Livsenergi-nu: Fra landet, hvor ananasserne gror

tirsdag den 21. maj 2013

Fra landet, hvor ananasserne gror - og fra mit eget køkken. . .

Jeg er blevet helt vild med min hjemmelavede juice, og jeg kan da kun blive super sund med alle de grønne, gule, orange og røde vitaminer, jeg får indenbords.
For to uger siden blev jeg den lykkelige ejer af en slowjuicer, og det har ændret mit liv. I hvert fald noget af det. Siden den dag er det ikke småting, jeg har hentet hjem fra indkøbsturene af ananas, bananer, æbler, appelsiner, rødbeder, gulerødder, selleri, og hvad der ellers frister.
Hver morgen laver jeg en herlig drik, som overgår enhver købejuice, og tit om aftenen er min apéritif en vitaminindsprøjtning af rang.

Mit første møde med hjemmelavet juice var i Trivandrum i januar sidste år. Et tidspunkt, hvor der ikke er meget at råbe hurra for med hensyn til frisk frugt på hylderne i supermarkedet. Men her i det sydlige Indien, hvor stjernerne funklede på den sorte tropehimmel, da vi landede aftenen før, kunne de lave juice! Det var stegende varmt, og jeg havde smidt den uldne trøje og de varme strømper og sat mig i restauranten for at få serveret morgenmad. Så var det, den blev stillet foran mig: den smukt lysegule drik med et tykt lag let skum på toppen. Ren, friskpresset, sødtduftende ananassaft. Det var en åbenbaring, en himmerigsmundfuld, en delikatesse, en. . .
Jeg har ikke ord for, hvor vidunderligt det smagte, og jeg drak det i bittesmå slurke for at lade nydelsen var længst muligt. Jeg var næsten lykkelig - uhm!
Det blev til mange glas ananassaft på den rejse, og jeg fik også set, hvor de rigtige ananasser voksede, og at der var nok af dem. Også af de andre frugter. Guds eget land, kalder de Kerala, den sydligste stat i Indien, og det er til at forstå, for det bugner af frugt, te og krydderier - både stærke og søde, og på markederne kan man købe det hele til ikke ret mange penge. Og så er der altid en bod med friskpresset juice, man kan læske ganen med i den stærke sol. . .
Det var ikke sjovt at komme hjem igen til februarkulde og købejuice, og hver gang jeg tænker på Indien, så længes jeg. Længes efter sol og palmer og sjove mennesker og hellige køer og pilgrimme, tuktukker - og frisk frugt, der smager af noget. Nu forstår jeg, hvorfor jeg aldrig har været særlig vild med at spise frugt. . .
Et par uger i Marokko i år hjalp lidt på udlængslen, og i de der lande er det altså helt almindeligt med frisk juice. Ja, hvad vidste jeg, før jeg kom ud i den store, store verden? Der fik jeg også juice til morgenmad hver dag. På Fna-pladsen i Marrakech, hvor de råbte grimme ord efter os, når vi ikke ville give penge for at tage billeder, solgte de også friskpresset juice. På havnen i Essouira, hvor mågerne skreg, og én af dem tabte en stor, lyserød klat på skulderen af min kæreste - og han havde ellers været så flink at give dem brød - købte jeg lækker, frisk, syrlig juice i en bod, der var fint udsmykket med guirlander af appelsinskræller. . .
Nu har jeg altså den der slowjuicer. Den gør livet lidt lettere, når jeg nu ikke lige kan sætte mig ind i restauranten på hotellet i Trivandrum, (hvor der i øvrigt var så iskoldt på grund af deres aircondition, at jeg måtte finde den uldne trøje frem igen) - og få et glas af deres bedste ananassaft, men selv må lave det. Bedre end ingenting, for intet kan måle sig med den ægte vare. . .