Incredible India

'Incredible India', står der på turistplakaterne, og det er så sandt, som det er skrevet. Indien er utroligt på alle måder. Utroligt sjovt, smukt, fantastisk og anderledes, utroligt beskidt, støjende, overraskende og farverigt, utroligt mange mennesker, meget trafik og os og utroligt mange oplevelser. De er der hele tiden, og de er alle værd at fortælle om. Jeg kan slet ikke følge med. . .

Ajanta er et besøg værd. Vi er kommet for at se de klippehuler, der skulle være mindst ligeså fantastiske som dem i Ellora, og som vi så i lørdags. Vi ankommer søndag, hulerne er lukket mandag, så vi regner med at slappe af indtil tirsdag. Men sådan bliver det ikke.

Jeg har ikke været på nettet i flere dage – ikke rart, vel. Men net er ikke lige sådan at komme til. Vi skal hen i landsbyen og prøve der. Det gør vi så. Går i vejkanten, mens lastbilerne suser forbi, passerer de små boder, hvor de sælger te, samosas og den slags, og vi bliver gloet på af alle, der sidder, står, hænger ud. Der er ikke mange turister her, så vi er selvfølgelig meget interessante at kigge på. Går over floden hen til byen, der ser ud til at slutte, før vi næsten er kommet ind i den. Men en vej til venstre fører ind i den, og der går vi ned. Før vi ser os om, kommer en ung fyr hen til os og spørger, hvad vi søger. Jo, der er en netcafé, og han skal nok vise os derhen. Undervejs bliver vi omringet af børn i alle aldre.

Da vi går tilbage – uden at være kommet på nettet, for det virker selvfølgelig ikke lige i dag – bliver vi fulgt af en flok piger, der fniser og holder hinanden i hånden og forsøger at sige de få engelske ord, der har lært. Mustad følger os hele vejen hjem. . .

Næste dag har vores flinke tjenere en rigtig god idé til, hvad vi kan bruge dagen på: en tur med taxa til 'the viewpoint', hvorfra vi kan se vandfaldene og hulerne, der ligger på rad og række overfor.

Men allerførst skal vi lige have en bog om hulerne skrevet af en amerikansk professor, der ved alt om dem. Han er kommet her årligt de sidste tyve år – og faktisk er han her lige nu. Han bor på værelse nummer tolv, og Sadik, som er kok, og som har kendt professoren, siden han var barn, skal nok sørge for, at vi kommer til at møde ham til middagen i aften.

Vi siger ja til det hele, for hvorfor skulle vi sidde her og kede os, når vi kan komme ud og se os om? Jeg får lært et nyt og meget vigtigt ord på hindi: dam'sei. Det betyder langsomt, og det er meget nyttigt, når jeg skal ud og køre med taxa igen. Men heldigvis får jeg ikke rigtigt brug for det, for vores nye chauffør kører stille og roligt, og jeg føler mig så tryg, at jeg kan nyde udsigten denne gang.

Området er vidunderlig smukt med bjerge med spredte træer, og lige nu blomstrer mandeltræerne. Vi kører et stykke vej for at komme om på den modsatte side af hulerne. Her er et udsigtspunkt, hvor vi stiger af og får det første glimt af hulerne. Men vi slipper ikke så let. Vi skal se de syv vandfald, og for at komme ned til dem, skal vi ned ad 385 trappetrin. Vi talte dem. . .

Før trapperne står der et skilt med en advarsel: pas på vilde dyr og reptiles.

Jeg spørger vores chauffør, der går foran, om det er rigtigt. Han griner og siger ja, der er masser af tigre her. Han peger på et sted under trapperne, hvor der er et hulrum. Der bor de, men der er ikke noget at være bange for. De kommer først frem, når det er mørkt.

Synet af vandfaldene, hulerne på den modsatte side, slugten, som floden har skåret sig ned igennem i tusindvis af år, fuglene, der svæver mellem de lodrette klippevægge, de farvestrålende blomster, gederne, der græsser og den lille landsby, der ligger langt fra alfarvej, er de ømme benmuskler værd. Der er så ubeskriveligt smukt, at jeg kunne sidde hele dagen under den strålende sol med fødderne i det kølige vand i den lille bæk, vi sætter os ved.

* ' * ' * ' *

Vi skrår hen over det åbne stykke jord, der ligger mellem vores guesthouse og byen, Fardabad. Byens halvstore og store drenge er i gang med at spille kricket, og de råber til os, om vi vil være med.

Da vi kommer ind i hovedgaden – en støvet, hullet vej uden asfalt, med kaglende høns og gryntende grise, der roder rundt i affaldet, med lave huse på hver side, folk, der slipper hvad de har i hånden for at hilse på os - bliver vi mødt af Mustad, som må have ventet på os. Han følger os hen til netcaféen, og jeg sidder omringet af fem nysgerrige gutter, der holder øje med hvert bogstav, jeg skriver. Så det bliver ikke til meget.

Bagefter inviterer Mustad os på te hjemme hos sin familie. Vi siger ja tak, men sikrer os, at vi kommer hjem før det bliver mørkt.

Vi følger ham gennem byen, der viser sig at være større, end jeg umiddelbart troede. Og hele tiden bliver vi råbt til af børn i alle aldre.

Rundt om det inderste af byen er en gammel bymur med to byporte. Mustad kan ikke fortælle noget om, hvor gammel den er, men han synes, vi skal med ham op på muren. Ikke nogen helt nem klatretur og ikke helt ufarlig, for den har tydeligvis kendt bedre dage. Den er groet til med ukrudt, trinene er gået i stykker, så det er ikke helt ufarligt at gå rundt på den. Inden for muren ligger koranskolen, hvor børnene læser op i kor. Solen er på vej ned, og vi når en lille kop chai hjemme hos Mustad. Så følger han os tilbage til vores guesthouse. . .

Vi har sat os i restauranten og bestilt aftensmad, da den gamle herre, professoren, dukker op.

'Oh, you must be the guys from Denmark,' siger han ligeså højt, kommer hen til os og præsenterer sig som Walter.

Han er meget snakkesalig, og de næste par timer sludrer vi om både huler og mad og rejser, og de tre tjenere smiler og følger med. Da vi siger godnat, er Walter's stemme så rusten, at han næsten ikke kan snakke mere. . .

Walter er arkæolog og kom ved et tilfælde til at beskæftige sig med hulerne i Ajanta. Oprindelig ville han beskæftige sig med nogle hinduistiske huler et sted mod nordøst, men som ikke-hindu kunne han ikke komme ind. Derfor måtte han finde på noget andet, og så var det, han fandt Ajanta.

Han er kommet her i de sidste tyve år, har sit eget værelse, hvor han arbejder. Lige nu er han i gang med ottende bind om 'the Ajanta Caves'. Jeg vil tro, at han er den i verden, der ved allermest om dem. . .

'Der bliver fortalt meget forkert om hulerne,' siger han. 'Jeg har forsøgt at fortælle de indiske guider, hvad de skal sige til folk, men det hjælper ikke.'

Hvad det er, ved jeg ikke. Engang jeg får tid, må jeg læse hans ottebindsværk. . .Spændende er det i hvert fald.

The Ajanta – Caves. . .

Hulerne ved Ajanta blev opdaget i 1819. En engelsk soldat ved navn John Smith var på tigerjagt. Han havde kig på en tiger, forfulgte den, da den pludselig forsvandt ind i en klippehule på den modsatte side af floden. John prøvede at følge efter den og fik hjælp af en dreng fra landsbyen ved vandfaldene til at finde dens hule. Hans overraskelse må have været enorm ved synet af det, han fandt. En klippehule med udhuggede søjler udsmykket med smukke malerier. Tværs hen over Buddhas bryst på en af søjlerne i hule nummer 10 skrev han: 'John Smith, 28 th Cavalry, 28 th April 1819.' Og på det sted, hvorfra han så tigeren forsvinde, er der i dag en pavillon med den mest imponerende udsigt til hulerne.

Det, John Smith opdagede, var kun en lille del af de mesterværker, der gemte sig under århundreders dække af jord og klippebrokker, og hvis facader var groet til med træer og krat. Der var ikke mange andre end tigeren, der kendte til de imponerende huler.

Hule nummer ti stammer sammen med de fire andre ved siden af fra 100 AC til 150 AD. Dengang var buddhismen på sit højeste i den vestlige del af Indien, og de fem første huler blev skabt. Hugget ud med hammer og mejsel. Efter trehundrede års 'eclipse' fik buddhismen en renaissance, da først kejser Harisena Indiens største vihara'er blive hugget ud i klipperne ved Ajanta. Siden donerede en af hans ministre, en konge og en rigmand fra området store summer for at få skabt flere vihara'er og templer – sikkert i håbet om evig berømmelse.

De dygtigste håndværkere og kunstnere blev hentet fra store byer for at udsmykke hulerne med statuer og billeder, der fortæller legender fra Buddha's liv.

Men i år 477 døde kejser Harisena under mystiske omstændigheder, og der udbrød krig.

Ikke ret længe efter blev hulerne forladt, nogle af dem blev aldrig gjort færdige, og fra først i 480'erne blev de glemt, fyldt op med mudder, groet til med træer og ukrudt. . .

Tirsdag (28. januar) tager vi til hulerne udstyret med Walter's lille hæfte med et kort resumé om hulerne og hver en lommelygte, vi har lånt af ham.

Som han har foreslået starter vi med den sidste hule. På den måde får vi det bedste lys, og vi undgår den værste strøm af turister, som er ret så heftig.

Hule nummer 26 er en imponerende bedehal med hvælvet loft, en række søjler i hver side med fint udhuggede friser, der forestiller episoder fra Buddha's liv. For enden en stupa med en siddende Buddha. Malerier i smukke farver i loft og på vægge og til venstre bag søjlerne en kæmpe statue af den døende Buddha på vej i Nirvana. . .

Da jeg står udenfor og sludrer med en amerikansk dame, ser jeg pludselig nogle store sten ramme jorden med høje bump. 'Hurry, hurry,' råber 'kustoden', for sådan en er der ved hver hule. Han får os gennet i sikkerhed inde ved muren, mens nogle andre mænd prøver at jage de aber væk, der farer rundt oppe på klippevæggen og smider sten efter os. En af dem var nær ved at ramme min kæreste. Heldigvis gjorde den ikke. Møgaber, siger jeg bare.

Vi fortsætter ind og ud af den ene og den anden hule. Der er søjler, små og store figurer og statuer, der er udhuggede friser, og der er malerier i lofter og på vægge. Alt sammen illustrerer episoder fra Buddha's liv, fra hans fødsel til hans vej til oplysning, fra hans tidligere liv, og hans elever.

Vi skal op og ned ad trin og trapper og af med skoene, hver gang vi skal indenfor og have dem på igen udenfor, hvor solen skinner fra en skyfri strålende blå himmel, og luften står stille mellem klippevæggene i den dybe slugt. Det hele er fantastisk, imponerende og overvældende. Så mange ting at se. Hele tiden viser der sig nye detaljer bag en søjle, i en krog, i loftet. Nogle steder er det tydeligt, at man aldrig har gjort arbejdet færdigt, og at hulen er blevet forladt i utide.

Det kan ikke beskrives med ord. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan man dengang for så længe siden har lavet så store kunstværker ud af en klippe. Blot ved at hugge fra oven og nedefter, sikkert på samme måde som Michelangelo, der sagde noget om, at 'figuren er inde i stenen. . . ' Man skal bare opdage den.

Jeg forstår godt, at man som professoren kan bruge så mange år på det sted og skrive så mange sider om det, som han har gjort. Jeg er sikker på, at han stadig vil opdage nye detaljer.

Da vi har set de første 15 huler, er vi fyldt op af indtryk og må lige have en pause. Vi går tilbage til indgangen ad en smuk sti, der løber næsten helt nede ved floden. Et sted ligger en kæmpestor klippesten, som jeg siden hører, er faldet ned fra toppen af klippesiden sidste år sammen med tre, fire andre. Heldigvis er det sket en mørk nat, så ingen mennesker er kommet til skade.

Undervejs bliver vi nærmest forfulgt af en af de sælgende, der dukker op, så snart vi er uden for huleområdet. Nogle af dem forstår ikke ét 'nej' og heller ikke to eller tre. De bliver ved, selvom ingen af os vil have nogen postkort, guidebøger, perlekæder eller grimme buddhafigurer. 'Please, sir,' siger fyren, der nærmest har hægtet sig på min kæreste. Heldigvis ikke på mig. 'Please, sir,' bliver han ved. 'Køb noget af mig. Jeg giver dig en god pris. Please. Du får den her for 300 rupees.' Han begyndte ellers ved 6000 rupees, så nu vil han ligefrem forære sin figur væk. Jeg er lige ved at råbe meget højt af irritation.

Først da der viser sig en betjent for enden af stien, slipper fyren sit greb, vender om og går tilbage.

En anden sælger får jeg overtalt til at gå hen til belgieren, der går et stykke bag ved os, og som jeg har sludret lidt med på fransk. 'Han vil helt sikkert købe noget af dig,' siger jeg om belgieren, der på et tidspunkt kommer hen til mig og spørger, hvorfor danske og svenske kvinder er smukkere end alle andre.

Jeg ved det ikke, svarer jeg ham. Sådan er det bare. . .

'Alors,' siger han. 'Hvis jeg ikke var gift, og De ikke var gift, så ville jeg gøre kur til Dem.'

Der kan man bare se, tænker jeg og undlader at fortælle ham, at jeg ikke ville have bidt på krogen. Men smigrende er det selvfølgelig. . . Og efter en lille let frokost slæber vi os igen opad for at se de sidste ti huler.

Vil du se noget storslået, så tag til Ajanta. Smukt sted, dejlige omgivelser, skøn natur. Det er lidt besværligt at komme dertil. Især når man kommer fra syd, som vi gjorde. Det er nemmere at tage direkte fra New Delhi med toget til Jalgoan. En lang tur, men det er meget hyggeligt og altid en oplevelse at køre med tog. Fra Jalgoan kan man tage en taxa til Ajanta til omkring 1200 rupees. Der er forskellige overnatningsmuligheder – både et government guesthouse og hotel og lidt uden for i retning mod Aurangabad omkring 15 km fra Ajanta ligger et par hoteller ved landevejen.

* * *