onsdag den 9. januar 2013

Mere mindfulness. . . 

Gul villa 02net.ashx.jpg

I aftes holdt jeg mit andet arrangement med mindfulness i Den gule Villa på Frederiksberg. Over skriften var 'introduktion og træning'. Mange havde fundet vej denne regnvåde januaraften, og jeg var helt overvældet over deltagelsen, motivationen og interessen for emnet. Alle stole kom i brug. Folk sad tæt, og den øvelse, der krævede lidt plads, måtte jeg droppe. Men der var rigeligt at fortælle om, træne og udveksle.

En helt speciel stemning opstod, og alle havde mod på at forsøge sig med en meditation på tyve minutter. For de flestes vedkommende var det første gang. Sidde dér blandt lutter fremmede mennesker, lukke øjnene og fokusere på vejrtrækningen - det er godt gået, synes jeg.

Der var mange kommentarer.
'Tænk at tyve minutter kan gå så hurtigt, når de fem sekunder, det tager for computeren at starte, virker som meget laang tid,' sagde én.
En yngre kvinde, der var sygemeldt på grund af stress, kunne for første gang i lang tid slappe af, fortalte hun. Det gav hende håb om, at hun nok skulle få det godt igen. En anden var overrasket over, hvor enkelt det var. Hun havde troet, at det skulle være meget kompliceret at meditere.
Og så var der hende, der faldt i søvn, og ham, der ikke kunne få sit åndedræt til at harmonere med vægurets høje tikken.

Mindfulness er selvfølgelig andet og mere end at meditere. Det er en måde at leve på - og meditationen en træning i blandt andet at være nærværende, koncentreret og fokuseret.
Jeg vil ikke påstå, at det er nemt. Det kræver øvelse, tålmodighed, venlighed over for én selv, åbenhed, accept - og det er ikke for tøsedrenge.

Jeg var helt høj, da jeg tog hjem i aftes. Glad og taknemmelig over at kunne give det her videre. . .
Det her, som man kalder 'mindfulness', og som er blevet så moderne.




PS: Den gule Villa ligger på Dirch Passers Allé på Frederiksberg. En smuk gammel patriciervilla placeret midt imellem sterilt nybyggeri og Liedl på den ene side og ældre boligejendomme på den anden side. En sjov blanding.
Her kan man låne lokalerne til at lave arrangementer, som kan være til interesse for borgerne, og der sker mange spændende ting: der er strikkeklub, maleriudstillinger, musik, selvhjælpsgrupper og meget andet.
Og så er der mindfulness igen den 27. februar kl. 19.30 til 21.00. Gratis adgang og tilmelding er ikke nødvendig. SÆT X i kalenderen. . . !!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar