Livsenergi-nu: Gensyn med Goa

Desværre genså vi ikke Vasco, hunden, der sidst vi var i Vasco da Gama slog følge med os fra parken ved siden af vores hotel, fulgte os troligt gennem hele byen, gøede ad de andre hunde for at forsvare os og ventede tålmodigt på os liggende på fortovet foran restauranten, hvor vi spiste vores glimrende frokost. Den fulgte os med tilbage, og vi tog afsked med den ved parken, hvor den løb ind.

I dag gik vi igen hen til parken, sad på en bænk og ventede for at se, om Vasco skulle dukke op. Men det gjorde den ikke, den gode hund. Et par af dens venner kom, logrede og så på os med deres bløde, brune øjne, men de kunne ikke fortælle, hvor 'vores' hund var henne. Måske er den gået til de evige jagtmarker og har det godt?

Til gengæld genså vi stammekvinden. Hende med den meget brune hud, de store ringlende ørenringe og armbånd helt op til albuerne. Hende, der skældte mig hæder og ære fra, fordi jeg tog et billede af hende uden at give hende baksheesh for det. Hun gik rundt i dag nede ved busholdepladsen og var ligeså farverig og smykkebehængt som sidst. Gad vide, om hun også har det på, når hun sover?

Denne gang nøjedes vi med at tage et billede af hende på afstand. Vi skulle ikke have klinket noget. . .

Hunden Vasco, som vi opkaldte efter den by, vi mødte den i for to år siden

Hun lever i bedste velgående, hende, jeg tog billede af i februar 2012

Vi var taget med skramleramlebussen til Vasco da Gama fra formiddagen for at ordne lidt småting, inden det blev alt for stegende hedt. En halv times køretur til et par kroner pr. person. Der er plads til 28 personer i bussen, herrer til venstre, damer til højre, seniorer forrest, men det er der ingen, der tager sig af. Og der kan altid klemmes en ekstra ind. Det er forbudt at ryge og at spytte – heldigvis - og musikken drøner fra en skrattende højttaler, og billetøren råber navnene på stoppestederne så hurtigt, at det nærmest lyder som en jodlen, der er umulig at forstå. Han skynder på folk for at få dem indenfor og smækker døren i ved at hive i en snor, der er bundet fast i den. Praktisk system.

På vej ned over Goa

I søndags ankom vi efter vores korte flyvetur fra Mumbai til Goa. Blev i turistinformationen anbefalet et privat guesthouse hos et venligt par, og her har vi slået os ned indtil videre. Rart og tiltrængt at slappe af oven på de første meget intense dage uden ret meget søvn.

Vores værelse ligger lige ud til vejen og i samme højde som den.

Fra balkonen kan jeg holde øje med livet, der passerer forbi. Der er altid noget at se på. I dag var der bryllup i kirken overfor. Det vrimlede med fine gæster. Mænd i skinnende jakkesæt og nypudsede sko. Kvinder i smukke sarier og med deres lang hår løst, småpiger i pink strutskørter – alle sammen trippende af sted i guld– eller sølvsko med hæle så høje, at de måtte støtte sig til hinanden for at gå ned ad vejen til nabohuset, hvor festen skulle holdes. Og bruden var i masser af hvidt tyl og slør, og bilen var pyntet med masser af blomster, blandt andet en meget fin ranke, der på et tidspunkt kom til at sidde skævt. Håber ikke, at det er et dårligt varsel. . .

Ellers er der masser af trafik, der drøner forbi. Bussen kører tit. Slæber sig stønnende op ad bakken fyldt med sorthårede passagerer. Der er sjældent turister med. Biler drøner forbi. Knallerter. Gående. Kvinder med store kurve på hovedet. De slæber, gør de. Mændene er generelt mere dovne. . .

Ind imellem går en flok køer forbi. En lille kalv forvilder sig midt ud på vejen og farer forskrækket hen til sin mor, da en bil dytter ad den. På skrænten overfor bor et par papegøjer, og under vores dørtrin bor firbenene.

Trafik i luften er der også. Selvfølgelig. Vi bor ikke langt fra lufthavnen, men hvad der generer mig i den grad, er alle de jagerfly, der suser rundt i ring over hovederne på os og gang på gang brager gennem lydmuren. De øver sig, så snart indenrigsflyene ikke er i luften, og de minder mig alt for meget om det, de skal bruges til. Der er langt til fred i verden. . .