'At rejse er at leve,' sagde H.C. Andersen, og han vidste, hvad han talte om, for han rejste temmelig meget. Både til Italien og Portugal, Jylland og så langt væk som til Tanger i Marokko. Langt væk for folk på hans tid. . .
Der er noget om H.C. Andersens ord. Det er vidunderligt at komme ud og se sig omkring. Men hvis man nærmest kun føler, at man lever, når man rejser, er det ikke særlig smart. Især ikke hvis man kun har sine tre ugers årlige sommerferie at tage af sted i.
Jeg havde det sådan før. Jeg havde det bedst, når jeg kunne tage på sommerferie sydpå. Jeg glædede mig i den grad til at pakke kufferten og køre af sted, og jeg planlagde alt det, jeg skulle se, og hvilke små omveje, vi skulle ud på for at få mest muligt ud af det. Når jeg så kom frem, susede jeg rundt for at se det hele på den halve tid. Jeg fik tit at vide af mine børn, at jeg nærmest gik, som om jeg skulle træne til et maratonløb. Så hurtigt gik det. Strandture kunne der godt blive plads til, for jeg skulle være mørkebrun på rekordtid (ikke særlig sundt, men det tænkte jeg ikke så meget på) - jeg skulle bare ikke dase for længe ad gangen, og når jeg gjorde det, var det altid i selskab med en bog, jeg kunne lære noget af. Dovenskab har aldrig været min stærke side. . .
Jeg nød det helt bestemt, og jeg tror også, at resten af min familie gjorde det. Der var bare den forskel på dem og mig, at de glædede sig til at komme hjem, mens jeg blev mere og mere ked af det, jo nærmere vi kom feriens afslutning. Som regel tudede jeg i stride strømme, når afskedens time nærmede sig, og jeg måtte vende ryggen til det blå, blå Middelhav, bjergene og de små idylliske, franske landsbyer for ikke at tale om sproget, som jeg kun fik brugt dérnede. Nu var der et år minus tre uger, til jeg kunne komme derned igen - hvis jeg overhovedet nogensinde kom tilbage.
Når jeg så kom hjem, satte jeg feriebillederne i en mappe og kiggede ikke mere på dem. Jeg kunne ikke rigtigt glæde mig over dem, for det var jo for altid slut. . .
Nu har jeg heldigvis fået det anderledes. Alting ændrer sig hele tiden, og det gør jeg også.
Jeg ser bestemt meget frem til at komme ud igen, og jeg er sikker på, at resten af mit liv gemmer på mange spændende rejser. Jeg har mange drømme og ønsker om steder, jeg gerne vil se. Langt væk, nærved, øst, syd. Tiden vil vise hvor. Men jeg har sat tempoet ned. Jeg behøver ikke se det hele, og det jeg ikke når, ser jeg måske en anden gang. Eller måske aldrig, og det er helt ok.
Indtil for godt to år siden havde jeg aldrig været uden for Europa, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme det. Så tog jeg til Indien sidste år, og jeg forelskede mig pladask i det meget beskidte, meget modsætningsfyldte og meget spændende land. Det var en del af en transformation af mit liv, og den er kun netop begyndt.
Nu lever jeg ikke kun, når jeg rejser, og jeg pakker ikke mere mine feriebilleder væk, fordi det er for sørgeligt, at ferien er for evigt slut. Jeg er mere end nogensinde til stede i min hverdag, samtidig med at jeg kigger tit både frem og tilbage. Jeg er i stand til at glæde mig over mine oplevelser og den rejse, jeg kan gense på mine billeder. Det gør jeg ofte - og jeg fortæller gerne om alt det, jeg har oplevet, til alle, der vil høre om det, jeg skriver og holder foredrag om det.
Ved et tilfælde fandt jeg nedenstående citat. H.C. Andersen beskriver det, jeg taler om, bedre end jeg selv gør:
'Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom kunsten og livet er blevet mig klarere, desmere solskin er der udefra strømmet ind i mit bryst; hvilken velsignelse er ikke opgået for mig efter tidligere mørke dage. Ro og forvisning er kommen i min sjæl; en sådan ro lader sig imidlertid godt forene med det vekslende rejseliv; der var en tid, jeg følte mig så hårdt trykket og forpint herhjemme, at det at være ude var idet mindste en ophør af at lide - det fremmede fik herved en fredens glans, jeg fik det kært, og da min natur er at slutte sig let til menneskene, der da igen give tillid og hjertelighed, så følte jeg mig ude vel og kom der gerne.
At rejse er at leve.'
 |
| Dolomitterne med sne på toppen set fra et flyvindue. . . |
 |
| Højt til vejrs på en elefant i Indien |
Jeg havde det sådan før. Jeg havde det bedst, når jeg kunne tage på sommerferie sydpå. Jeg glædede mig i den grad til at pakke kufferten og køre af sted, og jeg planlagde alt det, jeg skulle se, og hvilke små omveje, vi skulle ud på for at få mest muligt ud af det. Når jeg så kom frem, susede jeg rundt for at se det hele på den halve tid. Jeg fik tit at vide af mine børn, at jeg nærmest gik, som om jeg skulle træne til et maratonløb. Så hurtigt gik det. Strandture kunne der godt blive plads til, for jeg skulle være mørkebrun på rekordtid (ikke særlig sundt, men det tænkte jeg ikke så meget på) - jeg skulle bare ikke dase for længe ad gangen, og når jeg gjorde det, var det altid i selskab med en bog, jeg kunne lære noget af. Dovenskab har aldrig været min stærke side. . .
Jeg nød det helt bestemt, og jeg tror også, at resten af min familie gjorde det. Der var bare den forskel på dem og mig, at de glædede sig til at komme hjem, mens jeg blev mere og mere ked af det, jo nærmere vi kom feriens afslutning. Som regel tudede jeg i stride strømme, når afskedens time nærmede sig, og jeg måtte vende ryggen til det blå, blå Middelhav, bjergene og de små idylliske, franske landsbyer for ikke at tale om sproget, som jeg kun fik brugt dérnede. Nu var der et år minus tre uger, til jeg kunne komme derned igen - hvis jeg overhovedet nogensinde kom tilbage.
Når jeg så kom hjem, satte jeg feriebillederne i en mappe og kiggede ikke mere på dem. Jeg kunne ikke rigtigt glæde mig over dem, for det var jo for altid slut. . .
Nu har jeg heldigvis fået det anderledes. Alting ændrer sig hele tiden, og det gør jeg også.
Jeg ser bestemt meget frem til at komme ud igen, og jeg er sikker på, at resten af mit liv gemmer på mange spændende rejser. Jeg har mange drømme og ønsker om steder, jeg gerne vil se. Langt væk, nærved, øst, syd. Tiden vil vise hvor. Men jeg har sat tempoet ned. Jeg behøver ikke se det hele, og det jeg ikke når, ser jeg måske en anden gang. Eller måske aldrig, og det er helt ok.
 |
| Maden i Indien - en drøm for en vegetar! |
 |
| Så mange munke kan der være i en indisk tuktuk |
 |
| Jeg elsker tropenætterne! |
Indtil for godt to år siden havde jeg aldrig været uden for Europa, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme det. Så tog jeg til Indien sidste år, og jeg forelskede mig pladask i det meget beskidte, meget modsætningsfyldte og meget spændende land. Det var en del af en transformation af mit liv, og den er kun netop begyndt.
Nu lever jeg ikke kun, når jeg rejser, og jeg pakker ikke mere mine feriebilleder væk, fordi det er for sørgeligt, at ferien er for evigt slut. Jeg er mere end nogensinde til stede i min hverdag, samtidig med at jeg kigger tit både frem og tilbage. Jeg er i stand til at glæde mig over mine oplevelser og den rejse, jeg kan gense på mine billeder. Det gør jeg ofte - og jeg fortæller gerne om alt det, jeg har oplevet, til alle, der vil høre om det, jeg skriver og holder foredrag om det.
Ved et tilfælde fandt jeg nedenstående citat. H.C. Andersen beskriver det, jeg taler om, bedre end jeg selv gør:
'Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom kunsten og livet er blevet mig klarere, desmere solskin er der udefra strømmet ind i mit bryst; hvilken velsignelse er ikke opgået for mig efter tidligere mørke dage. Ro og forvisning er kommen i min sjæl; en sådan ro lader sig imidlertid godt forene med det vekslende rejseliv; der var en tid, jeg følte mig så hårdt trykket og forpint herhjemme, at det at være ude var idet mindste en ophør af at lide - det fremmede fik herved en fredens glans, jeg fik det kært, og da min natur er at slutte sig let til menneskene, der da igen give tillid og hjertelighed, så følte jeg mig ude vel og kom der gerne.
At rejse er at leve.'
 |
| En drømmer og en evemtyrer. . . |
.jpg) |
| Der var engang - og det er der stadig. . . |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar