Stork, Stork Langeben. . .

Jeg kan huske en sang, fra jeg var barn. 'Stork, Stork Langeben! med de røde hoser', sang vi. 'Lykken vil du bringe.' Og: 'Stork, Stork, favre små bringer du vor moder.'
Min farmor fortalte mig, at man skulle lægge en sukkerknald i vindueskarmen, så kom storken flyvende med en lillebror eller lillesøster. Jeg prøvede ikke, og jeg har aldrig set mere end en eneste stork. Det var i Ribe. 

Marrakech er storkenes by. Der er storke på alle de høje mure rundt omkring, og de bor tæt ved siden af hinanden i deres kæmpe reder. Selv på minaretens tårn, der rager op over alle andre bygninger, bor et storkepar. De virker helt uanfægtede, når imamen giver sig til at råbe sine bønner, så det runger ud over det hele. De er selvfølgelig vant til det.  

Stokene har rigtigt nok røde hoser på deres meget lange ben. De holder øje med, hvad der sker - og så snakker de. Man kan høre dem hele tiden. Det lyder, som når man slår to stykker træ mod hinanden. 'Gnæk, gnæk, gnæk,' siger de til hinanden. 'Har du set alle de underlige mennesker dernede?' Ind imellem lægger de hovederne tilbage og skraldgriner. Sikkert af os. 

Fra barens tagterrasse, hvor vi drikker te sammen med Omar, har vi en fin udsigt til storkene, der bor på bymuren. De har travlt med at ordne og reparere deres reder. En kommer flyvende med en lang pind. Stiller sig på muren og viser den til sin nabo. 
'Vil du have et stykke?' spørger den, knækker pinden over og deler den med naboen. Venlige og hjælpsomme er de, storkene. Ligesom marokkanerne selv i øvrigt - og de bor her hele året rundt. Ingen af dem tager på sommerferie til Danmark, og det kan jeg godt forstå. Jeg ville også selv blive hernede i solen, hvis jeg kunne. Selvom det er koldt om natten og om morgenen på denne årstid, så er det ret varmt om dagen. Hanan, som serverer vores overdådige morgenmad på  riad'en går rundt med vinterfrakke på. 'Det er meeeeget koldt,' siger hun. 'Det er kun femten grader.' 
Men storkene kan åbenbart lide det.

.