Lyden af Sommer

På en uge i Kandestederne langt væk fra hverdagen hørte jeg lyde, jeg ikke hører så mange af i byen. Fred og ro er der helt deroppe nordpå. Ikke ret mange mennesker, men til gengæld en vidunderlig natur. Klitter med marehalm, lyng og engelsk græs, vibefedt og soldug. Granplantager og marker med heste, der leger og kvæg, der brøler. . . Og der er et lys så stærkt, at jeg må bruge solbriller, og luften er stærk, så jeg sover som en sten om natten.

Jeg kommer ned i tempo og kan høre mit eget åndedrag og mit hjerte slå. 

Høre den lille dompap, der sidder i toppen af grantræet og synger af fuld hals, som om den ejer det hele.

'Ihhhh,' triller den glad. 'Jeg ka' si' det li' så tit, det skal det være.'

Dens kammerat stemmer i, men ikke helt så godt, og selv bliver den ved fra den lyse morgen, til solen går ned.

Gøgen kukker i det fjerne og fortæller mig 'hvor mange kys og leveår. . .', og fasanerne skrukker. Græshopperne synger, og lærkerne står næsten stille i luften med deres hurtigt baskende vinger. Synge kan de også, så det er en fryd.

Der er lyden af blæsten, der laver sandstorme på milen. Havet bruser bag klitterne som en evindelig torden. Det tørre lav knaser under fødderne, når vi vandrer på heden. Som frossen sne på en vintervej.

Bierne summer, og myggene hviner. 

Og når himlen bliver grå, og regndråberne trommer på taget, så vi må holde os inden døre og tænde op i brændeovnen, kan jeg høre ilden knitre og siderne blive vendt i  min bog.