Teltet kom op, og det kom ned og op igen og blev stående i flere dage. Vi blev bofaste på Øland og vænnede os til det primitive campingliv.
Stormkøkkenet fungerede fint, da vi først havde fumlet så meget med det, at en venlig ung gut kom os til undsætning. Det var på Gjetnö - en naturperle, som en anden dansker kaldte det. Et sted, de altid kommer tilbage til. Et gods, der har udlagt deres største ø til campingplads, og hvor store træer giver skygge, og man kan bade i søen fra en lille badebro, og nyde solnedgangen over det stille vand. . .
Luftmadrassen mistede al luften den anden nat. Det var mig, der lå på den, og selvom den fik kunstigt åndedræt, klarede den det ikke, og jeg lå på den hårde jord en hel nat. Jeg sov nu meget godt alligevel, og dagen efter tog vi til Kalmar og købte en ny.
Bortset fra de par småuheld gik det hele ok. Vejret var med os som med alle jer andre, og Sverige viste sig fra sin bedste side.
Som sagt havde jeg aldrig troet, jeg skulle blive vild med Sverige, men det er jeg blevet.
Der er ganske enkelt smukt. Og ja, der er myg i massevis, og de stikker, og der er hestebremser, og de stikker endnu mere, men ellers er der fred og ro og store skove og mange søer og 'jordgubbar' og 'morottar' og frisk luft.
Øland er anderledes end resten af Sverige. Det er en stor ret flad kalkslette, hvor der mange steder ikke er mere end få centimeter jord. Derfor det åbne landskab med højt til himlen, megen blæst og en meget speciel flora. På sydspidsen rager 'Lange Jan' op, og når man er klatret op ad de mange trapper, kan man nyde den smukkeste udsigt over vandet, den sydlige del af øen, sælerne, der ligger og soler sig på stenene i strandkanten og nogle af de mange fugle. Og dem er der mange forskellige arter af - jeg kender ikke ret mange af dem - men det gør ornitologerne, der udstyret med kæmpestore kikkerter stiller sig op alle vegne og betragter fuglelivet.
I 'Naturboghandlen' i Stenåsa kan man købe masser af viden om fugle og blomster. Et eldorado for de interesserede - og man kan prøve de udstillede kikkerter, der koster mere end jeg har råd til.
Der er hjertemuslinger, og der er blomstrende grøftekanter. Der er stengærder overalt - det længste har den gamle Karl den 10. Gustav ladet bygge tværs hen over hele øen i syd for at forhindre hjortene i at æde bøndernes afgrøder.
Der er møller og små idylliske byer, der er en jernalderborg, og der er bautasten. Masser af dem. Der er marker med hvede og majs. Så nu har jeg set, hvor ølandshveden kommer fra.
Nu ved jeg også, hvor min stenene i min barndoms have kommer fra. På Øland er der sten alle vegne, og nogle af dem blev altså i en indkørsel til det hus på Amager, hvor jeg voksede op.
Fra Kalmar går den lange bro over til Øland, og vi ankom om sidst på eftermiddagen til noget, der mindede mig om Rivieraen. Åbne biler, en trafikeret strandvej, store campingpladser og caféer og restauranter.
Ikke lige det, jeg længtes efter. Jeg fik kvalme og havde lyst til at vende om. Men så kørte vi over på den østlige side af øen og fandt en campingplads, hvor der var roligt og fredeligt. Der var campingvogne med hele udstyret og ditto autocampere. Om en af dem havde ejerne sat deres eget hegn op. Måske mest for at deres lille hund ikke skulle stikke af. Der var telte med sammenklappeligt køkken, og der var det hollandske par, der var så organiserede, og ingenting var overladt til tilfældighederne. De var glade amatørornitologer og kom og viste os billeder af den fugl, der med et højlydt bump havde kastet en grankogle ned på taget af vores bil for at få åbnet koglen. De havde hørt rygtet om sensationen: den sorte stork, der havde slået sig ned på nordøen, men ikke set den.
Apropos bil - vi havde den allermindste på hele pladsen, men den var proppet til randen, og vi manglede ikke noget.
Den eneste slange i paradiset var den hugorm, der en morgen lå midt på stien, da jeg skulle hen i kiosken. . .
Stormkøkkenet fungerede fint, da vi først havde fumlet så meget med det, at en venlig ung gut kom os til undsætning. Det var på Gjetnö - en naturperle, som en anden dansker kaldte det. Et sted, de altid kommer tilbage til. Et gods, der har udlagt deres største ø til campingplads, og hvor store træer giver skygge, og man kan bade i søen fra en lille badebro, og nyde solnedgangen over det stille vand. . .
Luftmadrassen mistede al luften den anden nat. Det var mig, der lå på den, og selvom den fik kunstigt åndedræt, klarede den det ikke, og jeg lå på den hårde jord en hel nat. Jeg sov nu meget godt alligevel, og dagen efter tog vi til Kalmar og købte en ny.
Bortset fra de par småuheld gik det hele ok. Vejret var med os som med alle jer andre, og Sverige viste sig fra sin bedste side.
Som sagt havde jeg aldrig troet, jeg skulle blive vild med Sverige, men det er jeg blevet.
Der er ganske enkelt smukt. Og ja, der er myg i massevis, og de stikker, og der er hestebremser, og de stikker endnu mere, men ellers er der fred og ro og store skove og mange søer og 'jordgubbar' og 'morottar' og frisk luft.
Øland er anderledes end resten af Sverige. Det er en stor ret flad kalkslette, hvor der mange steder ikke er mere end få centimeter jord. Derfor det åbne landskab med højt til himlen, megen blæst og en meget speciel flora. På sydspidsen rager 'Lange Jan' op, og når man er klatret op ad de mange trapper, kan man nyde den smukkeste udsigt over vandet, den sydlige del af øen, sælerne, der ligger og soler sig på stenene i strandkanten og nogle af de mange fugle. Og dem er der mange forskellige arter af - jeg kender ikke ret mange af dem - men det gør ornitologerne, der udstyret med kæmpestore kikkerter stiller sig op alle vegne og betragter fuglelivet.
I 'Naturboghandlen' i Stenåsa kan man købe masser af viden om fugle og blomster. Et eldorado for de interesserede - og man kan prøve de udstillede kikkerter, der koster mere end jeg har råd til.
Der er hjertemuslinger, og der er blomstrende grøftekanter. Der er stengærder overalt - det længste har den gamle Karl den 10. Gustav ladet bygge tværs hen over hele øen i syd for at forhindre hjortene i at æde bøndernes afgrøder.
Der er møller og små idylliske byer, der er en jernalderborg, og der er bautasten. Masser af dem. Der er marker med hvede og majs. Så nu har jeg set, hvor ølandshveden kommer fra.
Nu ved jeg også, hvor min stenene i min barndoms have kommer fra. På Øland er der sten alle vegne, og nogle af dem blev altså i en indkørsel til det hus på Amager, hvor jeg voksede op.
Fra Kalmar går den lange bro over til Øland, og vi ankom om sidst på eftermiddagen til noget, der mindede mig om Rivieraen. Åbne biler, en trafikeret strandvej, store campingpladser og caféer og restauranter.
Ikke lige det, jeg længtes efter. Jeg fik kvalme og havde lyst til at vende om. Men så kørte vi over på den østlige side af øen og fandt en campingplads, hvor der var roligt og fredeligt. Der var campingvogne med hele udstyret og ditto autocampere. Om en af dem havde ejerne sat deres eget hegn op. Måske mest for at deres lille hund ikke skulle stikke af. Der var telte med sammenklappeligt køkken, og der var det hollandske par, der var så organiserede, og ingenting var overladt til tilfældighederne. De var glade amatørornitologer og kom og viste os billeder af den fugl, der med et højlydt bump havde kastet en grankogle ned på taget af vores bil for at få åbnet koglen. De havde hørt rygtet om sensationen: den sorte stork, der havde slået sig ned på nordøen, men ikke set den.
Apropos bil - vi havde den allermindste på hele pladsen, men den var proppet til randen, og vi manglede ikke noget.
Den eneste slange i paradiset var den hugorm, der en morgen lå midt på stien, da jeg skulle hen i kiosken. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar