torsdag den 4. juli 2013

Naturen har mange gaver til os

Naturen har mange gaver til os. Det er bare om at lægge mærke til dem. De findes overalt - også i byen.
Det er nemt at være mindfull i naturen ved at bruge sine sanser. Lugte, høre, se, smage den. Selv kan jeg ikke lade være med at stoppe op for at dufte til klatreroserne, der lige nu vælter ud over hegn og op ad husmure. Eller glæde mig over solsortens sang, når den sidder højt på en tagryg og lader sin stemme gjalde ud over hele kvarteret. 
I går sad jeg på min sædvanlige bænk i parken med computeren på skødet og skrev. Samtidig nød jeg duften fra de blomstrende lindetræer, der stod rundt om mig.
På vejen hjem plukkede jeg lindeblomster til en dejlig kop te på sengekanten. Det virker nemlig beroligende og giver dermed en god søvn. 

LIge nu blomstrer lindetræerne overdådigt i parker, på pladser og alléer, og de dufter vidunderligt. Lindetræet bliver kaldt kærlighedens træ, fordi dets blade ligner et lidt skævt hjerte, og så har deres blomster helbredende egenskaber.
Det blev en gang sagt, at 'for enhver sygdom er vokset en plante' - og lindeblomsterne kan afhjælpe lidt af hvert.

Lav en kop lindeblomstte, og du har et middel, der efter sigende skulle virke blandt andet:

- feberstillende
- sveddrivende
- beroligende 
- fremmende på fordøjelsen
- mod uro og ængstelse
- mod eksem (udvortes selvfølgelig)


Du kan selvfølgelig købe en pose tørrede blomster i en helsekostforretning, men du kan også gøre som jeg: 

- plukke en håndfuld blomster, putte dem i dit tekrus og hælde kogende vand over. Lad det trække ti minutter, kom eventuelt lidt honning i og nyd det. . . 

PS: jeg tørrer ikke blomsterne. Det skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg gør - og så plukke en hel masse. .


Lindeblomster klar til at blive til te. . . 

Lindetræet ved siden af 'min' bænk i parken

Dejlige duftende blomster i massevis i juni og juli måned

De vokser alle steder - også lige ved Gråbrødre Torv i København




Ingen kommentarer:

Send en kommentar