TIRSDAG d. 18. februar

Nu ved jeg næsten, hvordan det er at sove på en banegård. Det er der jo mange, der gør her i Indien hver nat, så jeg skal ikke klage. Bare konstatere, at jeg højst har fået et par timers søvn i nat. Resten af tiden har jeg ligget og forsøgt at slappe en lille smule af til lyden af dyttende biler, tudende tog og damen, der i højttaleren gentager hvert halve minut: 'May I have your attention, please. Tog til xxx afgår fra spor 3 om få minutter.' Og så var der også lige den underlige konstante hyletone på selve hotellet. Man skal ikke tage til Indien for at få fred og ro.

Hotellerne ligger på stribe lige over for banegården, og vi tog et tilfældigt af dem. Fik et værelse på tredjesal til 650 rupees. Ikke særlig rent, kun koldt vand, halvklamt sengetøj, men hvad – vi skulle kun overnatte, og hvad kan man forlange til den pris?

Til gengæld blev togturen rar. Der var ikke ret mange mennesker med toget, så vi havde en hel kupé for os selv. Jeg fik indhentet lidt af min tabte søvn, fik tænkt over stort og småt, hvilket er ret svært, når der er meget larm omkring én. Og så fik jeg skrevet. . .

I Sarnath – vores næstsidste station – holdt vi i lang tid. Jeg var lige ude og mærke den varme luft og mindes vores sidste besøg der. Et dejligt og fredeligt sted er det. Der hvor Buddha for længe siden holdt sin første 'tale', og vi boede hos mister Jain. En meget venlig mand. Måske tager vi dertil en af dagene og hilser på ham.

Lige nu sidder jeg på 'roof-top-terrassen med udsigt over Ganges. Solen går ned. Små både i massevis sejler rundt, og nu begynder den store, daglige puja. Der messes, ringes med klokker, tudes i horn. Små skåle lavet af tørrede blade og fyldt med lys og blomster bliver sendt ud på vandet, mens drengene flyver med deres drager. . .

Tilføj billedtekst