Nytår i Berlin. . .
Tyve minutter, så er vi på Alexanderplatz i et mylder af berlinere, turister, sporvogne, biler og cykler og omgivet af høje bygninger, kraner og med fjernsynstårnet stolt knejsende med sin kuppel, der drejer rundt og rundt. Butiksvinduerne stråler og lokker med smart tøj, og jeg håber, at de holder åbent, selvom det er nytår.
Restauranter er der mange af, men der er mange mennekser i byen denne aften. Ikke kun berlinerne selv vil holde nytår her. Der er masser af turister, og den marrokanske restaurant, vi har udset os, er helt fyldt. Vi må drive rundt i gaderne for at vente på et ledigt bord. Men tålmodighed betaler sig, og selvom vi også skal vente meget længe på vores couscous, er det det hele værd. Et hyggeligt sted er det , og vi begynder straks at drømme om at rejse til landet med de høje bjerge, spændende markeder og smukke farver.
Men én ting ad gangen, og først skal vi fejre nytårsaften. Jeg spiser mit livs første og måske eneste østers, drikker champagne og lærer at sige 'Gut rutsch!' ligesom de indfødte, Jeg 'rutscher' ind i det nye år oppe på tagterrassen i 'vores' hus. Fyrværkeriet er overdådigt, og det varer ved til langt hen på morgenen. Hvem kan sove i den larm? Ikke jeg - og måske er det på grund af søvnmangel, at jeg er mere åben for indtryk end ellers. For nytårsdag, da hele byen flyder med pap og papir og knuste flasker, begynder jeg at se på flere planer på samme tid.
Berlin er ikke kun en spændende by med seværdigheder i massevis og så mange, at vi kun kan nå at se ganske lidt af den. Det er også en by med en historie. En grum historie, og noget af den dukker pludselig og helt spontant op og viser sig tydeligt for mig.
Vi er på vej hen til café for at spise morgenmad. Vi passerer et lille område, hvor nogle børn løber og spiller bold. Om sommeren er det sikkert en grøn græsplæne, men nu er det hele gråt og mudret. Jeg kigger over mod en sidegade på den anden side. Nogle mennesker kommer gående ud mod den store gade, som vi går henad.
Den første, jeg får øje på, er en halvstor pige. Hun ser mig ikke, men jeg ser hende temmelig tydeligt: en tynd og ranglet pige klædt i en glat, grå, halvlang frakke. Hendes støvler er korte og lidt klodsede, og et par tykke strømper åler op ad pigens ben. Bleg og alvorlig ser hun ud, som hun kommer gående ved siden af et par, som må være hendes forældre. Bag dem aner jeg en gruppe voksne.
Så løber det koldt ned ad ryggen på mig, og jeg forstår, hvad det er, jeg ser. Et syn fra et andet Berlin, der var engang.
Jeg ser igen over mod gruppen af mennesker, der langsomt bevæger sig ud mod den store gade. Det er mennesker på vej til en koncentrationslejr. Jeg mere fornemmer end ser soldaterne, der peger på dem med deres geværer.
Synet forsvinder langsomt, men kuldegysningerne bliver ved med at skylle gennem hele kroppen. Selv da vi har sat os på caféen, bliver de ved, og når jeg ser ned ad den brede gade, kan jeg se militærkøretøjerne passere forbi i lange rækker. Om det er min fantasi, der er på spil, ved jeg ikke. Jeg har set mange film fra Anden Verdenskrig med scener af den slags, og jeg kan sagtens genkalde mig dem. Men pigen på tolv med det sørgmodige ansigtsudtryk har jeg aldrig set før, og hun bliver stående for mit indre blik længe efter.
I fortovsbelægningen foran mange af gadedørene er der nedlagt små mindesten. Der er indgraveret navne i dem. Årstal. Navne på lejrene. Hele tiden bliver jeg mindet om dengang. Ikke kun i det tidligere øst, hvor vi bor, men også i rigmandskvarteret med de store villaer. Ingen har kunnet vide sig sikker.
Og jeg bliver ved med at se den alvorlige, halvstore pige for mig. Jeg ved ikke, hvem hun er, men jeg ved, hvad der er sket med hende.
Der er andre historier om folk, der får besøg af forlængst forsvundne personer. I huse, der er bygget, hvor andre huse blev bombet sønder og sammen under krigen, kommer tidligere beboere på besøg. Måske kommer de for at få fred med en frygtelig fortid. Måske for at minde os om den Jeg håber, at jeg med mit syn kan hjælpe pigen og hendes familie til at finde ro dér på den anden side. . .
Et andet levn fra fortiden er Nefertite, og fundet af hende fejrer hundrede år. Det er åbenbart helt almindeligt at bruge nytårsdag på at gå på museum. Uden for 'Neues Museum' er der lang køer. En kø for at købe billetter og en kø for at komme ind til udstillingen. Vi væbner os med tålmodighed - også da vi tager fejl af tidspunktet på billetten og må vente en ekstra halv time på at blive lukket ind.
Der er nærmest højtideligt stille i rummet, hvor montren med Nefertite er.
Hun kigger på mig med et mystisk og uudgrundeligt smil. Som en Mona Lisa, hvis hemmelighed man aldrig opdager. Jeg ser hende i øjnene. Nogle gange smiler hun, nogle gange er hun alvorlig. Jeg er i tvivil om, hun i virkeligheden er en kvinde. Jeg synes, hun ligner en ung dreng.
Min fantasi har travlt, og jeg forestiller mig, hvordan hendes liv har været blandt pyramider, sphinxer, ørken, paladser, slaver og fornemme faraonere. . .
Vores sidste dag på vores korte ophold i storbyen bliver brugt på det etnologiske museum. Udstillingen om Indien ville jeg gerne fordybe mig mere i. Reliefferne med buddhalegenden giver længsler efter Sarnath og Bodhgaya, hvor jeg gik rundt for snart et år siden. Og hvor Buddha selv opholdt sig for 2500 år siden. Jeg bliver så opslugt af at undersøge en gammel klippehule, at jeg vover mig for langt ind i den. Alarmen ringer højt, og jeg farer forskrækket ud. Det varer lidt, før det går op for mig, at det var mig, der udløste den.
Kustoden griner heldigvis bare.
Med et par billeder af Buddha i kameraet skynder vi os tilbage til lejligheden for at pakke sammen og rydde op. Så begiver vi os mod Alelxanderplatz, men vi har god tid og kan lige nå at kigge ind i dansebutikken på hjørnet. Og mig, der drømte om et par røde sko, får mit ønske opfyldt. . . Her er de så - og med dem siger jeg auf wiedersehen, Berlin. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar