En eller anden dag går det op for de fleste af os, at vi er dødelige. . . For mig skete det en sommerdag, da jeg var omkring seks år. Jeg sad på terrassen til mit barndomshjem og tænkte stort og småt, som kun børn kan gøre. Solen skinnede, fuglende kvidrede, og min mor var inde i køkkenet og havde ladet mig passe mig selv lidt. Vi havde haft besøg af hendes kusine og dennes lille søn, Jens Peter.
Som jeg sad der for mig selv, slog det pludselig ned i mig som et lyn fra en klar himmel, at Jens Peter, der var et par år yngre end mig, ville komme til at leve længere end mig. Jeg skulle altså dø en dag. Og det før Jens Peter. . . Klar børnelogik.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan min mave knugede sig sammen, og mit hjerte et kort øjeblik stod stille af frygt.
Jeg reagerede som de fleste andre gør, når det går op for dem, at døden findes ikke bare for andre, men også for en selv. Jeg prøvede at glemme det. Jeg voksede op og levede mit liv, så godt jeg kunne, mens jeg forsøgte at finde ud af meningen med det hele. Ledte efter kærligheden. Uddannede mig, fik arbejde, hjem, børn. Gik med på ideer om sundhed og gik væk fra dem igen. Fandt nye. Ville redde verden. Så mig om. Tænkte over tingene. Havde håb, ønsker og drømme om, hvordan mit liv skulle blive. Nogle af dem blev til noget, andre ikke. . .
Mod al sund fornuft havde jeg nok en ide om, at jeg ville leve om ikke evigt så i hvert fald mange år. Kvinderne i min familie bliver gamle. Min farmor blev over 90, min mor er lige fyldt 91, og de, der ikke blev helt så gamle, glemte jeg. Der var rimelige grunde til, at min ene moster kun blev nogle og halvtreds, og at min mormor døde helt ung. Så der skulle være en god chance, for at jeg hørte til de seje af dem.
Nu er jeg - ja, hvad kalder man det? Mere end midaldrende? Lidt ældre? Gammel er jeg i hvert fald ikke, selvom jeg både har børn, børnebørn og en hel del erfaringer i rygsækken. Jeg vælger at sige, at 'jeg er i min bedste alder', for det er jo den eneste, jeg har. . .
Jeg skal opleve en masse endnu, har jeg tænkt mig. Jeg har stadig mange drømme, for dem, jeg havde som barn, er ikke alle sammen gået i opfyldelse endnu. Jeg skal se mig endnu mere om, lære nyt, blive (endnu) klogere, blive oldemor. Der er steder, jeg ikke har set. Bøger, jeg ikke har læst. Sider, jeg ikke har skrevet. Mennesker, jeg ikke har mødt. Mange ting, jeg ikke har prøvet. Endnu. . .
Indtil forleden troede jeg, at jeg nok skulle nå det hele. I hvert fald det vigtigste.
Så havde jeg en oplevelse, som da jeg var seks år. Vågnede en mørk nat og kunne ikke sove. Mit hjerte hamrede og gjorde ondt. Jeg blev bange. Meget bange. Var min sidste time kommet?
Ligesom dengang stod det lysende klart for mig, at ingenting varer evigt. Heller ikke jeg. Tanker og billeder myldrede gennem min hjerne. Det kunne ikke være rigtigt, hvis jeg skulle forlade den her verden nu. Selvom jeg tror, at der findes en anden og måske bedre, så følte jeg mig temmelig snydt, hvis det skulle ske nu.
En tur på skadestuen viste, at jeg ikke fejlede noget. Jeg var bare stresset og bekymret. . . Så jeg gik hjem igen, beroliget og meget tankefuld.
Livet skal leves hvert minut, det ved jeg godt. Har længe vidst det. Jeg blev bare i den grad mindet om, hvor sandt det er. Og jeg glæder mig over, at jeg gør noget ved de drømme, jeg har, i stedet for at vente, til jeg får bedre tid, bliver pensioneret, har flere penge, vejret er bedre, eller noget helt tredje.
Forleden hørte jeg en radioudsendelse, hvor der blev fortalt om en undersøgelse, en sygeplejerske havde lavet blandt døende. Jeg husker ikke hvor, men jeg husker, at de døende var blevet spurgt om, hvad de fortrød allermest i deres liv. De ting, der var mest udbredte var:
At de ville ønske, at de ikke havde taget sig så meget af, hvad andre forventede af dem. . .
At de havde arbejdet alt for meget og for hårdt. . .
At de havde været bedre til at udtrykke deres følelser. . .
At de havde været bedre til at holde kontakten til deres venner. . .
At de havde givet sig selv lov til at være lykkelige. . .
Som jeg sad der for mig selv, slog det pludselig ned i mig som et lyn fra en klar himmel, at Jens Peter, der var et par år yngre end mig, ville komme til at leve længere end mig. Jeg skulle altså dø en dag. Og det før Jens Peter. . . Klar børnelogik.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan min mave knugede sig sammen, og mit hjerte et kort øjeblik stod stille af frygt.
Jeg reagerede som de fleste andre gør, når det går op for dem, at døden findes ikke bare for andre, men også for en selv. Jeg prøvede at glemme det. Jeg voksede op og levede mit liv, så godt jeg kunne, mens jeg forsøgte at finde ud af meningen med det hele. Ledte efter kærligheden. Uddannede mig, fik arbejde, hjem, børn. Gik med på ideer om sundhed og gik væk fra dem igen. Fandt nye. Ville redde verden. Så mig om. Tænkte over tingene. Havde håb, ønsker og drømme om, hvordan mit liv skulle blive. Nogle af dem blev til noget, andre ikke. . .
Mod al sund fornuft havde jeg nok en ide om, at jeg ville leve om ikke evigt så i hvert fald mange år. Kvinderne i min familie bliver gamle. Min farmor blev over 90, min mor er lige fyldt 91, og de, der ikke blev helt så gamle, glemte jeg. Der var rimelige grunde til, at min ene moster kun blev nogle og halvtreds, og at min mormor døde helt ung. Så der skulle være en god chance, for at jeg hørte til de seje af dem.
Nu er jeg - ja, hvad kalder man det? Mere end midaldrende? Lidt ældre? Gammel er jeg i hvert fald ikke, selvom jeg både har børn, børnebørn og en hel del erfaringer i rygsækken. Jeg vælger at sige, at 'jeg er i min bedste alder', for det er jo den eneste, jeg har. . .
Jeg skal opleve en masse endnu, har jeg tænkt mig. Jeg har stadig mange drømme, for dem, jeg havde som barn, er ikke alle sammen gået i opfyldelse endnu. Jeg skal se mig endnu mere om, lære nyt, blive (endnu) klogere, blive oldemor. Der er steder, jeg ikke har set. Bøger, jeg ikke har læst. Sider, jeg ikke har skrevet. Mennesker, jeg ikke har mødt. Mange ting, jeg ikke har prøvet. Endnu. . .
Indtil forleden troede jeg, at jeg nok skulle nå det hele. I hvert fald det vigtigste.
Så havde jeg en oplevelse, som da jeg var seks år. Vågnede en mørk nat og kunne ikke sove. Mit hjerte hamrede og gjorde ondt. Jeg blev bange. Meget bange. Var min sidste time kommet?
Ligesom dengang stod det lysende klart for mig, at ingenting varer evigt. Heller ikke jeg. Tanker og billeder myldrede gennem min hjerne. Det kunne ikke være rigtigt, hvis jeg skulle forlade den her verden nu. Selvom jeg tror, at der findes en anden og måske bedre, så følte jeg mig temmelig snydt, hvis det skulle ske nu.
En tur på skadestuen viste, at jeg ikke fejlede noget. Jeg var bare stresset og bekymret. . . Så jeg gik hjem igen, beroliget og meget tankefuld.
Livet skal leves hvert minut, det ved jeg godt. Har længe vidst det. Jeg blev bare i den grad mindet om, hvor sandt det er. Og jeg glæder mig over, at jeg gør noget ved de drømme, jeg har, i stedet for at vente, til jeg får bedre tid, bliver pensioneret, har flere penge, vejret er bedre, eller noget helt tredje.
Forleden hørte jeg en radioudsendelse, hvor der blev fortalt om en undersøgelse, en sygeplejerske havde lavet blandt døende. Jeg husker ikke hvor, men jeg husker, at de døende var blevet spurgt om, hvad de fortrød allermest i deres liv. De ting, der var mest udbredte var:
At de ville ønske, at de ikke havde taget sig så meget af, hvad andre forventede af dem. . .
At de havde arbejdet alt for meget og for hårdt. . .
At de havde været bedre til at udtrykke deres følelser. . .
At de havde været bedre til at holde kontakten til deres venner. . .
At de havde givet sig selv lov til at være lykkelige. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar