Nu skal vi ud på eventyr. . .
Omar har hjulpet os med at leje en bil til en rigtig god pris, som det hedder. Vi mødes med ham og madame Attika ved tolvtiden for at få bilen. Det tager sin tid. Attika er forsinket, og da hun endelig kommer, skal hun tale i telefon med tre forskellige, leje bil ud til Omar og lave papirer til os på én gang. Så skal hendes mekaniker komme for at vise os, at bilen er i orden.
Langt om længe kan vi sætte os ind i vores dacia - en marokkansk efterligning af en renault made in Taiwan. Vi tager hjertelig afsked med håbet om at ses igen - 'Inshallah!'
Det tager ikke lang tid at komme ud af Marrakech og dens mylder af æselkærrer og mennesker. Men før vi drager mod bjergene, skal vi finde en benzintank, for der er kun to dråber tilbage. Da vi har spurgt nogle vejarbejdere efter en tank, og de viser os hver sin vej, vælger vi at vende tilbage mod byen.
Der bliver fyldt mange liter på, og Mustapha, som bliver vores nye gode ven, lover os, at der er rigeligt med benzin til hele vores tur.
Men ak - så kan et af vinduerne i bilen ikke lukke, og da efterhånden alle mændene på benzintanken har forsøgt at lukke det uden held, bliver vi enige om at opgive. Hvis vi bare sørger for at parkere steder, hvor der er en vagt, gør det ikke noget med et åbent vindue. Det er jo også varmt nok. . . Men da vi drejer nøglen om, vil bilen ikke starte. Igen kommer alle tankmændene rendende, og de diskuterer, og de prøver at starte, og de lukker motorhjelmen op og ser meget kloge ud.
Jeg forsøger at holde humøret oppe, men min fantasi er rigtig god, og jeg kan meget nemt forestille mig kæresten og mig selv på en øde landevej langt ude i ørkenen med solen bagende fra en skyfri himmel og en bil, der er brudt sammen.
Mustapha ringer til madame Attika, som lover at komme med sin mekaniker inden for et kvarter. Så henter han et bord og et par stole på caféen ved siden af tanken og sørger for at få serveret te til os. Selv sætter han sig på en af blomsterkummerne og holder os med selskab. Imens sørger hans kolleger for at passe de kunder, der kommer.
Vi får snakket en hel del, for i Marokko er fem minutter lig med en time, siger Mustapha. Han lærer mig, hvad et 'rendez-vous marocain' er, og de andre mænd griner. At komme en time eller to efter aftalt tid betyder ikke noget.
Så det tager tid, før vores hjælp dukker op. Skulle det gå helt galt, siger Mustapha, så skal vi levere bilen tilbage, og så kan hans bror hjælpe os med at finde en ny i morgen. Hotel skal vi ikke tænke på. Vi er velkomne til at bo hos ham og hans kone og deres tre børn.
Det bliver ikke nødvendigt, for langt om længe kommer mekanikeren og får bilen til at starte. Da jeg fortæller ham om min bekymring for, om bilen kan klare vores tur, beroliger han mig med et stort smil. 'Inshallah,' siger han. Det var da meget værre, hvis bilen var gået i stå i bjergene. Nu skal jeg bare køre ud i det blå og nyde det hele. Og han lover mig, at hvis der er det mindste problem, skal vi bare ringe. Så kommer han straks.
Med nogle timers forsinkelse kan vi endelig køre ud af byen med Mustaphas navn og adresse i min lille notesbog. Jeg vil sende ham et postkort med det danske fodboldhold, når jeg kommer hjem. For han kender brødrene Laudrup, og han kan godt huske, dengang vi vandt EM. At det siden er gået tilbage både for os og for Marokko, gør ikke noget. Vi er ligesom i samme båd.
Vi kører ikke ret langt. Lige før Ait Ourir ligger en dejlig restaurant med en terrasse lige ud til floden. Og ved siden af er der et hotel, som har ledige værelser. Så vi nyder en lille frokost, installerer os på værelse nummer 107 og går en tur op i landsbyen.
En fredelig lille landsby omgivet af oliventræer, med brægende får og geder, en rislende lille flod, store figenkaktus, mænd, der arbejder med fletværk, kvinder, der genert gemmer sig bag dørforhænget, når vi går forbi, børn, der leger.
Om aftenen bliver der til min store begejstring tændt op i kaminen i hotellets spisestue. Det bliver hurtigt koldt, når solen er gået ned, og jeg er så forfrossen. Jeg nyder varmen fra ilden, som får maden til at smage ekstra godt. Da jeg lægger mig til at sove, er det med sokkerne på og to ekstra tæpper over mig. . .
Omar har hjulpet os med at leje en bil til en rigtig god pris, som det hedder. Vi mødes med ham og madame Attika ved tolvtiden for at få bilen. Det tager sin tid. Attika er forsinket, og da hun endelig kommer, skal hun tale i telefon med tre forskellige, leje bil ud til Omar og lave papirer til os på én gang. Så skal hendes mekaniker komme for at vise os, at bilen er i orden.
Langt om længe kan vi sætte os ind i vores dacia - en marokkansk efterligning af en renault made in Taiwan. Vi tager hjertelig afsked med håbet om at ses igen - 'Inshallah!'
 |
| Omar, bilen og madame Attika. . . |
Det tager ikke lang tid at komme ud af Marrakech og dens mylder af æselkærrer og mennesker. Men før vi drager mod bjergene, skal vi finde en benzintank, for der er kun to dråber tilbage. Da vi har spurgt nogle vejarbejdere efter en tank, og de viser os hver sin vej, vælger vi at vende tilbage mod byen.
Der bliver fyldt mange liter på, og Mustapha, som bliver vores nye gode ven, lover os, at der er rigeligt med benzin til hele vores tur.
Men ak - så kan et af vinduerne i bilen ikke lukke, og da efterhånden alle mændene på benzintanken har forsøgt at lukke det uden held, bliver vi enige om at opgive. Hvis vi bare sørger for at parkere steder, hvor der er en vagt, gør det ikke noget med et åbent vindue. Det er jo også varmt nok. . . Men da vi drejer nøglen om, vil bilen ikke starte. Igen kommer alle tankmændene rendende, og de diskuterer, og de prøver at starte, og de lukker motorhjelmen op og ser meget kloge ud.
Jeg forsøger at holde humøret oppe, men min fantasi er rigtig god, og jeg kan meget nemt forestille mig kæresten og mig selv på en øde landevej langt ude i ørkenen med solen bagende fra en skyfri himmel og en bil, der er brudt sammen.
Mustapha ringer til madame Attika, som lover at komme med sin mekaniker inden for et kvarter. Så henter han et bord og et par stole på caféen ved siden af tanken og sørger for at få serveret te til os. Selv sætter han sig på en af blomsterkummerne og holder os med selskab. Imens sørger hans kolleger for at passe de kunder, der kommer.
Vi får snakket en hel del, for i Marokko er fem minutter lig med en time, siger Mustapha. Han lærer mig, hvad et 'rendez-vous marocain' er, og de andre mænd griner. At komme en time eller to efter aftalt tid betyder ikke noget.
Så det tager tid, før vores hjælp dukker op. Skulle det gå helt galt, siger Mustapha, så skal vi levere bilen tilbage, og så kan hans bror hjælpe os med at finde en ny i morgen. Hotel skal vi ikke tænke på. Vi er velkomne til at bo hos ham og hans kone og deres tre børn.
 |
| Vores nye ven, Mustapha, til venstre - og hans to kolleger |
Det bliver ikke nødvendigt, for langt om længe kommer mekanikeren og får bilen til at starte. Da jeg fortæller ham om min bekymring for, om bilen kan klare vores tur, beroliger han mig med et stort smil. 'Inshallah,' siger han. Det var da meget værre, hvis bilen var gået i stå i bjergene. Nu skal jeg bare køre ud i det blå og nyde det hele. Og han lover mig, at hvis der er det mindste problem, skal vi bare ringe. Så kommer han straks.
Med nogle timers forsinkelse kan vi endelig køre ud af byen med Mustaphas navn og adresse i min lille notesbog. Jeg vil sende ham et postkort med det danske fodboldhold, når jeg kommer hjem. For han kender brødrene Laudrup, og han kan godt huske, dengang vi vandt EM. At det siden er gået tilbage både for os og for Marokko, gør ikke noget. Vi er ligesom i samme båd.
Vi kører ikke ret langt. Lige før Ait Ourir ligger en dejlig restaurant med en terrasse lige ud til floden. Og ved siden af er der et hotel, som har ledige værelser. Så vi nyder en lille frokost, installerer os på værelse nummer 107 og går en tur op i landsbyen.
En fredelig lille landsby omgivet af oliventræer, med brægende får og geder, en rislende lille flod, store figenkaktus, mænd, der arbejder med fletværk, kvinder, der genert gemmer sig bag dørforhænget, når vi går forbi, børn, der leger.
 |
| Senere skal det vise sig, at det her er en af de meget få floder, der ikke er tørret ud |
Om aftenen bliver der til min store begejstring tændt op i kaminen i hotellets spisestue. Det bliver hurtigt koldt, når solen er gået ned, og jeg er så forfrossen. Jeg nyder varmen fra ilden, som får maden til at smage ekstra godt. Da jeg lægger mig til at sove, er det med sokkerne på og to ekstra tæpper over mig. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar