mandag den 21. januar 2013

Medglæde

Glæden ved andres glæde. . . 


Damen i forretningen smiler bredt til mig. 
Jeg er kommet jævnligt hos hende igennem et par år, men vi har aldrig udvekslet andet end almindeligheder. I dag er vi pludselig faldet i snak, og jeg har fortalt hende, at jeg har det godt. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er oprigtig, da hun udbryder:
'Hvor er det dejligt for dig! Der er så mange, der ikke har det godt. . . '
Hendes smil varmer mit hjerte, og jeg går glad ud af butikken. Lidt efter møder jeg en bekendt, som jeg ikke har talt med i lang tid. Også hun giver mig sit største smil, da jeg fortæller, at jeg har det godt. 
'Det har du fortjent,' siger hun. 'Hvor er det godt for dig!'

Min dag bliver endnu bedre efter mødet med de to kvinder, der har vist mig deres 'medglæde'. 

Medglæde er et ord, der nærmest ikke findes, men en dyd, der er værd at være opmærksom på. Jeg slog det op på nettet og fandt ikke andet end en kort kommentar i 'Ordbog over det danske sprog'. Ellers var der forskellige artikler med overskrifter som: 'Betal din skat med glæde'  eller 'Dyrk motion med glæde', og det er jo noget helt andet. Heller ikke i 'En lille bog om store dyder', der efter sigende giver vejledning i at leve det rette liv, skriver forfatteren om medglæde. . . 

Medfølelse ved vi alle sammen, hvad er. Men det handler mere om at føle med andre og være der for dem, når de er kede af det. At glæde sig med andre er noget andet. Noget meget vigtigt, og noget, jeg selv har tænkt en hel del over på det sidste. Jeg har fået så meget af det fra andre, så jeg ind imellem er blevet helt overvældet og rørt. Det har fået mig til at tænke over, hvor god jeg selv er til det?
Vi kan det alle sammen - glæde os over en andens lykke, held eller succes. Og vi gør det tit. Når børnene trives, når det lykkes for dem, når de er glade, bliver vi glade på deres vegne. Som forældre lever man med. Når partneren eller vennerne har det godt, glæder vi os med dem, fordi vi under dem alt det gode. 
Og det at unde andre noget er det, det handler om. 
Jeg tror, at det er nemmest at glæde sig med andre, når man selv har det godt. 
Hvordan er det at glæde sig over, at en anden får noget, man selv ønsker sig. At glæde sig over, at en anden kan noget, man ikke selv kan. Noget, man måske har kunnet engang, eller som man ville ønske, man kunne? Glæde sig uden at føle det der stik af misundelse og tænke: bare det var mig. 
Det er værd at kigge lidt på. . . 







 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar