Siden sidst

Farvel til Goa – til skrædderen, der syede en tro kopi af min yndlingssommerkjole – bare i lyst hamp, og som lærte mig nogle få ord på hindi. Nu kan jeg også tælle til fem. . .

Farvel til den høje ranglede fyr i de lyserøde bukser til under knæene. Sammen med tre-fire andre gutter havde han slået sig ned på naboværelset et par dage før. Som den sidste aften kom hen til os med en smøg i hånden for at høre, hvordan vi havde det. Han var næsten ikke til at forstå.

'I am a cub,' sagde han og gav et slapt håndtryk, mens han kiggede ud i luften. 'Nice place here,' fortsatte han. 'Vi bor et fredeligt sted.'

Gad vide om han havde hørt om den unge svensker, der få dage før var blevet banket af fire andre, da han til en fest gik ned på stranden for at ryge en smøg. Jeg havde undret mig over hans kæmpe forbinding på siden af halsen under øret. Mærkeligt sted at have et sår, havde jeg tænkt, men da jeg hørte om overfaldet forstod jeg bedre. Man kan selvfølgelig sparke de mærkeligste steder. Han havde stået og grædt i restauranten, da han kom tilbage fra lægen.

Det sagde betjenten ikke noget om. Men da vi fortalte, at vi skulle til Aurangabad, sagde han, mens han så mig direkte i øjnene – sikker for at berolige mig:

'No problem there. . . Der er stille og roligt.'

Det blev også farvel til morgenbadet og til det tyske bageri, hvor vi fik den bedste morgenmad, og hvor alle tjenerne var fra Nepal og altid i strålende humør. . .

Derpå var det samme tur tilbage, som den vi var kommet ad fem dage tidligere – nu med byens bedste chauffør. Tilbage ad hårnålesvingene med cashewnøddetræerne, mangotræerne og eucalyptustræerne. Et sted lå en smadret bil i grøften.

'Folk, der ikke kender Goa,' var chaufførens kommentar. 'Dem, der kommer for at finde piger og for druk, og som kører bil bagefter. . . '

Han kunne flere historier om, hvor galt det kan gå. 'Don't drink and drive.'

Making new friends. . .

Hen på eftermiddagen kunne vi gå ombord på vores tog, der bragte os fra Vasco da Gama til Manmad (ja, det hedder byen altså), hvor vi skulle skifte. Nitten timers togtur – og det kan man godt blive træt af. . .

Men turen var utrolig smuk. Et magisk landskab passerede forbi vores vinduer. En tæt, grøn jungle med palmer, løvtræer og slyngplanter op og ned ad bjergsiderne, hvor et tyndt slør af tåge havde lagt sig og fik det hele til at se drømmeagtigt ud. Ind imellem var der vandfald, der brusede ned ad bjergsiderne, løb videre under skinnerne og kunne ses på den anden side af toget.

Ihhh og åhhhh og se der, måtte jeg sige gang på gang. Og ved min begejstring blev isen brudt mellem os og vores medpassagerer, et par, der var stået på i Margao og fulgt ombord af deres voksne søn. Hun var i fin lyserød sari med blomstrede bukser, han i løs skjorte og bukser i beigefarvet bomuld.

'Kom herover og sæt dig,' sagde hun og lod mig få den ledige plads ved vinduerne i den modsatte side af toget. 'Her kan du bedre se. Jeg har kørt den her tur mange gange.'

Desværre gik solen snart ned, og det blev hurtigt buldermørkt, så jeg fik ikke set nok. Men billederne af de brusende vandfald har sat sig fast i mit sind.

Resten af aftenen gik snakken mellem Herem, Madoura og os, og før vi gik til ro, udvekslede vi adresser. Lovede at komme på besøg næste gang, vi kommer til Goa.

Vi havde mange ting at snakke om, så hvorfor ikke?

Jeg sov mange gange den nat. Faldt overraskende nok hurtigt i søvn på min hårde, smalle hylde oppe under loftet. Og så ved hvert andet bump, rumlen, slinger og stop vågnede jeg. Og da vores nye venner steg af toget klokken halvfire om morgenen i Puna, fik jeg lige et sidste glimt af dem.

Aurangabad

Vi skiftede til bumletoget i Manmad. Det var formiddag, jeg var træt, og det var noget af en bisværm at dumpe ned i, da jeg trådte ned på perronen.
En banegård i Indien ligner ikke nogen anden banegård, jeg har set. Og den i Manmad er bare en af dem. Et mylder af ventende passagerer, bærere, der venter på at finde nogen at slæbe bagage for, folk, der ligger og sover pakket ind i et tæppe, nogle, der går på skinnerne og leder efter ting, de kan bruge, hunde, der prøver at tigge en godbid, bunker af kasser og sække, der skal transporteres videre, handlende, der steger omeletter, samosas eller andet godt i det fri, og som prøver at overdøve hinanden i konkurrencen om at kapre kunder: 'lett', om'lett, om'lett,' råber en. 'Samose, samose, samose,' skriger en anden, mens en tredje råber: 'Chai, chai, masalachai. . . ' Et farverigt blandet kor. . . Og så de blå tog med vogne til 'disabled', godsvogne og 2. og 3. klasses vogne. Store, tunge lokomotiver – der skal noget til at trække de lange, lange tog.
Det gik meeeget langsomt, før vi endelig kom til vores bestemmelsessted, Aurangabad. En by på størrelse med København.
Foran banegården myldrede det med tuktuk'er – der er ligeså mange som der er myg i en sump på en sommerdag, siger Lonely Planet. Det er ikke overdrevet. Der er virkelig mange om buddet, og chaufførerne skal være hurtige for at kapre kunder.
'You want taxi?' lyder det, så snart man stiger af toget. Hvis man overhovedet når at komme ned på perronen, før man er blevet spottet af en chauffør. Og som nogle af de eneste europæere, ligner vi på lang afstand nogle, der har brug for en tuktuk.
Ham, vi fandt – eller rettere: ham, der fandt os, hed Anees. En ung venlig fyr, der kørte os fra det ene hotel til det andet, indtil vi endelig fandt et ok sted til små hundrede kroner pr nat. Og som fik os til at aftale afhentning lørdag morgen til en tur til Ellora. . .
Men først var det en tiltrængt lur – jeg var helt færdig - . . . og så en let middag, før jeg kunne putte mig på en madras, der var ligeså hård som hylden i toget, og med en hovedpude, der var som en sten.

* * *

'Same story as ours,' sagde de to tyskere, vi mødte dér, hvor vi spiste morgenmad. Et par herrer, begge to erfarne indiensfarere, men selv dem kan en inder tage r. . . på. Pudsigt nok var de ankommet til Delhi samme morgen som os. De havde hjemmefra bestilt og betalt et hotel i Pahar Ganj, men ligesom vi oplevede, kunne de ikke komme ind i bydelen, og af venlige medarbejdere på banegården var de blevet henvist til mr. Sharma's rejseselskab. Det var et government-kontor, havde de fået at vide. Men som vi selv fandt ud af, er der ikke meget government ved mr. Sharma – tilfældigvis ligger hans kontor bare i et hus, hvor der står 'government' på.

De to tyskere fik ikke set Taj Mahal ligesom vi, men de var også blevet sendt på en sightseeingtur med taxa og havde brugt en masse penge, de ikke havde regnet med.

Det grinede vi lidt af. Altid rart at vide, at man ikke er alene. Særlig når det handler om at blive snydt.

Vi udvekslede lidt ideer, erfaringer og anbefalede gode steder at bo. De skulle til Goa – vi skal mod Varanasi, hvor de kom fra.

Ellora

I det 7. til det 11. århundrede blev klippehulerne i Ellora skabt med hammer og mejsel. Hugget ind i klipperne ligger der 34 huler på et to kilometer langt stykke. Noget af et mesterværk, imponerende, utroligt og overvældende. Hulerne er lavet af buddhist-, hindu- og jainmunke. Der er templer, klostre, kapeller, haller med søjler, celler, statuer og figurer med så mange detaljer, at man kan bruge timevis på at udforske dem. Nogle huler er i tre etager. En af buddhist-hulerne er lavet som en katedral med buet loft, der engang har været beklædt med træ, med søjler langs siderne og med en mægtig figur af den belærende Buddha for enden.
En anden – en vihara (klosterlignende sted) – er 18 meter bred og 36 meter lang med søjler i hver side, bag dem små celler til at sove i, og i selve salen to lange, lave borde. Her har munkene opholdt sig, fået undervisning, mediteret, spist.
Et af hindu-templerne, nok det kendteste af dem alle, der er hugget ud af én stor klippeblok, er to gange så stort som Parthenon i Athen. Man er begyndt at hugge oppefra og har arbejdet sig nedefter – fjernet alt i alt 200.000 tons klippe. Nu er det et kæmpemæssigt tempel med et mylder af figurer fra det farverige hinduistiske univers.

Ellora ligger tredive kilometer fra Aurangabad, og der tilbragte vi det meste af dagen sammen med masser af andre turister. Alligevel tiltrak vi opmærksomhed, for de fleste var indere, og vi fik ikke lov til at gå i fred ret længe ad gangen. Folk smilede og vinkede til os. Stoppede op for at spørge: 'Which country, sir?' Og så: 'Photo please!'

Aldrig er jeg blevet fotograferet så mange gange på en dag eller blevet bedt om at tage billeder af andre. Unge mænd, kvinder i smukke sarier, en hel familie med børn stiller sig op og beder om at blive fotograferet sammen med os. Pludselig ser jeg min kæreste stå med en lille pige på armen og en halvstor dreng ved sin side. Den glade far er ved at forevige sine børn sammen med den høje dansker. Det skal nok bringe dem lykke.

Vi smiler og griner og svarer tålmodigt på alle spørgsmålene, vinker og siger 'hello', når vi render på de samme igen.

Og så går vi fra hule til hule. Den ene mere imponerende end den anden. De første 14 huler er buddhistiske. Der er buddhafigurer i hver af dem i mange forskellige udformninger og størrelser. Buddha med sine lange ørerflipper og krøllede hår, lukkede øjne og hænderne i forskellige 'mudraer' (håndstillinger, der har forskellig betydning fx beskyttende, belærende, jordforbindende mm.), Buddha, der sidder på en løvetrone eller på en trone af lotusblomster. Buddha i lotusstilling med sine første disciple omkring sig. Buddha siddende alene. Buddha i sine syv tidligere inkarnationer. Buddha med en slange i sin hånd. Buddha omgivet af boddhisatvaer og smukke kvinder.

Det var nemt at forestille sig det mylder af munke, der engang har været. Jeg kunne både se og høre for mig, hvordan de har arbejdet på deres store kunstværker. Høre lyden af mejslen, der blev slået mod stenene. Se dem sidde og meditere. Høre dem mumle Buddham saranam gacciami. . . (Jeg søger tilflugt i Buddha)

Da vi når hen til hindu-templerne, kommer mr. Khan, smykkesælgeren, som vi allerede har sludret med et par gange. Han er en ivrig sælger, og det lykkes ham da også at få mig til at købe en kæde med ametyster. Sikkert lidt for dyr, selvom han bedyrer os, at han ikke snyder. Men han vil ikke fortælle chefen, hvor meget han har fået for den. Så kan han nemlig putte lidt i lommen til sig selv. Snyderi? Hmm, man skal jo leve. . .

Men han er flink og sjov, og han kan fortælle os, at alle de mærkelige huller i gulvene, som vi har undret os over, er blevet brugt til at blande farver i. Det var hele perlekæden værd. . .

Søndag d. 26. 1. - flagdag. . .

Ikke en dag uden overraskelser. Det er søndag i dag, og det er Independence-day. Den 26. januar. Indiens orange, hvide og grønne flag hænger alle vegne. Blev vækket tidligt af sang og råb henne fra hovedgaden. Gætter på, at der var optog af en eller anden slags. Sådan lød det i hvert fald.
Planen var en bus til Ajanta efter morgenmaden. Vi har glædet os til at komme væk fra Aurangebad, som ikke er nogen særlig spændende by. Møgbeskidt, menneskemylder, masser af trafik, os og larm og kke noget særligt at tage sig til. Nu har vi set Ellora, så må vi videre.
Efter morgenmaden på vores sædvanlige sted – alting bliver hurtigt 'sædvanligt', når man bare er to gange et sted – går vi tilbage ad 'de dødsdømte høns' og kyllingers gade', hvor kaglende høns sidder spærret inde i bur stablet oven på hinanden og venter på at få hovedet hugget af for at blive solgt til en eller anden husmor, der skal have noget at putte i gryden, og hvor slagtede dyr hænger på kroge uden for butikkerne. Jeg ser lige ud og koncentrerer mig om den smukke sommerfugl, der flyver foran mig. . . glad for at jeg er vegetar! Ned ad vores egen gade, hvor et par kære smårollinger kommer styrtende hen til os for at give hånd og spørge, hvor vi kommer fra. Ind på hotellet i receptionen, hvor der sidder fire mænd i de slidte mørkerøde lænestole og læser avis eller kigger på mobiltelefonen. Vi forsøger at få at vide, hvornår busserne kører.
'No busses today,' svarer manden med de meget lange negle, og de andre stemmer i. Virrer med hovedet, som kun indere kan. 'Only private taxi today.'
Om der er busser i morgen? spørger vi. Næh, heller ikke i morgen, for da er hulerne i Ajanta lukket.
Jeg tænkte det nok. Havde set mig selv siddende i endnu en taxa på vej nordpå. . .
Kan vi lige betale de 1000 rupees for vores værelse, spørger manden bag disken, og så kan vi ellers selv om at finde ud af resten.
Vi går op på værelset og pakker. Ikke én dag til i den her by! Får fat i Anees, der lover at skaffe en taxa til os, og fem minutter efter ringer han. Han står neden for hotellet og venter på os sammen med en chauffør. Når der er penge at tjene, kan det godt gå hurtigt. . .
Det er en anden chauffør end til Ellora i går. En lille, tynd og meget mørk fyr, der næsten ikke taler engelsk. Anees forklarer ham, hvor vi skal hen og aftaler prisen. Så er det ind på bagsædet og af sted. Ud på den vildeste tur hidtil. Chaufføren kører som tre brækkede arme. Der er meget trafik, tuktukker som fluer på en kokasse, ditto motorcykler, biler og gående. Det tager tid at komme ud af byen og ud på landevejen, hvor chaufføren endelig kan speede op. Og det gør han, og han går ikke glip af en eneste mulighed for at overhale. Dytter konstant, bremser ned og speeder op, lægger sig helt op i bagenden på ham foran, drøner udenom. Mange gange når han lige præcis at komme ind i sin egen bane, før vi bliver snittet af en modkørende. Et sted overhaler han en bil, som selv er på vej ud for at overhale. . . .
Jeg prøver at tage det roligt. Tænker på, at jeg på forhånd har 'set' lidt af, hvordan der er på vores næste sted: i receptionen en mand i lyseblå skjorte. Et værelse med lyse gardiner og lyse vægge og en dør, der åbner ud til en have. . .
Så det går nogenlunde, selvom jeg i den grad er backseatdriver. Sikkerhedsseler er der, men ikke noget til at sætte dem fast i, så jeg holder godt fast i stroppen og stemmer imod med fødderne. Ser de modkørende give os lyset. Ser lastbilen, der kommer faretruende nærmere. Lægger mærke til, om der er plads i rabatten, hvis der skulle blive brug for det.
Det er ellers en smuk tur det meste af vejen, og der er masser at se på. Motorcyklerne, der altid er mindst to personer på. Nogle gange to fyre, der helst kører halvt ude på vejen. Eller mand og kone. Han kører, hun sidder sidelæns bagpå klædt i sin flagrende sari. Måske et barn på hoften. Eller to. Der er plads nok. Ingen med styrthjelm på. .
Så er der kærrerne trukket af okser med blå- eller rødmalede horn og belæsset med sukkerrør eller bomuld. Kvinder, der går i vejkanten med et læs brænde eller en bylt på hovedet. En hyrde med sine geder. Eller en flok køer, der skal over vejen. Så bremser vores chauffør ned for så snart som muligt at sætte farten op igen. . . Ind imellem kører vi gennem en støvet landsby med boder langs vejen, hvor der bliver solgt chai, grøntsager og småting.
Jeg tænker på dengang, jeg blev køresyg for et godt ord. Skulle bare se en bil, så var jeg ved at kaste op. Heldigvis er jeg blevet noget mere robust, men jeg skal i hvert fald ikke have spist ret meget, før jeg skal ud på sådan en tur.
Lidt før Ajanta holder vi for at få en kop te. Ikke på vores opfordring. Chaufføren skal lige tjekke motoren. Kan godt forstå, hvis den er ved at brænde varm. Da jeg sidder og drikker min dejlige masala-chai og falder lidt til ro i skyggen af et neem-træ og med udsigt over en lund med blomstrende mangotræer, lægger jeg mærke til de tre-fire buler, vores bil har i højre side. (Der er venstrekørsel i Indien). Håber ikke, den får flere i dag. . .
Vi betaler for teen og sætter os ind i bilen igen. Der er kun femten kilometer tilbage, men jeg ånder ikke lettet op, før vi er i hus. Vi skal lige ned ad et bjerg med hårnålesving. De modkørende lastbiler snegler sig opad. Her kan han da ikke overhale, tænker jeg om chaufføren, men der er jeg lidt for optimistisk, for det kan han sagtens. Selv lige før et skarpt sving. . . Så det gør han.
Endelig passerer vi indgangen til Ajanta's klippehuler, og lidt efter parkerer vi foran det guesthouse, vi har satset på. En mand i lyseblå skjorte kommer ud og tager imod os. Om han har ledige værelser? Ja, ja, siger han og virrer med hovedet. En lille hundehvalp kommer nysgerrigt hen til mig, og jeg sætter mig på hug for at ae den. Jeg spørger chaufføren, hvad 'hund' hedder på hindi. 'Uddi,' siger han og smiler for første gang.
Nu sidder jeg på den marmorbelagte svalegang foran vores værelse og ser ud på haven gennem smedejernsgitteret, der skal holde aberne væk. Ude på vejen suser lastbilerne forbi, mens de trutter i deres flertonede horn, hundene gør, og folk i boderne snakker. Indenfor er der hvide vægge, og de lyse gardiner er trukket for.

* * *