'Det er sundt at kede sig,' sagde de voksne altid til mig, når jeg som barn ikke kunne finde på noget at lave.
Jeg skulle bare have haft en smartphone af en slags, for så havde jeg altid haft noget at lave, men det havde jeg ikke, så jeg måtte kigge ud i luften og drømme mig langt væk. Noget, jeg er blevet ved med at gøre, og det har jeg haft meget glæde af. Jeg har drømt mig væk fra utallige kedelige undervisningstimer, personalemøder, selskaber og den slags. Gad vide om jeg blev opdaget - jeg var i hvert fald fysisk til stede. . .
Nu behøver jeg ikke kede mig mere, for jeg har langt om længe skiftet min gamle mobil ud med en ny og bedre model. Og hvor er det herligt.
Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville blive så glad for en telefon. For det er da helt vildt, så meget den kan - eller rettere: så meget, jeg kan med den. Jeg, der bare skulle kunne snakke og skrive sms'er ligesom på den gamle nokia, der efterhånden var både skrammet og ridset, og som kun virkede, når den havde lyst. . . Den ny virker hele tiden, og jeg bruger den meget. Faktisk rigtig meget. Jeg ved, hvordan vejret bliver i eftermiddag, og hvor stjernerne står. Jeg kan se, hvorfor jeg har ondt i ryggen, hvis jeg har det, og jeg kan finde vej og tjekke info om planter i Landbohøjskolehaven. Jeg tager billeder og 'deler' dem, og nu har jeg lige lært at få dem til at se ud, som om jeg tager bedre billeder, end jeg i virkeligheden gør.
Det er simpelthen noget af en revolution i mit liv, som en ven sagde til mig for nylig, da vi sad på en café og nød solen. Men især nød vi hver vores legetøj. Ligesom alle de andre omkring os - næsten. Kald mig bare langsom. Smartphone'n er opfundet for længe siden, det ved jeg godt. Jeg har bare først opdaget nu, hvor uundværlig den er.
Så kede mig, nej, det gør jeg ikke, og det er rart, at jeg altid har noget at ty til.
Ganske vist går jeg ikke så tit til kedelige selskaber og møder og den slags mere - men der kunne være andre situationer. Som til en opera for eksempel. Det var jeg til forleden, og det var fint, men operaer er langtrukne - det vil jeg gerne indrømme. Jeg gav mig bare til at se lidt på de andre publikummer, når jeg blev lidt utålmodig. Og hvad så jeg?
Der var flest fra de ældre årgange, og den ældre herre ved siden af mig sov med åben mund på et tidspunkt. Men de unge. Hvad gjorde de? Dem var der en snes af, og de sad dér stadset ud i deres fineste pus og så ud til at være landet et helt forkert sted. Så hvad skulle de have gjort, hvis ikke. . . ?
Den unge mand lidt længere henne ad rækken, ham med de meget sorte øjenbryn og en tatovering på halsen fik sendt en hel del sms'er i løbet af forestillingen. Heldigvis havde vi alle sammen fået et program, og det kan bruges til meget. Blandt andet til at gemme en telefon og nogle aktive fingre. Og så spillede han i øvrig også ind imellem - et spil, jeg selv har fået mange reklamer for på min telefon, men ikke vil have.
Pigen, der sad foran mig, havde en meget rummelig taske, som lå på skødet af hende, så hun kunne skrive sms'er uden at blive 'opdaget'. Hun skrev forøvrigt i et misundelsesværdigt tempo, jeg ikke selv har vænnet mig til endnu. Det skal jeg nok komme efter, når jeg får øvet mig lidt mere. Nå ja, og så var der også fyren på rækken foran skrev også og ham ved siden af. . .
Og sådan sad de alle sammen, de unge mennesker, og klappede og sms'ede og spillede, mens resten af publikum pænt fulgte med og måske, måske ikke nød det. . .
I går sagde mit ældste barnebarn til mig, at hun kedede sig. 'Hm,' sagde jeg til hende. 'Så tag din telefon - når man har en telefon, så keder man sig aldrig.'
Men jo, hun kedede sig, og hun har endda haft sin telefon kortere tid end jeg har, og hun har hjulpet mig, når jeg ikke kunne finde ud af det. . .
Der kan man bare se. Måske er jeg bare langsom?
Jeg skulle bare have haft en smartphone af en slags, for så havde jeg altid haft noget at lave, men det havde jeg ikke, så jeg måtte kigge ud i luften og drømme mig langt væk. Noget, jeg er blevet ved med at gøre, og det har jeg haft meget glæde af. Jeg har drømt mig væk fra utallige kedelige undervisningstimer, personalemøder, selskaber og den slags. Gad vide om jeg blev opdaget - jeg var i hvert fald fysisk til stede. . .
Nu behøver jeg ikke kede mig mere, for jeg har langt om længe skiftet min gamle mobil ud med en ny og bedre model. Og hvor er det herligt.
Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville blive så glad for en telefon. For det er da helt vildt, så meget den kan - eller rettere: så meget, jeg kan med den. Jeg, der bare skulle kunne snakke og skrive sms'er ligesom på den gamle nokia, der efterhånden var både skrammet og ridset, og som kun virkede, når den havde lyst. . . Den ny virker hele tiden, og jeg bruger den meget. Faktisk rigtig meget. Jeg ved, hvordan vejret bliver i eftermiddag, og hvor stjernerne står. Jeg kan se, hvorfor jeg har ondt i ryggen, hvis jeg har det, og jeg kan finde vej og tjekke info om planter i Landbohøjskolehaven. Jeg tager billeder og 'deler' dem, og nu har jeg lige lært at få dem til at se ud, som om jeg tager bedre billeder, end jeg i virkeligheden gør.
Det er simpelthen noget af en revolution i mit liv, som en ven sagde til mig for nylig, da vi sad på en café og nød solen. Men især nød vi hver vores legetøj. Ligesom alle de andre omkring os - næsten. Kald mig bare langsom. Smartphone'n er opfundet for længe siden, det ved jeg godt. Jeg har bare først opdaget nu, hvor uundværlig den er.
Så kede mig, nej, det gør jeg ikke, og det er rart, at jeg altid har noget at ty til.
Ganske vist går jeg ikke så tit til kedelige selskaber og møder og den slags mere - men der kunne være andre situationer. Som til en opera for eksempel. Det var jeg til forleden, og det var fint, men operaer er langtrukne - det vil jeg gerne indrømme. Jeg gav mig bare til at se lidt på de andre publikummer, når jeg blev lidt utålmodig. Og hvad så jeg?
Der var flest fra de ældre årgange, og den ældre herre ved siden af mig sov med åben mund på et tidspunkt. Men de unge. Hvad gjorde de? Dem var der en snes af, og de sad dér stadset ud i deres fineste pus og så ud til at være landet et helt forkert sted. Så hvad skulle de have gjort, hvis ikke. . . ?
Den unge mand lidt længere henne ad rækken, ham med de meget sorte øjenbryn og en tatovering på halsen fik sendt en hel del sms'er i løbet af forestillingen. Heldigvis havde vi alle sammen fået et program, og det kan bruges til meget. Blandt andet til at gemme en telefon og nogle aktive fingre. Og så spillede han i øvrig også ind imellem - et spil, jeg selv har fået mange reklamer for på min telefon, men ikke vil have.
Pigen, der sad foran mig, havde en meget rummelig taske, som lå på skødet af hende, så hun kunne skrive sms'er uden at blive 'opdaget'. Hun skrev forøvrigt i et misundelsesværdigt tempo, jeg ikke selv har vænnet mig til endnu. Det skal jeg nok komme efter, når jeg får øvet mig lidt mere. Nå ja, og så var der også fyren på rækken foran skrev også og ham ved siden af. . .
Og sådan sad de alle sammen, de unge mennesker, og klappede og sms'ede og spillede, mens resten af publikum pænt fulgte med og måske, måske ikke nød det. . .
Men jo, hun kedede sig, og hun har endda haft sin telefon kortere tid end jeg har, og hun har hjulpet mig, når jeg ikke kunne finde ud af det. . .
Der kan man bare se. Måske er jeg bare langsom?
 |
| Farvel og tak - kasseret efter lang tids tro tjeneste. . . |
 |
| Det er godt nok svært at ramme rit |
 |
Hvor er der mange muligheder. . . |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar