Da jeg var ung og lige flyttet hjemmefra, var noget af det første, jeg anskaffede mig, et leksikon. Det var vigtigt at have noget at slå op i, for jeg havde mange spørgsmål om det ene og det andet, og jeg var videbegærlig. Så ud af mine få penge betalte jeg 100 kroner hver måned i knap to år og fik tilsendt de ti bind, efterhånden som de udkom. Jeg har brugt dem flittigt, og de har pyntet i bogreolen.
Nu ligger mit gamle leksikon i en kasse og er klar til at blive kørt til genbrug.
Jeg er ved at indskrænke. . . Sorterer, overvejer, hvad jeg skal gemme og smider ud med hård hånd. Mit leksikon er noget af det, der ikke skal med i mit nye liv. For hvem har brug for flere tusind siders viden, der i mange tilfælde er forældet? Det er meget nemmere at google sig frem til det, man vil vide noget om. Fagre nye verden!
Alle ting har en historie,og jeg kan huske rigtig mange af dem! Men jeg behøver ikke gemme alle tingene. De fylder bare op, og de binder en masse energi. Så i den sidste tid har jeg foræret væk til folk, der kunne bruge det, jeg ikke ville have. Jeg har kørt masser på lossepladsen og til genbrug. Jeg har fundet ting, jeg troede, var forsvundet, og som jeg har glædet mig over at finde. Jeg har grædt og grinet og bandet over fortiden. Jeg har pakket ind og puttet i kasser.
Jeg har holdt lange samtaler med mig selv om, hvad der var nødvendigt at gemme, og hvad jeg kunne leve uden. For eksempel var der et par tekopper, som jeg først kasserede, men som jeg alligevel besluttede mig for at gemme. Jeg købte dem engang på en ferie i Sydfrankrig, og jeg har aldrig drukket af dem, men de er rigtig pæne, og måske vil jeg bruge dem en gang i fremtiden. . .
Jeg har prøvet kjoler og bluser, som har hængt for længe i skabet og ikke har set dagens lys i årevis, og som jeg havde på til en bestemt anledning, og som jeg ikke har gået med siden. Jeg har kigget på billeder og læst gamle breve.
Jeg har kigget i bøger, og dem har jeg mange af. En del af dem har jeg kun læst lidt i, men de ser ret spændende ud. Måske skulle jeg lige lægge et par af dem til side og få læst dem snart?
Så var der skufferne med metervis af stof samlet gennem tiden. Jeg har syet en hel del, men alligevel fandt jeg noget fra dengang, jeg var med i en forretning, jeg syede til. Pænt var det, og jeg kunne sagtens se mulighederne i det. Også i de skjorter, jeg har gemt for at lave dem om til et eller andet sjovt. For ikke at tale om garn og strikkeopskrifter og mønstre. Eller mapper fyldt med noter fra kurser, jeg har været på. Tro mig - jeg har været på mange kurser, og at dømme ud fra de mange tætskrevne sider har jeg lært en hel del. Både om terapi, behandling af forskellig slags, pædagogik. . .
Damerne i genbrugsbutikken er blevet så glade, hver gang jeg er kommet med en fyldt kasse med ting og sager. Og jeg kan se noget af mit tøj hænge rundt omkring i butikken med prismærker på. Så hvis nu jeg får brug for mit fint strikkede sjal eller trøjen, der var lidt for stor, kan jeg nå at købe det tilbage.
Men de jeg har smidt i containerne på lossepladsen er blevet bidt i småstykker og kan aldrig tages tilbage. Jeg har smidt ud med hård hånd!
Det er helt utroligt, så mange ting man kan få samlet sammen i løbet af sit liv. Og det er ikke fordi jeg ikke har ryddet op og smidt ud i ny og næ. Men jeg har altid godt kunnet lide 'pæne ting'. Kunnet lide at anskaffe fine små skåle, stager, fade og glas og indrette og pynte. Været kreativ med garn og stof og tråd. Lyttet til musik og samlet både lp'er og cd'er. Bøger har jeg altid foretrukket at købe frem for at låne. Lige fra jeg var en halvstor pige og havde en halv snes bøger, nød jeg at ordne dem i bogreolen og sætte dem i alfabetisk orden.
Det er vist meget almindeligt at samle. Nogle samler bare mere end andre. Og nogle har sværere ved at smide ud end andre. Jeg har de også rørt ved folks ømme punkter, når jeg har fortalt om mit projekt. 'Det må du da ikke smide ud!' har nogle sagt. 'Det må du gemme!'
De ville selv have svært ved at skille sig af med deres. . .
Andre har sagt, at jeg bare skulle skille mig af med det og det og komme videre. 'Jeg er flyttet flere gange,' sagde en mand. 'Det har været katastrofalt, men jeg har aldrig set mig tilbage.'
Og jeg ved, at jeg også har inspireret andre til at gå i gang med at kigge lidt i skabe og skuffer og begynde at kassere.
Det giver plads og luft at smide ud. Det er, som om jeg selv er blevet lettere, når jeg har kasseret noget. Og nu kan jeg glæde mig over at se nogle af mine ting have skiftet ejere. Men lidt mærkeligt var det godt nok den første gang, da jeg så min stol stå i en andens stue. Det må jeg indrømme. Min bog i en anden reol . . . Har flere gange været ved at fortryde - men nej, sådan skal det være. Og bare rolig - jeg har stadig masser af ting. Jeg er endnu ikke blevet så asketisk, at jeg som de budhistiske munke kun har ganske få ting. Og sådan bliver jeg nok heller ikke. Men jeg er blevet mere opmærksom på, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt.
Nu ligger mit gamle leksikon i en kasse og er klar til at blive kørt til genbrug.
Jeg er ved at indskrænke. . . Sorterer, overvejer, hvad jeg skal gemme og smider ud med hård hånd. Mit leksikon er noget af det, der ikke skal med i mit nye liv. For hvem har brug for flere tusind siders viden, der i mange tilfælde er forældet? Det er meget nemmere at google sig frem til det, man vil vide noget om. Fagre nye verden!
Alle ting har en historie,og jeg kan huske rigtig mange af dem! Men jeg behøver ikke gemme alle tingene. De fylder bare op, og de binder en masse energi. Så i den sidste tid har jeg foræret væk til folk, der kunne bruge det, jeg ikke ville have. Jeg har kørt masser på lossepladsen og til genbrug. Jeg har fundet ting, jeg troede, var forsvundet, og som jeg har glædet mig over at finde. Jeg har grædt og grinet og bandet over fortiden. Jeg har pakket ind og puttet i kasser.
Jeg har holdt lange samtaler med mig selv om, hvad der var nødvendigt at gemme, og hvad jeg kunne leve uden. For eksempel var der et par tekopper, som jeg først kasserede, men som jeg alligevel besluttede mig for at gemme. Jeg købte dem engang på en ferie i Sydfrankrig, og jeg har aldrig drukket af dem, men de er rigtig pæne, og måske vil jeg bruge dem en gang i fremtiden. . .
Jeg har prøvet kjoler og bluser, som har hængt for længe i skabet og ikke har set dagens lys i årevis, og som jeg havde på til en bestemt anledning, og som jeg ikke har gået med siden. Jeg har kigget på billeder og læst gamle breve.
Jeg har kigget i bøger, og dem har jeg mange af. En del af dem har jeg kun læst lidt i, men de ser ret spændende ud. Måske skulle jeg lige lægge et par af dem til side og få læst dem snart?
Så var der skufferne med metervis af stof samlet gennem tiden. Jeg har syet en hel del, men alligevel fandt jeg noget fra dengang, jeg var med i en forretning, jeg syede til. Pænt var det, og jeg kunne sagtens se mulighederne i det. Også i de skjorter, jeg har gemt for at lave dem om til et eller andet sjovt. For ikke at tale om garn og strikkeopskrifter og mønstre. Eller mapper fyldt med noter fra kurser, jeg har været på. Tro mig - jeg har været på mange kurser, og at dømme ud fra de mange tætskrevne sider har jeg lært en hel del. Både om terapi, behandling af forskellig slags, pædagogik. . .
Damerne i genbrugsbutikken er blevet så glade, hver gang jeg er kommet med en fyldt kasse med ting og sager. Og jeg kan se noget af mit tøj hænge rundt omkring i butikken med prismærker på. Så hvis nu jeg får brug for mit fint strikkede sjal eller trøjen, der var lidt for stor, kan jeg nå at købe det tilbage.
Men de jeg har smidt i containerne på lossepladsen er blevet bidt i småstykker og kan aldrig tages tilbage. Jeg har smidt ud med hård hånd!
Det er helt utroligt, så mange ting man kan få samlet sammen i løbet af sit liv. Og det er ikke fordi jeg ikke har ryddet op og smidt ud i ny og næ. Men jeg har altid godt kunnet lide 'pæne ting'. Kunnet lide at anskaffe fine små skåle, stager, fade og glas og indrette og pynte. Været kreativ med garn og stof og tråd. Lyttet til musik og samlet både lp'er og cd'er. Bøger har jeg altid foretrukket at købe frem for at låne. Lige fra jeg var en halvstor pige og havde en halv snes bøger, nød jeg at ordne dem i bogreolen og sætte dem i alfabetisk orden.
Det er vist meget almindeligt at samle. Nogle samler bare mere end andre. Og nogle har sværere ved at smide ud end andre. Jeg har de også rørt ved folks ømme punkter, når jeg har fortalt om mit projekt. 'Det må du da ikke smide ud!' har nogle sagt. 'Det må du gemme!'
De ville selv have svært ved at skille sig af med deres. . .
Andre har sagt, at jeg bare skulle skille mig af med det og det og komme videre. 'Jeg er flyttet flere gange,' sagde en mand. 'Det har været katastrofalt, men jeg har aldrig set mig tilbage.'
Og jeg ved, at jeg også har inspireret andre til at gå i gang med at kigge lidt i skabe og skuffer og begynde at kassere.
Det giver plads og luft at smide ud. Det er, som om jeg selv er blevet lettere, når jeg har kasseret noget. Og nu kan jeg glæde mig over at se nogle af mine ting have skiftet ejere. Men lidt mærkeligt var det godt nok den første gang, da jeg så min stol stå i en andens stue. Det må jeg indrømme. Min bog i en anden reol . . . Har flere gange været ved at fortryde - men nej, sådan skal det være. Og bare rolig - jeg har stadig masser af ting. Jeg er endnu ikke blevet så asketisk, at jeg som de budhistiske munke kun har ganske få ting. Og sådan bliver jeg nok heller ikke. Men jeg er blevet mere opmærksom på, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar