lad det koge i 15-20 minutter. 

Hæld drikken i et krus sammen med et brev grøn te

Kom lidt sukker, honning eller eventuelt stevia i

Drik - og nyd det!!!

Safran har været dyrket igennem mange tusind år. Det er verdens dyreste krydderi. 

Det bruges blandt andet i den franske fiskesuppe 'bouillabaisse', i italiensk risotto og indisk biryani. 

Når du køber den ægte vare, kan den holde i mange år, hvis du opbevarer den et tætlukket glas og mørkt og tørt.

Marokkos flydende guld - arganolie. . .

De sidder langs landevejen, mændene med deres hjemmelavede arganolie. På de første mange kilometer efter Taroudant har de stillet borde fyldt med flasker og krukker, og når vi nærmer os, går nogle af de mest ivrige ud på vejen og holder en flaske med det flydende guld frem for at få os til at stoppe. Konkurrencen er hård. Der er ikke ret meget trafik, så jeg tror, at olien kommer til at stå der i solen i mange dage. Nok én af grundene til at vi er blevet advaret imod købe olie ved vejen. Det bedste får man kun i de forskellige kooperativer i byerne, hvor der er kontrol med varerne.

Alligevel stopper vi hos en mand, der sidder alene i skyggen under sin parasol, og som ikke forsøger at rende ud foran bilen. Vi får lov til både at lugte og smage på hans varer, der ikke virker anderledes end det, vi købte i butikken inde i Taroudant. Manden taler ikke fransk, så vi får ikke noget at vide om, hvor han kommer fra, og hvem der har lavet olien, men der er stadig plads i rygsækken til lidt mere olie . . .

Før jeg kom til Marokko havde jeg aldrig hørt om argantræer og deres fortræffeligheder, men det har jeg nu - og efter at jeg er kommet hjem igen, hører jeg jævnligt om, hvad arganolien er god til. Hvilket ikke er småting. . .

Argantræerne vokser i massevis omkring Agadir. På afstand kan de godt minde lidt om oliventræer. De trives også under en brændende sol, men de bliver større, deres blade er mørkere og rundere, og så har de torne. Nogle ret nedrige torne. Hvis det ikke var for gederne, tror jeg ikke, at de ville blive plukket ret mange nødder. Gederne hjælper gerne til, for de elsker argannødder. De flokkes omkring træerne, de hopper op og står med forpoterne op ad stammen og gnasker i sig, og nogle af dem kravler helt op for at fylde maven med nødder. Når nødderne er har været en tur igennem geden, bliver de samlet op af kvinder, og så kan man presse olie af dem. . . Hårdt arbejde er det, og der skal mange nødder til. Det tager tredive timer at få en enkelt liter olie af femten kilo nødder. Og det bliver gjort med håndkraft, så der er ikke noget at sige til, at olien er dyr.

Berberkvinderne har kendt til olien og dens helbredende og forskønnende egenskaber i århundreder. Nu har vi andre også fået del i denne viden.

Arganolie indeholder fem gange så meget E-vitamin som olivenolie. Den siges at virke helbredende på mange forskellige hudlidelser, den virker foryngende, udglatter rynker, hjælper mod hårtab og meget andet, og den kan bruges til massageolie. Skal den bruges til madlavning, bliver nødderne ristet, før man presser olie af dem. Det giver en meget karakteristisk smag. En skefuld over salaten er lækkert. . .
Og så er der den sunde 'nutella', som de kalder den. En pasta lavet af olie, honning og mandler - den giver energi og siges også at være et afrodisiakum.

Kvinderne presser nødderne til olie - et langsommeligt arbejde. I baglokalet kan vi købe cremer, olier og sæber af den fineste kvalitet. 

Stemninger fra Firenze

Firenze er en by med en lang historie, og det kan ses, mærkes og høres, uanset hvor man går.
Selv længe efter jeg er kommet hjem, kan jeg mærke det i benene, at jeg har gået og gået, stået og gået igen. Jeg er fyldt op af indtryk, der skal fordøjes.

Den sidste dag slentrer vi rundt på må og få. Det er påskemandag, og halvdelen af butikkerne er lukket, men museerne er åbne, og mylderet af mennesker var er samme. Man kan altid finde en kø i Firenze. . . Vi lader os følge med strømmen og væk fra strømmen. Lader bykortet blive i lommen og lader tingene ske. Går rundt om domkirken og i modsat retning af, hvor vi før har gået. Finder ind i små snævre gader. Følger et  et skilt, der viser hen til et sted med et navn, der tiltaler mig. En plads, en kirke, en bygning.

Går ned til floden og kigger ned i det brusende, grumsede vand. Går ind i gaderne igen og befinder os pludselig på en plads med en imponerende kirke for den ene ende og på de andre tre sider tre- og fireetagers huse, der har beholdt det samme udseende siden middelalderen.
Et kig gennem en gitterport ind i en klosterhave med søjlegange omkring en fintklippet græsplæne omkranset af blomsterbede og høje cypresser. Et spring tilbage til munkelivet i den gryende renaissance og samtidig nutiden, hvor en masse mennesker står i kø for at komme ind i klosterhaven, hvor man aldrig mere finder den fred til meditation og kontemplation, som det oprindeligt var hensigten.

Midt på pladsen sidder en ung fyr og spiller banjo og akkompagnerer sig selv med en meget insisterende, ensformig rytme fra en rytmeboks. Han bliver ved og ved, mens folk, der trænger til en pause sidder på bænkene på langsiderne af pladsen. En ung fyr, der har givet sig i søvnens vold og ligger med hovedet i favnen på sin kæreste. Måske er han som så mange andre bliver, ramt af Firenze-bacillen? Et par unge piger ligger ved siden af hinanden på maven og studerer deres turistguide midt ude på pladsen, mens en gråhåret marionetfører lader sit dukkeorkester spille og synge neworleansjazz. . .
Underholdning er der mange steder. Der er klovnen, der i sine ternede bukser og hvidmalede ansigt  render rundt midt i vrimlen og får os alle sammen til at grine - især af hinanden, når han tager en af de forbipasserende damer og slæber af med hende og prustende og mat i knæene smider hende på skødet af en fremmed herre. Eller når han låner et kamera af en ung fyr og løber efter folk med de største bagdele og tager billeder af dem. Når han diskret stikker sin arm under en ældre dames og følger med hende, mens hun snakker videre uden at opdage, at det ikke mere er hendes mand, hun går sammen med.
Folk begynder at danne en stor rundkreds om klovnen. I en afstand, så man føler sig i sikkerhed, for hvem kan lide at blive grinet af?

Der er malerne, der udstiller deres billeder foran museerne. Udsigten over Arno-floden med guldsmedebroen, byens røde tage og domkirken er foreviget gang på gang og til salg for en 'rigtig god pris'. Andre tilbyder at lave en hurtig karikatur af folk her og nu. . .

Der er den gamle mand, der spiller violin siddende ved siden af sin sure kone, der konstant skælder ham ud. I hvert fald når vi går forbi. Der er ham, der har sat sig med sin harmonika og spiller især for dem, der står i den kilometerlange kø ved domkirken.
Ved Ufizzi er statuerne, der står helt stille, indtil nogen begynder at nærme sig dem. Så lever de op, begynder at blinke og bevæge sig og vente på, at der bliver smidt penge i den skål, de har stillet foran sig.

Og så er der de rigtige statuer - og de placeret alle vegne både ude og inde.
Dante, Macchiavelli, Donatello, da Vinci, Michelangelo og Medici'erne ser på os fra deres høje sokler eller kigger eftertænksomt hen for sig, mens de tænker deres store tanker, og andre tænker på, om de skal købe en ny taske. . .

Én vigtig person er David. Ham støder man på mange steder. Uden for Palazzo Vecchio står han og lader sig beundre af menneskemængden. Først fik han lagt Goliath ned, og siden har han lagt hele verden for sine fødder. Han må være en af de mest fotograferede mænd.
Der er mange forretninger med hans navn. Lædervareforretninger, caféer og restauranter brger hans billede som blikfang. Man kan ligefrem blive 'davidmaniac', og så har man alle muligheder for at dyrke sin afhængighed her. . . Man kan købe lightere, kalendere, notesblokke, kuglepenne og æsker med hans billede på. Man kan købe figurer af ham i forskellige størrelser. Og forklæder og underbukser i to størrelser til herrer med et billede af Davids ædlere dele. Der er noget for enhver smag.

På Galleria dell'Academia står originalen, som Michelangelo skabte ham i begyndelsen af 1500-tallet. Noget af en kæmpe er han. Godt fem meter høj og nitten tons hugget i det hvideste marmor fra Carrara, der har det smukkeste af slagsen. Og han holder sig godt, selvom han igennem tiden både er blevet ramt af et lyn, har brækket sin ene arm og fået knust tæerne. Han står stadig dér og ser godt ud med sine spændte muskler, årerne, der træder lidt frem på armene, klar til at dræbe Goliath. . .
Mon ikke han bliver stående sådan, til næste gang jeg kommer?

Han kan noget med harmonikaen, ham her 

- og lige i nærheden begynder køen til domkirken. . . Jeg opgav at komme ind! 

Underholdning på Piazza'en foran basilikaen

Fred og ro finder man ikke ret mange steder, heller ikke i klosterhaven 

Arno-floden med guldsmedebroen 

Der er mange, mange museer, og det her fik jeg ikke set - Palazzo Vecchio 

Basilica di Santa Croce ved den hyggelige plads. Også her var køen lang. . .  

Klovnen på lur efter et nyt offer 

Få malet dit eget portræt på et øjeblik. . .  

En engel er landet foran Ufizzi-paladset for at få en sludder med en forbipasserende

Guldsmedebroen med Corridoio Vasariano, som jeg må se næste gang. . . 

På marked i Fiesole

Mandag formiddag er der mere livligt end sædvanlig i vores lille by. Der er marked på torvet, Piazza Mino di Fiesole, så pludselig vrimler det med biler og mennesker. Vi kan ikke lade være med at bruge lidt tid på at se os omkring, før vi tager bussen.
Et pænt lille marked er det. Nydeligt ordnet med boderne placeret i tre rækker, alle med ens hvide markedsparaplyer over. Her er mange mennesker i forhold til ellers, men langt fra så mange som nede i Firenze. Her kan vi komme til boderne uden at stå i kø, og de handlende er ikke særlig pågående, forsøger ikke at lokke os til at købe. Helt anderledes end i Marokko, hvor jeg tit opgav bare at se på tingene, fordi jeg ikke orkede at blive forsøgt overtalt til at købe et eller andet. Her kan vi gå rundt i fred og ro fra det ene sted til det andet, hygge os med at smage på brød, ost, vin, olie og sludre lidt med de handlende - eller rettere høre dem sludre, for jeg kan stadig ikke sige ret mange ord på italiensk.

Boderne med mad og delikatesser tiltrækker flest kunder. Dem med de sydamerikanske pynteting og striktrøjer, smykkerne og sæber er ikke så populære. Italienerne vil åbenbart hellere spise godt. 

Lækkert er det, og det er svært at beslutte sig for den ene eller den anden ost. De kan noget, de italienere, og inden længe har vi fået samlet mere, end vi vil slæbe rundt på resten af dagen, så jeg skynder mig tilbage til hotellet med det. Så er der plads, hvis andre ting skulle friste nede i byen. . . 

Honning, marmelade af bedste slags. . .  

Ansjoser har jeg aldrig kunnet lide, men i en hjemmelavet ostesovs smager det fantastisk. . .  

Lækre kager. . .  

Propolisdråber og - cremer - godt for helbredet. . .  

Hvad skal man nu vælge??? Jeg holder mig selv til osten. . . 

Træskærerarbejde i oliventræ

Et par hele grise ligger klar til at blive skåret i småstykker 

Mandag er alle butikker lukket i Fiesole, så det er godt, at der er marked på 

Mere brød, marmelade, honning og en hyggelig sludder 

Og sådan er udsigten fra vores terrasse - bedre i solskin, men ok alligevel og kønnere end derhjemme