Rendez-vous marrocain

Nu skal vi ud på eventyr. . .
Omar har hjulpet os med at leje en bil til en rigtig god pris, som det hedder. Vi mødes med ham og madame Attika ved tolvtiden for at få bilen. Det tager sin tid. Attika er forsinket, og da hun endelig kommer, skal hun tale i telefon med tre forskellige, leje bil ud til Omar og lave papirer til os på én gang. Så skal hendes mekaniker komme for at vise os, at bilen er i orden.
Langt om længe kan vi sætte os ind i vores dacia - en marokkansk efterligning af en renault made in Taiwan. Vi tager hjertelig afsked med håbet om at ses igen - 'Inshallah!'

Omar, bilen og madame Attika. . . 

Det tager ikke lang tid at komme ud af Marrakech og dens mylder af æselkærrer og mennesker. Men før vi drager mod bjergene, skal vi finde en benzintank, for der er kun to dråber tilbage. Da vi har spurgt nogle vejarbejdere efter en tank, og de viser os hver sin vej, vælger vi at vende tilbage mod byen.
Der bliver fyldt mange liter på, og Mustapha, som bliver vores nye gode ven, lover os, at der er rigeligt med benzin til hele vores tur.
Men ak - så kan et af vinduerne i bilen ikke lukke, og da efterhånden alle mændene på benzintanken har forsøgt at lukke det uden held, bliver vi enige om at opgive. Hvis vi bare sørger for at parkere steder, hvor der er  en vagt, gør det ikke noget med et åbent vindue. Det er jo også varmt nok. . . Men da vi drejer nøglen om, vil bilen ikke starte. Igen kommer alle tankmændene rendende, og de diskuterer, og de prøver at starte, og de lukker motorhjelmen op og ser meget kloge ud.
Jeg forsøger at holde humøret oppe, men min fantasi er rigtig god, og jeg kan meget nemt forestille mig kæresten og mig selv på en øde landevej langt ude i ørkenen med solen bagende fra en skyfri himmel og en bil, der er brudt sammen.

Mustapha ringer til madame Attika, som lover at komme med sin mekaniker inden for et kvarter. Så henter han et bord og et par stole på caféen ved siden af tanken og sørger for at få serveret te til os. Selv sætter han sig på en af blomsterkummerne og holder os  med selskab. Imens sørger hans kolleger for at passe de kunder, der kommer.

Vi får snakket en hel del, for i Marokko er fem minutter lig med en time, siger Mustapha. Han lærer mig, hvad et 'rendez-vous marocain' er, og de andre mænd griner. At komme en time eller to efter aftalt tid betyder ikke noget.
Så det tager tid, før vores hjælp dukker op. Skulle det gå helt galt, siger Mustapha, så skal vi levere bilen tilbage, og så kan hans bror hjælpe os med at finde en ny i morgen. Hotel skal vi ikke tænke på. Vi er velkomne til at bo hos ham og hans kone og deres tre børn.

Vores nye ven, Mustapha, til venstre - og hans to kolleger

Det bliver ikke nødvendigt, for langt om længe kommer mekanikeren og får bilen til at starte. Da jeg fortæller ham om min bekymring for, om bilen kan klare vores tur, beroliger han mig med et stort smil. 'Inshallah,' siger han. Det var da meget værre, hvis bilen var gået i stå i bjergene. Nu skal jeg bare køre ud i det blå og nyde det hele. Og han lover mig, at hvis der er det mindste problem, skal vi bare ringe. Så kommer han straks.

Med nogle timers forsinkelse kan vi endelig køre ud af byen med Mustaphas navn og adresse i min lille notesbog. Jeg vil sende ham et postkort med det danske fodboldhold, når jeg kommer hjem. For han kender brødrene Laudrup, og han kan godt huske, dengang vi vandt EM. At det siden er gået tilbage både for os og for Marokko, gør ikke noget. Vi er ligesom i samme båd.

Vi kører ikke ret langt. Lige før Ait Ourir ligger en dejlig restaurant med en terrasse lige ud til floden. Og ved siden af er der et hotel, som har ledige værelser. Så vi nyder en lille frokost, installerer os på værelse nummer 107 og går en tur op i landsbyen.
En fredelig lille landsby omgivet af oliventræer, med brægende får og geder, en rislende lille flod, store figenkaktus, mænd, der arbejder med fletværk, kvinder, der genert gemmer sig bag dørforhænget, når vi går forbi, børn, der leger.

Senere skal det vise sig, at det her er en af de meget få floder,  der ikke er tørret ud

Om aftenen bliver der til min store begejstring tændt op i kaminen i hotellets spisestue. Det bliver hurtigt koldt, når solen er gået ned, og jeg er så forfrossen. Jeg nyder varmen fra ilden, som får maden til at smage ekstra godt. Da jeg lægger mig til at sove, er det med sokkerne på og to ekstra tæpper over mig. . .

Slangetæmmere og andet godtfolk. . .

På Djemaa El-Fna-pladsen går jeg i en stor bue uden om slangetæmmerne. Jeg har aldrig kunnet lide slanger, og selvom de her er sløve og dovne og ikke særlig farlige, så ser de ikke rare ud. Store og fede er de, og de tiltrækker folks opmærksomhed, så ham, der får slangerne til at danse til sin fløjte, tjener sikkert en ekstra dirham. . .
Ud over slanger er der heldigvis andre ting at se på.  Folk slår rundkreds om dem, der fortæller historier, som jeg ikke forstår. Aber klædt i lyserødt danser for os. Akrobater hopper over hinanden. Skopudserne forsøger at få lidt at lave. Mænd i farvestrålende tøj forsøger at få os til at tage billeder for dernæst at bede om penge. De råber ukvemsord efter os, da vi går videre uden at give dem noget.
Om aftenen, når mørket falder på, bliver der endnu mere livligt end om dagen. Gadekøkkenerne bliver stillet op med lange borde og bænke og kød og grønt i store mængder. Der bliver spillet musik og danset mavedans af et par tilhyllede danserinder, så man hverken kan se mave eller noget som helst andet. Det hele er overladt til fantasien. En gammel mand har sat sig midt på pladsen med sin violin. Han kan kun én tone, som han frembringer ved at save frem og tilbage med sin bue på strengene. an bliver ved og ved, men trods sin ihærdighed har han ikke noget publikum.
Vi spiser hos Ayse - et af gadekøkkenerne. Auberginesalat, couscous med grøntsager til mig og kylling til herren. Der er dækket op med plastikduge og engangsservice, og det går hurtigt både at få serveret og at spise. Der er mange gæster, og tjenerne har travlt.

Næste dag går vi tur i souk'en, det gamle handelskvarter. Her kan man købe alt mellem himmel og jord.  Lædervarer, tæpper, sjaler, krydderier, smykker, keramik, grøntsager, lamper, cremer, olier. . . Den ene bod efter den anden lokker med varer, og de handlende forsøger at få os indenfor.
'Du kan da bare kigge,' siger de gerne. 'Jeg har gode priser!'
Mange af dem er ret vedholdende, så jeg får tit brug for et af de få arabiske ord, jeg kender: 'La!' Det betyder 'nej', og når jeg siger det højt og bestemt, virker det gerne, og jeg får lov til at gå videre. For jeg vil helst kigge og ikke købe. Jeg har ikke meget plads i min rygsæk, og jeg har også fået at vide, at Marrakech er en dyr by. 'Du skal ikke betale mere end en tredjedel af den pris, du får opgivet,' sagde Muamen, vores chauffør fra Agadir til os.
I øvrigt skal vi også andre steder hen i løbet af de næste par uger. Så der bliver rigelige muligheder for at købe.

Vi lader os lokke med af en fyr, der fortæller os, at vi ganske gratis kan komme hen og se 'La tannerie' - det er der, de farver skind. Vi følger ham ind og ud mellem boderne og igennem smalle stræder, som vi aldrig selv kunne finde rundt i. Længe før vi når frem, breder der sig en kraftig lugt, som bliver stærkere og stærkere efterhånden som vi nærmer os.
'Det er . . . , siger vores guide, og før vi drejer ind på farveriet, får vi hver stukket en dusk mynte i hånden. Så kan vi snuse til den.
Vi bliver der ikke ret længe. Det er for ulækkert, og jeg fortryder, at jeg er gået med. Jeg lover mig selv aldrig at købe andet end plastiksko og gummistøvler fremover. . .

Det er en lettelse at gå ind på fotomuseet med billeder i sort hvid fra begyndelsen af 1900-tallet. Stærke billeder, der fortæller mit historier om mennesker og steder fra dengang.
Og vi puster ud på tagterrassen med en kop hibiscus-te og udsigt til bjergene rundt om os.

Om eftermiddagen er vi inviteret over til Omar for at se hans riad. Vi bliver vist rundt, hilser på nogle af hans norske gæster, som han har fortalt os om. Han har SÅ travlt med at tage sig af dem og sørge for, at de får det perfekte ophold i Marrakech - inkluderet et besøg i hans landsby. En lille berberby, hvor hans forældre bor.

Så inviterer han os på en kop te. Øverst oppe med udsigt til storkene, som gnækker på murene overfor, slænger vi os i de magelige sofaer.
De kan noget med tagterrasser, de marokkanere! Midt i byens larm og trængsel sidder vi som i en lille oase og sludrer over en kop te. Sammen med Omar og hans køkkenhjælp, som serverer småkager, hendes mor har bagt. Desværre får jeg ikke bedt om opskriften.

Stork, Stork Langeben. . .

Jeg kan huske en sang, fra jeg var barn. 'Stork, Stork Langeben! med de røde hoser', sang vi. 'Lykken vil du bringe.' Og: 'Stork, Stork, favre små bringer du vor moder.'
Min farmor fortalte mig, at man skulle lægge en sukkerknald i vindueskarmen, så kom storken flyvende med en lillebror eller lillesøster. Jeg prøvede ikke, og jeg har aldrig set mere end en eneste stork. Det var i Ribe. 

Marrakech er storkenes by. Der er storke på alle de høje mure rundt omkring, og de bor tæt ved siden af hinanden i deres kæmpe reder. Selv på minaretens tårn, der rager op over alle andre bygninger, bor et storkepar. De virker helt uanfægtede, når imamen giver sig til at råbe sine bønner, så det runger ud over det hele. De er selvfølgelig vant til det.  

Stokene har rigtigt nok røde hoser på deres meget lange ben. De holder øje med, hvad der sker - og så snakker de. Man kan høre dem hele tiden. Det lyder, som når man slår to stykker træ mod hinanden. 'Gnæk, gnæk, gnæk,' siger de til hinanden. 'Har du set alle de underlige mennesker dernede?' Ind imellem lægger de hovederne tilbage og skraldgriner. Sikkert af os. 

Fra barens tagterrasse, hvor vi drikker te sammen med Omar, har vi en fin udsigt til storkene, der bor på bymuren. De har travlt med at ordne og reparere deres reder. En kommer flyvende med en lang pind. Stiller sig på muren og viser den til sin nabo. 
'Vil du have et stykke?' spørger den, knækker pinden over og deler den med naboen. Venlige og hjælpsomme er de, storkene. Ligesom marokkanerne selv i øvrigt - og de bor her hele året rundt. Ingen af dem tager på sommerferie til Danmark, og det kan jeg godt forstå. Jeg ville også selv blive hernede i solen, hvis jeg kunne. Selvom det er koldt om natten og om morgenen på denne årstid, så er det ret varmt om dagen. Hanan, som serverer vores overdådige morgenmad på  riad'en går rundt med vinterfrakke på. 'Det er meeeeget koldt,' siger hun. 'Det er kun femten grader.' 
Men storkene kan åbenbart lide det.

. 

En riad i Marrakech. . .

Ude fra ser vores riad ikke ud af noget særlig. Kun den pæne dør med dørhammeren adskiller sig fra de andre i den smalle gyde, vi er gået nedad.
Der går aldrig ret lang tid, så åbner den venlige madame, hvis navn vi aldrig får at vide. Hun kan ikke ret mange franske ord, men hun kan smile, og hun kan servere te. Begge dele gør hun gerne.
Det første, der byder mig velkommen, er duften af orangeblomster, og jeg føler mig tryg og beskyttet, så snart jeg er inden for riad'ens mure. Det er som at være i en lille fæstning. Der er ingen vinduer ud til den livlige by.
I den lille skyggefulde gård i midten af huset er der fyldt med planter i krukker og et bassin, som man om sommeren kan gå i, hvis heden udenfor er for stærk. Lige nu har madame kastet røde rosenblade i for at byde os velkomne. Rundt om gården ligger værelserne. Der er kun forhæng for døråbningerne, så varmt er her ikke på denne årstid.
En smal trappe fører op til de næste etager. Vores værelse ligger på første. Et lille nydeligt indrettet rum med ikke meget andet end en seng, man kun lige kan komme rundt om. Et par murede hylder til vores tøj. Et fint badeværelse med alt, hvad man har brug for - det tager bare meget lang tid for vandet at bliver varmt.
Døren indtil værelset er meget trang, og vores nabo - en amerikansk dame med en temmelig stor overkrop, bliver stående udenfor, da jeg vil vise hende, hvordan vi bor. Selv har hun husets største værelse med badeværelse med et badekar, hun ligger i blød i, fordi hun har problemer med sin ryg. . . Jeg foreslår, at hun tager ud i ørkenen og graver sig ned i det varme sand.

Nej, det er ikke ment som en dårlig vittighed - det er en almindelig kendt kur mod alskens smerter at grave sig ned i Saharas brændende sand. . .

Øverste etage er tagterrasse. Heroppe er et lille hus med et værelse, og det unge australske par, der bor her, har direkte adgang til havemøblerne, potteplanterne. . . En vindeltrappe i smedejern fører helt op til en solterrasse med et par drømmesenge - og den mest fantastiske udsigt over byen med slanke palmer, der strækker sig op over de lave huse. Vi kunne næsten tro, at vi er langt væk fra alting, når vi er nedenunder i de stille, dunkle værelser, men heroppe kan vi ikke undgå byens støj. Folk, der råber, en hane, der galer, og ind imellem råbene fra imamen, der runger ud over det hele. 'Allah akbar!'

Den anden dag, efter vi er kommet hertil, er jeg træt og sætter mig på en af solstolene for at slappe af. Pludselig går det op for mig, at jeg har udsigt over mere end bare byen. Det gyser i mig, da jeg får øje på bjergene i det fjerne. De rejser sig mod himlen med snedækkede tinder, de folder sig ind og ud, bukker sig. På nogle af dem har en hvid sky svøbt sig om dem, som om de har fået et tørklæde om skuldrene. Skyggerne bevæger sig hen over dem, farverne skifter. . Hvor har de gemt sig henne, siden jeg ikke har opdaget dem før nu? Jeg kan ikke få øjnene fra dem. . . Efter kun ganske kort tid i det her land finder jeg ud af, at bjergene gemmer på de største overraskelser. . .

I argantræernes land. . .

Damen på sædet bag ved mig har hele familien med, og hun udbreder sig højlydt om, hvor fantastisk et land, Marokko er. 
Ved Pyrenæerne skiller skyerne, og på resten af turen kan jeg se det hele fra ti kilometers højde. Vi passerer Portugal, flyver hen over havet, og så er vi over det land, som jeg snart selv skal finde ud af, er fantastisk. Under os viser Atlasbjergene sig i forskellige nuancer. Veje snor sig igennem dem, og hist og her er der små bitte huse. De højeste tinder er gemt i solnedgangsdis, og kystlinjen strækker sig mod langt mod syd.
Solen er ved at gå ned, da vi stiger ud af flyet. En stor ildrød kugle, der giver os løfter om varme dage, forsvinder for enden af landingsbanen.

I ankomsthallen kigger jeg forventningsfuldt efter ham, der skal hente os. Der står flere mænd med papskilte med navne skrevet på. De spejder efter de nyankomne turister, og snart har de fundet dem, de skal bringe videre. Men uanset hvor mange gange jeg ser efter, og uanset hvem jeg spørger, er der ikke nogen for at hente os. 
Så må vi klare os selv. . . 
Det er hurtigt blevet mørkt, og vi finder en taxachauffør, som vi beder om at finde et billigt hotel til os. 
'Femten euro pr. nat,' siger han, sætter vores bagage ind i bilen og kører os til Inzeguane, en forstad til Agadir. Her bliver vi installeret på Hotel Amandier, og Muamen, som vores taxachauffør hedder, giver os sit nummer, hvis vi skulle få brug for hans hjælp.
Jeg er lidt ærgerlig over vores start på ferien og føler mig meget underlig til mode, da vi går ud på gaden for at finde et sted, vi kan spise. Jeg er stort set den eneste kvinde blandt en masse kutteklædte mænd, der sidder på caféerne og sludrer over en kop te. Vi må spørge efter en restaurant og bliver vist hen til 'Restaurant de Paris', der ikke har meget at byde på. Men mad får vi. En af gæsterne, der taler tysk og mindst ti andre sprog, er meget ivrig efter at hjælpe os, og han får forklaret værten, hvad vi gerne vil have. At jeg er vegetar er lidt af et problem, så jeg må klare mig med spaghetti med ketcup. En ret, jeg ikke har fået, siden jeg var barn. Men jeg er sulten, så det glider ned. 

Næste morgen får vi morgenmad på hjørnet. Croissanter og friskbagte flûtes med appelsinmarmelade serveret med den berømte, søde myntete. Den skal jeg få drukket mange kopper af i de næste par uger. . .

Så ringer jeg til Omar, som skulle have booket et hotelværelse til os i Marrakech. Stor er min lettelse, da jeg hører hans stemme i telefonen. Alt er i orden, hotellet venter - vi skal bare finde ud af, hvordan vi kommer dertil. Vi vælger den nemmeste og dyreste løsning. Ringer efter Muamen og aftaler, at han henter os i sin taxa ved middagstid. 

Da vi kommer tilbage efter en tur rundt i den lille forstad, står Muamen uden for hotellet og venter på os. Snart er vi på motorvejen, der fører ind imellem Atlasbjergene og til vores bestemmelsessted. Bjergene er imponerende. De skifter i farve fra rød til grøn til gullig. På det første stykke vokser argantræer i massevis. Her og der går der gedeflokke og et sted en større flok kameler. Nogle få steder er der mandeltræer i blomst. Det er smukt, men meget øde. De små landsbyer ligger gemt væk fra vejen, så vi ser næsten ingen mennesker, og trafik er der ikke meget af. Men Muamen er venlig og snakkesalig, og på vores lange tur får jeg lært en hel del om handel og priser, om berbere og om arganolie. 

Efter fire timers kørsel nærmer vi os Marrakech, og der begynder at se beboet ud. Først dyrkede områder og små primitive huse, så kører igennem forstæder med nyere bebyggelse og en hel del til leje. Får et kig ind i haven til det store luksushotel, der koster 6000 kroner pr. nat. 

Vi parkerer på en plads i den gamle, jødiske bydel, hvor vi skal mødes med Omar. Han dukker snart op, og vi får taget hjertelig afsked med Muamen. Tager billeder og ønsker hinanden alt godt. Og 'Inshallah' - måske mødes vi igen. Men nu skal vi først nyde nogle dage i storkenes by. . . 

På vej til Marokko

Det bliver godt at opleve noget andet end flyttekasser! Lige om lidt tager jeg af sted til Marokko. . . 
Der er 31 millioner mennesker, og heldigvis taler de fransk, for jeg kan kun ganske få ord på arabisk. Jeg kan sige 'tak', og det er selvfølgelig nyttigt. Tak for te og tak for mad og tak for hjælpen.
Jeg kan sige 'nej', og det kan man altid have brug for. Nej til alle dem, der vil prakke mig et tæppe eller et tørklæde eller et par snabelsko på. Nej til dem, der vil vise mig rundt i deres by eller vise mig vejen til Rabat.
Så kan jeg sige 4, og jeg kan sige 55. Det er fint at kunne tallene, jeg har bare glemt de fleste af dem. Det første er praktisk, hvis jeg vil købe 4 dadler. Ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge det til. Det sidste - 55 - har jeg lært, fordi jeg syntes, det lød sjovt at sige. . . 
Så kan jeg sige 'hold op!' - og det håber jeg ikke, jeg får brug for. Jeg lærte det, da jeg underviste en klasse urolige unge, som slet ikke gjorde det, jeg bad dem om. Jeg havde tit brug for at sige 'hold nu op!' Det virkede bare sjældent.

Vi tager ned sydpå. I aften lander vi i Agadir, og i morgen tager vi til Marrakech. Dér bliver vi i nogle dage, og så ser vi, hvad vi finder på. . . Og vi har allerede venner dernede. Som de siger: 'En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu. . . '
Jeg drømmer om kameler, oaser, sand, indendørs bade, blå døre, frisk luft, hav, storke, dejlig mad og bazarer med tæpper, tasker, sko, guld og sølv. Selvom vi kun har to uger, skal jeg nok få oplevet en masse. 

Tanker fra en flyttekasse. . .

Da jeg var ung og lige flyttet hjemmefra, var noget af det første, jeg anskaffede mig, et leksikon. Det var vigtigt at have noget at slå op i, for jeg havde mange spørgsmål om det ene og det andet, og jeg var videbegærlig. Så ud af mine få penge betalte jeg 100 kroner hver måned i knap to år og fik tilsendt de ti bind, efterhånden som de udkom. Jeg har brugt dem flittigt, og de har pyntet i bogreolen. 
Nu ligger mit gamle leksikon i en kasse og er klar til at blive kørt til genbrug. 

Jeg er ved at indskrænke. . . Sorterer, overvejer, hvad jeg skal gemme og smider ud med hård hånd. Mit leksikon er noget af det, der ikke skal med i mit nye liv. For hvem har brug for flere tusind siders viden, der i mange tilfælde er forældet? Det er meget nemmere at google sig frem til det, man vil vide noget om. Fagre nye verden!

Alle ting har en historie,og jeg kan huske rigtig mange af dem! Men jeg behøver ikke gemme alle tingene. De fylder bare op, og de binder en masse energi. Så i den sidste tid har jeg foræret væk til folk, der kunne bruge det, jeg ikke ville have. Jeg har kørt masser på lossepladsen og til genbrug. Jeg har fundet ting, jeg troede, var forsvundet, og som jeg har glædet mig over at finde. Jeg har grædt og grinet og bandet over fortiden. Jeg har pakket ind og puttet i kasser. 

Jeg har holdt lange samtaler med mig selv om, hvad der var nødvendigt at gemme, og hvad jeg kunne leve uden. For eksempel var der et par tekopper, som jeg først kasserede, men som jeg alligevel besluttede mig for at gemme. Jeg købte dem engang på en ferie i Sydfrankrig, og jeg har aldrig drukket af dem, men de er rigtig pæne, og måske vil jeg bruge dem en gang i fremtiden. . .
Jeg har prøvet kjoler og bluser, som har hængt for længe i skabet og ikke har set dagens lys i årevis, og som jeg havde på til en bestemt anledning, og som jeg ikke har gået med siden. Jeg har kigget på billeder og læst gamle breve. 
Jeg har kigget i bøger, og dem har jeg mange af. En del af dem har jeg kun læst lidt i, men de ser ret spændende ud. Måske skulle jeg lige lægge et par af dem til side og få læst dem snart? 
Så var der skufferne med metervis af stof samlet gennem tiden. Jeg har syet en hel del, men alligevel fandt jeg noget fra dengang, jeg var med i en forretning, jeg syede til. Pænt var det, og jeg kunne sagtens se mulighederne i det. Også i de skjorter, jeg har gemt for at lave dem om til et eller andet sjovt. For ikke at tale om garn og strikkeopskrifter og mønstre. Eller mapper fyldt med noter fra kurser, jeg har været på. Tro mig - jeg har været på mange kurser, og at dømme ud fra de mange tætskrevne sider har jeg lært en hel del. Både om terapi, behandling af forskellig slags, pædagogik. . . 

Damerne i genbrugsbutikken er blevet så glade, hver gang jeg er kommet med en fyldt kasse med ting og sager. Og jeg kan se noget af mit tøj hænge rundt omkring i butikken med prismærker på. Så hvis nu jeg får brug for mit fint strikkede sjal eller trøjen, der var lidt for stor, kan jeg nå at købe det tilbage. 
Men de jeg har smidt i containerne på lossepladsen er blevet bidt i småstykker og kan aldrig tages tilbage. Jeg har smidt ud med hård hånd! 

Det er helt utroligt, så mange ting man kan få samlet sammen i løbet af sit liv. Og det er ikke fordi jeg ikke har ryddet op og smidt ud i ny og næ. Men jeg har altid godt kunnet lide 'pæne ting'. Kunnet lide at anskaffe fine små skåle, stager, fade og glas og indrette og pynte. Været kreativ med garn og stof og tråd. Lyttet til musik og samlet både lp'er og cd'er. Bøger har jeg altid foretrukket at købe frem for at låne. Lige fra jeg var en halvstor pige og havde en halv snes bøger, nød jeg at ordne dem i bogreolen og sætte dem i alfabetisk orden. 

Det er vist meget almindeligt at samle. Nogle samler bare mere end andre. Og nogle har sværere ved at smide ud end andre. Jeg har de også rørt ved folks ømme punkter, når jeg har fortalt om mit projekt. 'Det må du da ikke smide ud!' har nogle sagt. 'Det må du gemme!' 
De ville selv have svært ved at skille sig af med deres. . . 
Andre har sagt, at jeg bare skulle skille mig af med det og det og komme videre. 'Jeg er flyttet flere gange,' sagde en mand. 'Det har været katastrofalt, men jeg har aldrig set mig tilbage.'
Og jeg ved, at jeg også har inspireret andre til at gå i gang med at kigge lidt i skabe og skuffer og begynde at kassere. 

Det giver plads og luft at smide ud. Det er, som om jeg selv er blevet lettere, når jeg har kasseret noget. Og nu kan jeg glæde mig over at se nogle af mine ting have skiftet ejere. Men lidt mærkeligt var det godt nok den første gang, da jeg så min stol stå i en andens stue. Det må jeg indrømme. Min bog i en anden reol . . . Har flere gange været ved at fortryde - men nej, sådan skal det være. Og bare rolig - jeg har stadig masser af ting. Jeg er endnu ikke blevet så asketisk, at jeg som de budhistiske munke kun har ganske få ting. Og sådan bliver jeg nok heller ikke. Men jeg er blevet mere opmærksom på, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt.