'Der er ikke noget, der hedder skriveblokering,' siger vores oplægsholder på forfatterkurset. På et sekund når jeg at tænke på nogle af alle de gange, jeg har lidt af skriveblokering. Siddet foran skærmen uden at kunne skrive tre ord. Roteret på stolen. Blevet irriteret på mig selv. Forsøgt og til sidst opgivet og begyndt at lave noget helt andet. Når jeg nu alligevel ikke kunne finde ud af det.
Så fortsætter hun: 'Skriveblokering handler bare om, at man ikke ved, hvad man skal skrive.'
Nåhhhh, tænker jeg. Den køber jeg. Hvor er det enkelt: Jeg skal bare finde ud af, hvad jeg skal skrive, før jeg sætter mig ved computeren. Så går det meget nemmere. . . Og så skal jeg selvfølgelig lukke ørerne for den indre kritiker. Hende, der siger, at det ikke er godt nok, eller at det også kan være lige meget, fordi alle de andre gør det meget bedre. Hende lader jeg blive hjemme - eller rettere: jeg smider hende ud - og skriver løs.
Siden den dag på kurset er det blevet nemmere end før. Jeg er så glad, for at skriveblokeringen er blevet aflivet. Jeg lader være med at skælde mig selv ud, når jeg ikke liiiige kan finde ud af at skrive noget. I stedet går jeg en tur i parken og ser mig om. Eller begynder at stryge. Eller lave mad. Imens finder inspiration til at fantasere og brygge videre på min historie.
Sådan set har jeg altid gjort det. Lavet historier, mens jeg lavede noget praktisk. Når jeg lugede i urtehaven, gjorde rent eller vaskede op. Men det kunne også være en slags overspringshandlinger, og dem er jeg mester i. Eller har været.
Ligesom Alfons Åberg i den historie, jeg læste for mine børn, da de var små. Jeg skal bare lige, siger han hele tiden, når hans far prøver at få ham til at blive klar til at gå i skole. Men han 'skal bare lige. . . '
Det kender jeg godt. Jeg skal bare lige. . . Der er undskyldninger nok for ikke at lave det, jeg allerhelst vil. I morgen er der atter en dag, og så. . .
Forskellen er, at nu får jeg på et eller andet tidspunkt sat mig ned og skrevet videre. Og videre. . . Nu kan jeg være temmelig tilfreds med min indsats, for jeg får gjort noget ved det.
Nej, ikke mere sniksnak og udenomssnak og usættelser og dårlige undskyldninger og søforklaringer. Historierne venter på at blive fortalt. Men nu skal jeg bare liiiige ud i solen, for himlen er strålende blå, og jeg kan ikke holde ud at sidde herinde i mørket og blive bleg som en maddike, vel. . .
Så fortsætter hun: 'Skriveblokering handler bare om, at man ikke ved, hvad man skal skrive.'
Nåhhhh, tænker jeg. Den køber jeg. Hvor er det enkelt: Jeg skal bare finde ud af, hvad jeg skal skrive, før jeg sætter mig ved computeren. Så går det meget nemmere. . . Og så skal jeg selvfølgelig lukke ørerne for den indre kritiker. Hende, der siger, at det ikke er godt nok, eller at det også kan være lige meget, fordi alle de andre gør det meget bedre. Hende lader jeg blive hjemme - eller rettere: jeg smider hende ud - og skriver løs.
Siden den dag på kurset er det blevet nemmere end før. Jeg er så glad, for at skriveblokeringen er blevet aflivet. Jeg lader være med at skælde mig selv ud, når jeg ikke liiiige kan finde ud af at skrive noget. I stedet går jeg en tur i parken og ser mig om. Eller begynder at stryge. Eller lave mad. Imens finder inspiration til at fantasere og brygge videre på min historie.
Sådan set har jeg altid gjort det. Lavet historier, mens jeg lavede noget praktisk. Når jeg lugede i urtehaven, gjorde rent eller vaskede op. Men det kunne også være en slags overspringshandlinger, og dem er jeg mester i. Eller har været.
Ligesom Alfons Åberg i den historie, jeg læste for mine børn, da de var små. Jeg skal bare lige, siger han hele tiden, når hans far prøver at få ham til at blive klar til at gå i skole. Men han 'skal bare lige. . . '
Det kender jeg godt. Jeg skal bare lige. . . Der er undskyldninger nok for ikke at lave det, jeg allerhelst vil. I morgen er der atter en dag, og så. . .
Forskellen er, at nu får jeg på et eller andet tidspunkt sat mig ned og skrevet videre. Og videre. . . Nu kan jeg være temmelig tilfreds med min indsats, for jeg får gjort noget ved det.
Nej, ikke mere sniksnak og udenomssnak og usættelser og dårlige undskyldninger og søforklaringer. Historierne venter på at blive fortalt. Men nu skal jeg bare liiiige ud i solen, for himlen er strålende blå, og jeg kan ikke holde ud at sidde herinde i mørket og blive bleg som en maddike, vel. . .
 |
| Nogle gange bliver det til noget - side op og side ned |
 |
| Så er der linet op. . . |
 |
| Gjort klar til at grifle løs |
 |
| Hvad skal jeg dog finde på? |
 |
| Nej, tiden er forbi, hvor jeg fik skrivekrampe - det er blevet meget nemmere nu! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar