Damen på sædet bag ved mig har hele familien med, og hun udbreder sig højlydt om, hvor fantastisk et land, Marokko er.
Ved Pyrenæerne skiller skyerne, og på resten af turen kan jeg se det hele fra ti kilometers højde. Vi passerer Portugal, flyver hen over havet, og så er vi over det land, som jeg snart selv skal finde ud af, er fantastisk. Under os viser Atlasbjergene sig i forskellige nuancer. Veje snor sig igennem dem, og hist og her er der små bitte huse. De højeste tinder er gemt i solnedgangsdis, og kystlinjen strækker sig mod langt mod syd.
Solen er ved at gå ned, da vi stiger ud af flyet. En stor ildrød kugle, der giver os løfter om varme dage, forsvinder for enden af landingsbanen.
I ankomsthallen kigger jeg forventningsfuldt efter ham, der skal hente os. Der står flere mænd med papskilte med navne skrevet på. De spejder efter de nyankomne turister, og snart har de fundet dem, de skal bringe videre. Men uanset hvor mange gange jeg ser efter, og uanset hvem jeg spørger, er der ikke nogen for at hente os.
Så må vi klare os selv. . .
Det er hurtigt blevet mørkt, og vi finder en taxachauffør, som vi beder om at finde et billigt hotel til os.
'Femten euro pr. nat,' siger han, sætter vores bagage ind i bilen og kører os til Inzeguane, en forstad til Agadir. Her bliver vi installeret på Hotel Amandier, og Muamen, som vores taxachauffør hedder, giver os sit nummer, hvis vi skulle få brug for hans hjælp.
Jeg er lidt ærgerlig over vores start på ferien og føler mig meget underlig til mode, da vi går ud på gaden for at finde et sted, vi kan spise. Jeg er stort set den eneste kvinde blandt en masse kutteklædte mænd, der sidder på caféerne og sludrer over en kop te. Vi må spørge efter en restaurant og bliver vist hen til 'Restaurant de Paris', der ikke har meget at byde på. Men mad får vi. En af gæsterne, der taler tysk og mindst ti andre sprog, er meget ivrig efter at hjælpe os, og han får forklaret værten, hvad vi gerne vil have. At jeg er vegetar er lidt af et problem, så jeg må klare mig med spaghetti med ketcup. En ret, jeg ikke har fået, siden jeg var barn. Men jeg er sulten, så det glider ned.
Næste morgen får vi morgenmad på hjørnet. Croissanter og friskbagte flûtes med appelsinmarmelade serveret med den berømte, søde myntete. Den skal jeg få drukket mange kopper af i de næste par uger. . .
Så ringer jeg til Omar, som skulle have booket et hotelværelse til os i Marrakech. Stor er min lettelse, da jeg hører hans stemme i telefonen. Alt er i orden, hotellet venter - vi skal bare finde ud af, hvordan vi kommer dertil. Vi vælger den nemmeste og dyreste løsning. Ringer efter Muamen og aftaler, at han henter os i sin taxa ved middagstid.
Da vi kommer tilbage efter en tur rundt i den lille forstad, står Muamen uden for hotellet og venter på os. Snart er vi på motorvejen, der fører ind imellem Atlasbjergene og til vores bestemmelsessted. Bjergene er imponerende. De skifter i farve fra rød til grøn til gullig. På det første stykke vokser argantræer i massevis. Her og der går der gedeflokke og et sted en større flok kameler. Nogle få steder er der mandeltræer i blomst. Det er smukt, men meget øde. De små landsbyer ligger gemt væk fra vejen, så vi ser næsten ingen mennesker, og trafik er der ikke meget af. Men Muamen er venlig og snakkesalig, og på vores lange tur får jeg lært en hel del om handel og priser, om berbere og om arganolie.
Efter fire timers kørsel nærmer vi os Marrakech, og der begynder at se beboet ud. Først dyrkede områder og små primitive huse, så kører igennem forstæder med nyere bebyggelse og en hel del til leje. Får et kig ind i haven til det store luksushotel, der koster 6000 kroner pr. nat.
Vi parkerer på en plads i den gamle, jødiske bydel, hvor vi skal mødes med Omar. Han dukker snart op, og vi får taget hjertelig afsked med Muamen. Tager billeder og ønsker hinanden alt godt. Og 'Inshallah' - måske mødes vi igen. Men nu skal vi først nyde nogle dage i storkenes by. . .
Ved Pyrenæerne skiller skyerne, og på resten af turen kan jeg se det hele fra ti kilometers højde. Vi passerer Portugal, flyver hen over havet, og så er vi over det land, som jeg snart selv skal finde ud af, er fantastisk. Under os viser Atlasbjergene sig i forskellige nuancer. Veje snor sig igennem dem, og hist og her er der små bitte huse. De højeste tinder er gemt i solnedgangsdis, og kystlinjen strækker sig mod langt mod syd.
Solen er ved at gå ned, da vi stiger ud af flyet. En stor ildrød kugle, der giver os løfter om varme dage, forsvinder for enden af landingsbanen.
I ankomsthallen kigger jeg forventningsfuldt efter ham, der skal hente os. Der står flere mænd med papskilte med navne skrevet på. De spejder efter de nyankomne turister, og snart har de fundet dem, de skal bringe videre. Men uanset hvor mange gange jeg ser efter, og uanset hvem jeg spørger, er der ikke nogen for at hente os.
Så må vi klare os selv. . .
Det er hurtigt blevet mørkt, og vi finder en taxachauffør, som vi beder om at finde et billigt hotel til os.
'Femten euro pr. nat,' siger han, sætter vores bagage ind i bilen og kører os til Inzeguane, en forstad til Agadir. Her bliver vi installeret på Hotel Amandier, og Muamen, som vores taxachauffør hedder, giver os sit nummer, hvis vi skulle få brug for hans hjælp.
Jeg er lidt ærgerlig over vores start på ferien og føler mig meget underlig til mode, da vi går ud på gaden for at finde et sted, vi kan spise. Jeg er stort set den eneste kvinde blandt en masse kutteklædte mænd, der sidder på caféerne og sludrer over en kop te. Vi må spørge efter en restaurant og bliver vist hen til 'Restaurant de Paris', der ikke har meget at byde på. Men mad får vi. En af gæsterne, der taler tysk og mindst ti andre sprog, er meget ivrig efter at hjælpe os, og han får forklaret værten, hvad vi gerne vil have. At jeg er vegetar er lidt af et problem, så jeg må klare mig med spaghetti med ketcup. En ret, jeg ikke har fået, siden jeg var barn. Men jeg er sulten, så det glider ned.
Næste morgen får vi morgenmad på hjørnet. Croissanter og friskbagte flûtes med appelsinmarmelade serveret med den berømte, søde myntete. Den skal jeg få drukket mange kopper af i de næste par uger. . .
Så ringer jeg til Omar, som skulle have booket et hotelværelse til os i Marrakech. Stor er min lettelse, da jeg hører hans stemme i telefonen. Alt er i orden, hotellet venter - vi skal bare finde ud af, hvordan vi kommer dertil. Vi vælger den nemmeste og dyreste løsning. Ringer efter Muamen og aftaler, at han henter os i sin taxa ved middagstid.
Da vi kommer tilbage efter en tur rundt i den lille forstad, står Muamen uden for hotellet og venter på os. Snart er vi på motorvejen, der fører ind imellem Atlasbjergene og til vores bestemmelsessted. Bjergene er imponerende. De skifter i farve fra rød til grøn til gullig. På det første stykke vokser argantræer i massevis. Her og der går der gedeflokke og et sted en større flok kameler. Nogle få steder er der mandeltræer i blomst. Det er smukt, men meget øde. De små landsbyer ligger gemt væk fra vejen, så vi ser næsten ingen mennesker, og trafik er der ikke meget af. Men Muamen er venlig og snakkesalig, og på vores lange tur får jeg lært en hel del om handel og priser, om berbere og om arganolie.
Efter fire timers kørsel nærmer vi os Marrakech, og der begynder at se beboet ud. Først dyrkede områder og små primitive huse, så kører igennem forstæder med nyere bebyggelse og en hel del til leje. Får et kig ind i haven til det store luksushotel, der koster 6000 kroner pr. nat.
Vi parkerer på en plads i den gamle, jødiske bydel, hvor vi skal mødes med Omar. Han dukker snart op, og vi får taget hjertelig afsked med Muamen. Tager billeder og ønsker hinanden alt godt. Og 'Inshallah' - måske mødes vi igen. Men nu skal vi først nyde nogle dage i storkenes by. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar