Turen går snart til Indien. . .

Hverdagen har ikke levnet meget tid til blog-skriverier i lang tid - eller rettere: jeg har simpelthen prioriteret anderledes. 

Jeg skal have noget at skrive om, når jeg skal dele ud af mine oplevelser til omverdenen. Noget anderledes, noget mere spændende end den almindelige hverdag. Selvom den er god nok.

Men det jeg helst vil skrive om, er rejser, og det varer ikke ret længe, før jeg igen tager ud i den store verden og ser mig om. Den 7. januar tager jeg til Indien for at være der et par måneder. Wow - jeg glæder mig vildt. . . Det har været meget uvirkeligt i lang tid, for der har været så meget andet at tage stilling til, end om vi skulle tage til Kerala eller Goa eller Mumbai først. 

Men vores visa er ordnet, vaccinationerne klaret, og der mangler kun lidt småting, før jeg pakker rygsækken og drager herfra. Ned til strand, sol og palmer, til storbyer med et inferno af larm, os, menneskemylder, tuktuk'er, til stærkt krydret vegetarmad, ananasjuice og chai til ingen penge. Til gensyn eller nyt. . .  

Det gælder om at nyde livet så længe, man har det. Lige fra jeg var omkring fem år, og det gik op for mig, at jeg var dødelig ligesom alle andre, har jeg haft det i baghovedet, at alting slutter en dag. Alligevel har jeg troet, at jeg skulle leve evigt. Det skal jeg ikke, så jeg må hellere få set noget af alt det, jeg gerne vil. Og måske finder jeg ungdommens kilde denne gang?

Også 'efter Søren Kierkegaards mening er det den selvfølgeligste af alle sandheder, at man skal glæde sig over livet og nyde det med alle sanser. . . '
Fra Johannes Sløk: Kierkegaards Univers

Herunder er der lidt billeder fra Varanasi ved Gangesflodens bred (2012):
Kogødning ligger til tørre, mens kvinder tørrer sig efter deres hellige bad, en ko får et klap, en mand bliver barberet, nogle drenge leger med deres hjemmelavede drage, mænd diskuterer over en kop te, og brændet til ligbålene ligger i store bunker.

Slentretur igennem byen. . .

Slentretur gennem byen fredag eftermiddag. En god måde til at ryste en fyldt arbejdsuge af sig og til at begynde weekenden. . . 

Millioner af andre har fået samme idé som jeg. Sådan føles det i hvert fald, da jeg snor mig ind og ud mellem mine medfodgængere, som ikke bruger samme tempo som jeg. Der er så dejligt ude på landet, tænker jeg. Men efter få minutter vænner jeg mig til mylderet. 

Blomsterhandlernes georginer minder mig om, at det er sensommer. . .Femogtres kroner buketten.Køber ikke nogen. De vil også bare blive mast i trængslen. Jeg kan tage til Nordsjælland en dag og plukke selv. Kender et sted, hvor de koster toenhalv stykket. . . 

En strofe  '. . . and the world will be a better one' rammer mit øre. En ældre mand med cowboyhat og hestehale spiller guitar i håb om at tjene lidt ekstra. Længere nede ad Købmagergade er det 'Time to say goodbye' udsat for violin, der skal lokke folk til at give penge. Den har jeg snart hørt i mange udgaver.

Hare Krishna-manden, jeg mødte i metroen, har sat sig ved et hjørne sammen med fem andre i ens orange gevandter og med hvide streger på næsen. Man skal tæt på dem for at høre, at  de synger 'Hare Krishna'. En af dem sidder i lotusstilling. Det varer lidt, før jeg kan sidde sådan. Mine knæ vil ikke helt, som jeg vil. . .

Der er mere gang i den henne på Nytorv, hvor en flok unge gutter danser til høj musik. Bare det var mig, der kunne kaste mig selv rundt i luften og lave armbøjninger på én arm. . . Måske skal jeg bare øve mig? Hm - det er sikkert for sent at få lært. . . Gutterne hiver én fra publikum ind i deres kreds. En lille tyk dreng, som de hurtigt får lært et par enkle trin. Så nemt er det. Han får vilde klapsalver, da han let rødmende går tilbage til sin mor. 

Mere musik foran kirken. Endnu mere lidt længere henne. De er ret gode. 

Vi bliver underholdt, og vi bestemmer selv prisen. . . 

Jeg skal lige kigge på vinduerne hos 'La Glace'. Jeg har aldrig været der. Har lovet mig selv, at en eller anden dag skal jeg derind og spise fede kager. Men de store lagkager, der står i til skue, frister mig ikke. Så det bliver en anden dag - eller også laver jeg bare en kage selv.

Det årlige kunsthåndværkermarked på Frue Plads var egentlig det, jeg kom efter. Sytten år siden, jeg var her sidst. . . Tænk hvis jeg var kommet ind på kunsthåndværkerskolen dengang for mange år siden. Så kunne jeg have stået her og solgt mine vævede tæpper. Men sådan blev det ikke, og det er jeg egentlig ikke ked af. 

Nu kan jeg gå rundt og betragte alle de andres talenter. Der mange smukke, spøjse, fine, sjove, unødvendige ting at blive fristet af. Men jeg har ikke brug for noget. Jeg har masser af ting selv. Mange af dem er pakket i kasser og opmagasineret til andre tider. Lige nu skal jeg bare købe en fødselsdagsgave. . . Finder et par skåle, som forhåbentlig vil falde i god jord. . . 

Går op ad Nørregade og opdager, at den gamle bolsjefabrik har længe åbent. Jeg går ind og lader mig friste af hundrede gram rabarberbolsjer. Mine yndlings. . . 

Så lidt indkøb til aftensmaden. . . Hjemad til fred og ro og en kop te: grøn gunpowder fra Perchs med frisk ingefær og citron. Lidt luksus skal der være plads til. . . 

Lydløse lynlåse?

Smag og behag er forskellig. Heldigvis. Også når det gælder ferie. Nogle vil have hotel med 'all inclusive', og andre elsker det primitive.

Jeg er ikke spor vanskelig. Jeg kan lide både og. Nyder at bo på hotel og blive forkælet og komme hjem til et rengjort værelse med sengen redt. Og jeg synes også, at campinglivet har sine charmer. Så lidt af hvert til mig, tak. 

På Øland var jeg ude fra morgen til aften, og jeg ved ikke noget bedre, når det er sol og sommer. Jeg fandt ud af, at naturen ikke er spor stille. Faktisk kan den være ret larmende. Fuglene startede deres insisterende kvidren meget tidligt om morgenen. Blæsten ruskede i de høje træer lige bag teltet. En nat trommede regnen voldsomt på oversejlet, så jeg måtte op midt om natten for at se, om teltet holdt tæt. . . Det gjorde det.

Det er faktisk ret hyggeligt at bo i telt, men jeg indrømmer, at der er visse ulemper. For eksempel er det svært at sove ret længe. Man er tæt på andre mennesker, og mange af dem står tidligt op. Især når de skal videre på deres rejse. Og der er altid nogle, der skal af sted, og det skal de gerne fra morgenstunden. Og det undgår man ikke at opdage, for så bliver man vækket af den mest generende lyd. Hvis du har været på camping, så kender du den: Lyden af lynlåsene! Midt om natten er de der selvfølgelig en gang imellem, men det sker, at man sover fra den. Om morgenen til gengæld, når man først er blevet vækket af de tidlige fugle og sollyset, så er det svært at overhøre larmen.

Har du nogensinde lagt mærke til, hvor meget det larmer, når en lynlås bliver hevet op og ned? På et telt? Det har jeg! 

Andre steder smækker folk med dørene, men på en campingplads er det lynlåsen, der bliver larmet med. 'Diiiiiyyyyt - dyyyyyiiiiiit', siger det. Hos naboen og genboen, dem foran og dem bagved. Det er umuligt at åbne og lukke en teltdør stille. 

Så var det, jeg tænkte, at jeg vil give en præmie til den, der opfinder DEN LYDLØSE LYNLÅS! 

Jeg synes, det er en genial ide. . . Den er hermed videregivet, for jeg kan ikke finde ud af det.

Teltet, som blev prøveopsat før afgang - det tager tid, selvom der kun er tre stænger, og lynlåsene larmer. . . 

Bilen kunne faktisk parkeres i forteltet. . . 

Tæt på naturen - udsigten fra teltet den første aften på Gjetnø med solnedgang over søen. 

Langt mod øst. . .

Teltet kom op, og det kom ned og op igen og blev stående i flere dage. Vi blev bofaste på Øland og vænnede os til det primitive campingliv.
Stormkøkkenet fungerede fint, da vi først havde fumlet så meget med det, at en venlig ung gut kom os til undsætning. Det var på Gjetnö - en naturperle, som en anden dansker kaldte det. Et sted, de altid kommer tilbage til. Et gods, der har udlagt deres største ø til campingplads, og hvor store træer giver skygge, og man kan bade i søen fra en lille badebro, og nyde solnedgangen over det stille vand. . . 

Luftmadrassen mistede al luften den anden nat. Det var mig, der lå på den, og selvom den fik kunstigt åndedræt, klarede den det ikke, og jeg lå på den hårde jord en hel nat. Jeg sov nu meget godt alligevel, og dagen efter tog vi til Kalmar og købte en ny.

Bortset fra de par småuheld gik det hele ok. Vejret var med os som med alle jer andre, og Sverige viste sig fra sin bedste side.
Som sagt havde jeg aldrig troet, jeg skulle blive vild med Sverige, men det er jeg blevet. 
Der er ganske enkelt smukt. Og ja, der er myg i massevis, og de stikker, og der er hestebremser, og de stikker endnu mere, men ellers er der fred og ro og store skove og mange søer og 'jordgubbar' og 'morottar' og frisk luft.

Øland er anderledes end resten af Sverige. Det er en stor ret flad kalkslette, hvor der mange steder ikke er mere end få centimeter jord. Derfor det åbne landskab med højt til himlen, megen blæst og en meget speciel flora. På sydspidsen rager 'Lange Jan' op, og når man er klatret op ad de mange trapper, kan man nyde den smukkeste udsigt over vandet, den sydlige del af øen, sælerne, der ligger og soler sig på stenene i strandkanten og nogle af de mange fugle. Og dem er der mange forskellige arter af - jeg kender ikke ret mange af dem - men det gør ornitologerne, der udstyret med kæmpestore kikkerter stiller sig op alle vegne og betragter fuglelivet. 
I 'Naturboghandlen' i Stenåsa kan man købe masser af viden om fugle og blomster. Et eldorado for de interesserede - og man kan prøve de udstillede kikkerter, der koster mere end jeg har råd til.
Der er hjertemuslinger, og der er blomstrende grøftekanter. Der er stengærder overalt - det længste har den gamle Karl den 10. Gustav ladet bygge tværs hen over hele øen i syd for at forhindre hjortene i at æde bøndernes afgrøder.
Der er møller og små idylliske byer, der er en jernalderborg, og der er bautasten. Masser af dem. Der er marker med hvede og majs. Så nu har jeg set, hvor ølandshveden kommer fra.
Nu ved jeg også, hvor min stenene i min barndoms have kommer fra. På Øland er der sten alle vegne, og nogle af dem blev altså i en indkørsel til det hus på Amager, hvor jeg voksede op.

Fra Kalmar går den lange bro over til Øland, og vi ankom om sidst på eftermiddagen til noget, der mindede mig om Rivieraen. Åbne biler, en trafikeret strandvej, store campingpladser og caféer og restauranter.
Ikke lige det, jeg længtes efter. Jeg fik kvalme og havde lyst til at vende om. Men så kørte vi over på den østlige side af øen og fandt en campingplads, hvor der var roligt og fredeligt. Der var campingvogne med hele udstyret og ditto autocampere. Om en af dem havde ejerne sat deres eget hegn op. Måske mest for at deres lille hund ikke skulle stikke af. Der var telte med sammenklappeligt køkken, og der var det hollandske par, der var så organiserede, og ingenting var overladt til tilfældighederne. De var glade amatørornitologer og kom og viste os billeder af den fugl, der med et højlydt bump havde kastet en grankogle ned på taget af vores bil for at få åbnet koglen. De havde hørt rygtet om sensationen: den sorte stork, der havde slået sig ned på nordøen, men ikke set den.
Apropos bil - vi havde den allermindste på hele pladsen, men den var proppet til randen, og vi manglede ikke noget. 
Den eneste slange i paradiset var den hugorm, der en morgen lå midt på stien, da jeg skulle hen i kiosken. . .

Det bliver en tur til Sverige. . .

Så bliver det altså en telttur til Sverige. . .
Nu har jeg kigget på afbudsrejser og tilbudsrejser og sidste øjebliks-rejser, og hvad ved jeg, så jeg blev helt blå i hovedet. Har været på vej til både Kreta, Alanya, Mallorca, Sardinien, Kos, Menorca, Nice, Østrig, Nordnorge og Korsika. Det meste ser bare alt for turistet ud, men det sidste drømmer jeg stadig om. Det er bare dyrt - måske lidt ekstra dyrt i år, hvor Tour de France startede på den skønne middelhavsø. Det må blive en anden gang, når jeg har sparet sammen.

Det ene ord tog det næste forleden aften, da vi for 27. gang (eller mere) snakkede om, hvad vi skulle bruge de næste ugers ferie på. Der er jo dejligt i byen, vi bor et godt sted, der er skønt i Danmark, vi kan tage til stranden, gå hen i parken, vi kan tage i skoven, der er for varmt i Syden, der er for mange turister, var nogle af ordene. Og så kom det ud af ingenting: vi kunne også købe et telt og køre ud i det blå.

Som sagt så gjort. I går købte vi et telt, to luftmadrasser, to festivalstole til ens pris (det er sådan nogle, de alle sammen sidder i til Roskilde Festival eller i Kongens Have til jazz, og der er meget praktisk plads til en bajer i det ene armlæn), et stormkøkken til gas og to plastiktallerkner, og lige om lidt tager jeg til Harald Nyborg og køber en køleboks på tilbud. Så skulle vi kunne klare os et godt stykke ud ad landevejene.

I går prøvede vi at slå teltet op nede på vores bloks fælles græsplæne og frabad os tilskuere, for vi ville ikke grines af. Men op kom teltet. Ret hurtigt for sådan et par ældre nybegyndere som os. Det er faktisk let nok. Telte nu til dags er ikke som i de gode gamle dage, og jeg mener det positivt.
Jeg glemmer aldrig den stakkels familie et sted nede i Frankrig på en campingplads en sen aften. Hele campingpladsen kiggede på, mens de i timevis arbejdede på at få rejst deres splinternye og sikkert ret luksuøse villatelt. De havde ikke øvet sig hjemmefra, og det kunne man tydeligt se. Efter et par timer begyndte tagkonstruktionen at ligne noget, og familiens før så bekymrede børn tøede op og gav sig til at springe badutspring hen over teltpælene. Og da det blev mørkt, kom hele teltet op.

Sådan skulle det nødigt gå os. Tænk at stå på en svensk campingplads og være til grin for alle beboerne, der sikkert er helt vildt prof og har både køleskabe, selvoppustelige madrasser og alt mulig andet med.

Vi får se, hvor langt vi når. Vi kører lørdag - gisp! det er i morgen, så jeg har travlt - nå, men vi kører altså i morgen senest klokken ti, og vi satser på at køre til Øland med et stop undervejs. . . Jeg har set på nettet, at der både er vandrerhjem og bed og breakfast og den slags, hvis det skulle blive alt for besværligt. Men i hvert fald har vi vejret med os. . . .

Send mig lige nogle positive tanker, ikk'!

Vild luksus de næste dage. . . 

Min yndlingsjuice. . .

Jeg har fundet min yndlingsjuice. . . Uhm, siger jeg bare. Har eksperimenteret med 117 forskellige, men forleden fik jeg lavet den hidtil bedste:

Her er ingredienser til 2 store glas:

1/2 ananas
1 æble
1 tyk skive citron
1 lille stykke ingefær
1 banan
1 kvist mynte
1 spsk olivenolie


Skræl ananas og skær i mindre stykker

Skær æblet i både - det eneste, du  behøver at fjerne, er stilken


Så kommer du ananas, æble, citron og ingefær i din slowjuicer

Derpå blender du saften sammen med (den skrællede) banan og myntebladene

Så kommer du en sjat olie i og rører godt rundt. . . 

Voilà - det er det!

Her er ingredienserne til den herligste juice

Jeg har set, hvor ananasserne gror - Sydindien! Åhhh, hvor jeg længes!

Her er en af banangaderne i Goa. . . Længes endnu mere!

Her er den juice, jeg lige har drukket, så nu er jeg frisk og fuld af energi til dagens opgaver og udfordringer. . . 

Naturen har mange gaver til os

Naturen har mange gaver til os. Det er bare om at lægge mærke til dem. De findes overalt - også i byen.
Det er nemt at være mindfull i naturen ved at bruge sine sanser. Lugte, høre, se, smage den. Selv kan jeg ikke lade være med at stoppe op for at dufte til klatreroserne, der lige nu vælter ud over hegn og op ad husmure. Eller glæde mig over solsortens sang, når den sidder højt på en tagryg og lader sin stemme gjalde ud over hele kvarteret. 
I går sad jeg på min sædvanlige bænk i parken med computeren på skødet og skrev. Samtidig nød jeg duften fra de blomstrende lindetræer, der stod rundt om mig.
På vejen hjem plukkede jeg lindeblomster til en dejlig kop te på sengekanten. Det virker nemlig beroligende og giver dermed en god søvn. 

LIge nu blomstrer lindetræerne overdådigt i parker, på pladser og alléer, og de dufter vidunderligt. Lindetræet bliver kaldt kærlighedens træ, fordi dets blade ligner et lidt skævt hjerte, og så har deres blomster helbredende egenskaber.
Det blev en gang sagt, at 'for enhver sygdom er vokset en plante' - og lindeblomsterne kan afhjælpe lidt af hvert.

Lav en kop lindeblomstte, og du har et middel, der efter sigende skulle virke blandt andet:

- feberstillende
- sveddrivende
- beroligende 
- fremmende på fordøjelsen
- mod uro og ængstelse
- mod eksem (udvortes selvfølgelig)


Du kan selvfølgelig købe en pose tørrede blomster i en helsekostforretning, men du kan også gøre som jeg: 

- plukke en håndfuld blomster, putte dem i dit tekrus og hælde kogende vand over. Lad det trække ti minutter, kom eventuelt lidt honning i og nyd det. . . 

PS: jeg tørrer ikke blomsterne. Det skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg gør - og så plukke en hel masse. . . 

Lindeblomster klar til at blive til te. . . 

Lindetræet ved siden af 'min' bænk i parken

Dejlige duftende blomster i massevis i juni og juli måned

De vokser alle steder - også lige ved Gråbrødre Torv i København

Lyden af Sommer

På en uge i Kandestederne langt væk fra hverdagen hørte jeg lyde, jeg ikke hører så mange af i byen. Fred og ro er der helt deroppe nordpå. Ikke ret mange mennesker, men til gengæld en vidunderlig natur. Klitter med marehalm, lyng og engelsk græs, vibefedt og soldug. Granplantager og marker med heste, der leger og kvæg, der brøler. . . Og der er et lys så stærkt, at jeg må bruge solbriller, og luften er stærk, så jeg sover som en sten om natten.

Jeg kommer ned i tempo og kan høre mit eget åndedrag og mit hjerte slå. 

Høre den lille dompap, der sidder i toppen af grantræet og synger af fuld hals, som om den ejer det hele.

'Ihhhh,' triller den glad. 'Jeg ka' si' det li' så tit, det skal det være.'

Dens kammerat stemmer i, men ikke helt så godt, og selv bliver den ved fra den lyse morgen, til solen går ned.

Gøgen kukker i det fjerne og fortæller mig 'hvor mange kys og leveår. . .', og fasanerne skrukker. Græshopperne synger, og lærkerne står næsten stille i luften med deres hurtigt baskende vinger. Synge kan de også, så det er en fryd.

Der er lyden af blæsten, der laver sandstorme på milen. Havet bruser bag klitterne som en evindelig torden. Det tørre lav knaser under fødderne, når vi vandrer på heden. Som frossen sne på en vintervej.

Bierne summer, og myggene hviner. 

Og når himlen bliver grå, og regndråberne trommer på taget, så vi må holde os inden døre og tænde op i brændeovnen, kan jeg høre ilden knitre og siderne blive vendt i  min bog.

Ferie, ferie, ferie. . .

Sommerhusferie i Danmark - det er noget af en satsning, er det ikke? Er det andet end nogle få solstrejf, hvis man er heldig, og ellers masser af regnvejr, så man ikke kan komme uden for en dør? Så man må tage den tykke trøje på, tænde op i brændeovnen og se fjernsyn og læse. Drømme om engang at se den vidunderlige nordjyske natur i høj sol og gå lange ture med bare ben og lytte til fuglesang og bølgernes brusen og se solnedgange hver eneste aften. . . Jeg håber på tørvejr og de lange traveture, men jeg har sikret mig mod kedsomheden og taget en god stak bøger med. Lidt af hvert - lidt underholdning, lidt inspiration og lidt til min åndelige udvikling.

'Storm over Jamaica' måtte jeg bare købe forleden, da jeg var inde og 'ose' lidt hos 'Trankebar. Bogen minder mig om min barndoms spændende udødelige klassikere. De røde fra Gyldendal, som man kunne købe for en femmer, og som var noget af det bedste, jeg kunne få til mine klassefødselsdage. 

'Skrivetrang' fik jeg til min fødselsdag, for det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er noget barn mere, så nu får jeg ikke røverhistorier til en femmer, men skal selv se at få skrevet nogle. 

'Drageløberen' fandt jeg i Netto til halvtreds kroner forleden, og da jeg lige havde hørt den omtale igenigen, tænkte jeg, at 'NU må jeg da også hellere se at få læst den.'

Og så er der lige den tibetanske dødebog, som jeg endnu aldrig har fået læst, og den tibetanske bog om både livet og døden. Sidstnævnte er jeg halvt inde i, og jeg glæder mig til at få tid til at fordybe mig endnu mere i den. . . 

Skulle jeg løbe tør for læsestof, ved jeg, at der er masser af bøger der, hvor jeg skal tilbringe den næste uges tid. Går det helt galt, har jeg for første gang i meget lang tid købt garn til en sommerbluse, som jeg kan bruge næste år. Og så er der mine egne skriverier, som jeg har planer om at bruge en del tid på. Den bærbare skal selvfølgelig med. . . 

Måske er jeg optimistisk, men pyt - glæder mig, det gør jeg i den grad. Og måske bliver vi budt velkomne af den lille gransanger, der kan huske os fra sidste år?