Havde en væmmelig drøm i nat. Drømte, at jeg var hjemme i Danmark, ferien var slut, og jeg anede ikke, hvordan jeg var kommet hjem. Den sidste halvanden måned var væk, fuldstændig forsvundet ud af min hukommelse – ligesom når man har haft et blackout. Men så vågnede jeg, og ud af vinduet opdagede jeg den her udsigt, og enhver kan vel se, at det ikke er Danmark. . .

Tilføj billedtekst

Ellers har jeg sovet som en prinsesse – det vil sige, hvis jeg var en prinsesse, ville jeg være gul og blå over hele kroppen, som om jeg havde ligget på en pose ærter. Vi har skiftet værelse, det er mindre og mere trangt, og madrassen er ligeså hård som den i toget. Men det vænner jeg mig nok til, for balkonen vender ud mod kokospalmelunden, og der er lidt mere stille end det første sted.

Vi bliver her en uges tid endnu. Har været en tur i Vasco da Gama igen for at få togbilletter, og det er ikke nemt, for togene er som sagt godt fyldte, og man skal være i meget god tid for at få en plads. Vi langtidsplanlægger ikke, vi går ikke ind for pakkerejser, vi pakker rejsen selv, og så må vi tage det, som det kommer. Til gengæld koster turen kun godt tohundrede kroner – for to personer selvfølgelig, og de nitten timer er i sovekupé, de sidste to i en almindelig.

Der var kø foran billetlugerne på banegården i Vasco da Gama - og den blev lidt længere på grund af os. Det tog tid at finde ud af, hvordan vi kunne komme til Aurangebad, hvis vi ikke skulle vente til  februar. . . Og hvor blev de sure, dem bagved. . .

Her står hun så, still going strong, stammekvinden, som vi mødte for to år siden. 

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle til Goa, men jeg blev positivt overrasket sidst, og for  at starte vores tur med lidt afslapning, som så blev endnu mere tiltrængt efter de første dages rundrejse med sightseeing, valgte vi at tage hertil igen. Alternativet var Kerala, den aller sydligste stat - og der er langt. . . 

Goa er Indiens mindste stat med kun omkring 1,5 million indbyggere. Her er meget grønt, masser af kokospalmer og bananpalmer, og floder, der skærer sig igennem landskabet.

Vi har fundet et lille nogenlunde fredeligt sted. Bogmalo, en lille by ned til havet, med restauranter ud til stranden og små butikker med smykker, tørklæder, solhatte, og hvad man ellers kunne få brug for, når det er over 30 grader. Taxachaufførerne forsøger at få os med ud at køre, hver gang vi går forbi, og de handlende inviterer os indenfor. 'Just look,' siger de. Indtil nu har vi takket nej.

Hvad Goa nok er mest kendt for,  og grunden til, at jeg ikke havde så meget lyst til at komme her, er charterturisme og vilde fester med druk og drugs. Her er i modsætning til de fleste andre steder i Indien masser af reklamer for alkohol, og de virker, for der er altid nogen, der sidder med en kingfisher-øl, eller bestiller vodka og gin og tonic sidst på eftermiddagen. Dem om det - det er bare ikke min kop te. . . 

Mange af de indiske mænd har ikke noget at lave. Hænger ud på baren og på stranden. 

Jeg havde glædet mig til at ligge på stranden og dase og lege turist, men jeg fik nok den første dag her. Aldrig så snart havde jeg sat mig i sandet - iført nederdel og bluse, før en mand stillede sig fem skridt foran mig og tog billeder med sin mobil. Selvom min kæreste gik hen til ham, blev han ved med at tage billeder. Og ved. . . Jeg mistede lysten til at gå i vandet. Da vi gik, sagde jeg noget meget højt og vredt til ham på dansk. Han svarede ved at smide sand efter os.

Her er ikke mange turister, så han har selvfølgelig ikke så meget at kigge på. Det skal bare ikke gå ud over mig.

Nå, men ellers går det fint her - og i morgen tager vi sydpå til en anden strand. Ligesom de hjemløse på Buddhas tid bliver vi helst ikke mere end tre dage samme sted. . .