På Djemaa El-Fna-pladsen går jeg i en stor bue uden om slangetæmmerne. Jeg har aldrig kunnet lide slanger, og selvom de her er sløve og dovne og ikke særlig farlige, så ser de ikke rare ud. Store og fede er de, og de tiltrækker folks opmærksomhed, så ham, der får slangerne til at danse til sin fløjte, tjener sikkert en ekstra dirham. . .
Ud over slanger er der heldigvis andre ting at se på. Folk slår rundkreds om dem, der fortæller historier, som jeg ikke forstår. Aber klædt i lyserødt danser for os. Akrobater hopper over hinanden. Skopudserne forsøger at få lidt at lave. Mænd i farvestrålende tøj forsøger at få os til at tage billeder for dernæst at bede om penge. De råber ukvemsord efter os, da vi går videre uden at give dem noget.
Om aftenen, når mørket falder på, bliver der endnu mere livligt end om dagen. Gadekøkkenerne bliver stillet op med lange borde og bænke og kød og grønt i store mængder. Der bliver spillet musik og danset mavedans af et par tilhyllede danserinder, så man hverken kan se mave eller noget som helst andet. Det hele er overladt til fantasien. En gammel mand har sat sig midt på pladsen med sin violin. Han kan kun én tone, som han frembringer ved at save frem og tilbage med sin bue på strengene. an bliver ved og ved, men trods sin ihærdighed har han ikke noget publikum.
Vi spiser hos Ayse - et af gadekøkkenerne. Auberginesalat, couscous med grøntsager til mig og kylling til herren. Der er dækket op med plastikduge og engangsservice, og det går hurtigt både at få serveret og at spise. Der er mange gæster, og tjenerne har travlt.
Næste dag går vi tur i souk'en, det gamle handelskvarter. Her kan man købe alt mellem himmel og jord. Lædervarer, tæpper, sjaler, krydderier, smykker, keramik, grøntsager, lamper, cremer, olier. . . Den ene bod efter den anden lokker med varer, og de handlende forsøger at få os indenfor.
'Du kan da bare kigge,' siger de gerne. 'Jeg har gode priser!'
Mange af dem er ret vedholdende, så jeg får tit brug for et af de få arabiske ord, jeg kender: 'La!' Det betyder 'nej', og når jeg siger det højt og bestemt, virker det gerne, og jeg får lov til at gå videre. For jeg vil helst kigge og ikke købe. Jeg har ikke meget plads i min rygsæk, og jeg har også fået at vide, at Marrakech er en dyr by. 'Du skal ikke betale mere end en tredjedel af den pris, du får opgivet,' sagde Muamen, vores chauffør fra Agadir til os.
I øvrigt skal vi også andre steder hen i løbet af de næste par uger. Så der bliver rigelige muligheder for at købe.
Vi lader os lokke med af en fyr, der fortæller os, at vi ganske gratis kan komme hen og se 'La tannerie' - det er der, de farver skind. Vi følger ham ind og ud mellem boderne og igennem smalle stræder, som vi aldrig selv kunne finde rundt i. Længe før vi når frem, breder der sig en kraftig lugt, som bliver stærkere og stærkere efterhånden som vi nærmer os.
'Det er . . . , siger vores guide, og før vi drejer ind på farveriet, får vi hver stukket en dusk mynte i hånden. Så kan vi snuse til den.
Vi bliver der ikke ret længe. Det er for ulækkert, og jeg fortryder, at jeg er gået med. Jeg lover mig selv aldrig at købe andet end plastiksko og gummistøvler fremover. . .
Det er en lettelse at gå ind på fotomuseet med billeder i sort hvid fra begyndelsen af 1900-tallet. Stærke billeder, der fortæller mit historier om mennesker og steder fra dengang.
Og vi puster ud på tagterrassen med en kop hibiscus-te og udsigt til bjergene rundt om os.
Om eftermiddagen er vi inviteret over til Omar for at se hans riad. Vi bliver vist rundt, hilser på nogle af hans norske gæster, som han har fortalt os om. Han har SÅ travlt med at tage sig af dem og sørge for, at de får det perfekte ophold i Marrakech - inkluderet et besøg i hans landsby. En lille berberby, hvor hans forældre bor.
Så inviterer han os på en kop te. Øverst oppe med udsigt til storkene, som gnækker på murene overfor, slænger vi os i de magelige sofaer.
De kan noget med tagterrasser, de marokkanere! Midt i byens larm og trængsel sidder vi som i en lille oase og sludrer over en kop te. Sammen med Omar og hans køkkenhjælp, som serverer småkager, hendes mor har bagt. Desværre får jeg ikke bedt om opskriften.
Ud over slanger er der heldigvis andre ting at se på. Folk slår rundkreds om dem, der fortæller historier, som jeg ikke forstår. Aber klædt i lyserødt danser for os. Akrobater hopper over hinanden. Skopudserne forsøger at få lidt at lave. Mænd i farvestrålende tøj forsøger at få os til at tage billeder for dernæst at bede om penge. De råber ukvemsord efter os, da vi går videre uden at give dem noget.
Om aftenen, når mørket falder på, bliver der endnu mere livligt end om dagen. Gadekøkkenerne bliver stillet op med lange borde og bænke og kød og grønt i store mængder. Der bliver spillet musik og danset mavedans af et par tilhyllede danserinder, så man hverken kan se mave eller noget som helst andet. Det hele er overladt til fantasien. En gammel mand har sat sig midt på pladsen med sin violin. Han kan kun én tone, som han frembringer ved at save frem og tilbage med sin bue på strengene. an bliver ved og ved, men trods sin ihærdighed har han ikke noget publikum.
Vi spiser hos Ayse - et af gadekøkkenerne. Auberginesalat, couscous med grøntsager til mig og kylling til herren. Der er dækket op med plastikduge og engangsservice, og det går hurtigt både at få serveret og at spise. Der er mange gæster, og tjenerne har travlt.
Næste dag går vi tur i souk'en, det gamle handelskvarter. Her kan man købe alt mellem himmel og jord. Lædervarer, tæpper, sjaler, krydderier, smykker, keramik, grøntsager, lamper, cremer, olier. . . Den ene bod efter den anden lokker med varer, og de handlende forsøger at få os indenfor.
'Du kan da bare kigge,' siger de gerne. 'Jeg har gode priser!'
Mange af dem er ret vedholdende, så jeg får tit brug for et af de få arabiske ord, jeg kender: 'La!' Det betyder 'nej', og når jeg siger det højt og bestemt, virker det gerne, og jeg får lov til at gå videre. For jeg vil helst kigge og ikke købe. Jeg har ikke meget plads i min rygsæk, og jeg har også fået at vide, at Marrakech er en dyr by. 'Du skal ikke betale mere end en tredjedel af den pris, du får opgivet,' sagde Muamen, vores chauffør fra Agadir til os.
I øvrigt skal vi også andre steder hen i løbet af de næste par uger. Så der bliver rigelige muligheder for at købe.
Vi lader os lokke med af en fyr, der fortæller os, at vi ganske gratis kan komme hen og se 'La tannerie' - det er der, de farver skind. Vi følger ham ind og ud mellem boderne og igennem smalle stræder, som vi aldrig selv kunne finde rundt i. Længe før vi når frem, breder der sig en kraftig lugt, som bliver stærkere og stærkere efterhånden som vi nærmer os.
'Det er . . . , siger vores guide, og før vi drejer ind på farveriet, får vi hver stukket en dusk mynte i hånden. Så kan vi snuse til den.
Vi bliver der ikke ret længe. Det er for ulækkert, og jeg fortryder, at jeg er gået med. Jeg lover mig selv aldrig at købe andet end plastiksko og gummistøvler fremover. . .
Det er en lettelse at gå ind på fotomuseet med billeder i sort hvid fra begyndelsen af 1900-tallet. Stærke billeder, der fortæller mit historier om mennesker og steder fra dengang.
Og vi puster ud på tagterrassen med en kop hibiscus-te og udsigt til bjergene rundt om os.
Om eftermiddagen er vi inviteret over til Omar for at se hans riad. Vi bliver vist rundt, hilser på nogle af hans norske gæster, som han har fortalt os om. Han har SÅ travlt med at tage sig af dem og sørge for, at de får det perfekte ophold i Marrakech - inkluderet et besøg i hans landsby. En lille berberby, hvor hans forældre bor.
Så inviterer han os på en kop te. Øverst oppe med udsigt til storkene, som gnækker på murene overfor, slænger vi os i de magelige sofaer.
De kan noget med tagterrasser, de marokkanere! Midt i byens larm og trængsel sidder vi som i en lille oase og sludrer over en kop te. Sammen med Omar og hans køkkenhjælp, som serverer småkager, hendes mor har bagt. Desværre får jeg ikke bedt om opskriften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar