Livsenergi-nu: Sommer i januar måned

Det blev sommer en søndag morgen i januar. Den uldne trøje og strømperne blev puttet ned i rygsækken.

Vi ankom lidt i syv morgen til Mumbai og knap 30 grader.

Straks vi satte foden på togets nederste trin, blev vi antastet af bærere og chauffører, der mere for betaling end for gode ord ville tage vores bagage og køre os derhen, hvor vi ønskede.

Vi overlod vores rygsække og vores videre skæbne til en af dem, en tynd, ung fyr, der ikke talte særlig godt engelsk. Vi fulgte med ham uden for banegården til virvaret af parkerede tuktukker, der ventede på kunder. Og jeg var bare glad for ikke at skulle slæbe på min alt for tunge rygsæk.

Vi blev kørt til et hotel uden internet. Takkede nej og blev kørt hen til et bedre for at leje os ind et par timer, få et bad, lidt morgenmad og måske et hvil, før vi tog videre.

Men som altid er livet fyldt med overraskelser. Vores togbillet videre til Goa viser sig at være en ventelistebillet. Som vores ven, vi tog afsked med i Agra, skrev til os, er de nogle banditter, mister Sharma fra rejsebureauet i Delhi og hans chauffører. Han var havnet i Bengaluru uden at kunne komme videre, og nu står vi i Mumbai og kan ikke komme med det tog, der skulle køre os sydpå i eftermiddag.

Nu sidder vi så i lufthavnen og venter på vores fly, der vil sørge for, at vi er i Goa halvfem eftermiddag i stedet for klokken halvto i nat. Det er selvfølgeligkun rart, men noget dyrere, end det var meningen.

Det er svært at foretille sig, hvordan Mumbai er, hvis man aldrig har været der. Delhi er stor, larmende, beskidt og tæt befolket, men Mumbai er værre. Når jeg siger, her er mange mennesker, trafikmylder, larm, os, skidt, fattigdom og det modsatte, så underdriver jeg ikke.

En tur gennem den lille del af byen, hvor vi har været, viser det. . .

Allerede på vej med toget ind på banegården ser man det tydeligt storbyens liv. Folk ligger og sover svøbt ind i store sjaler på perronerne - tilsyneladende uden at tage sig af de banegårdsfolk, der går og fejer rundt omkring dem, mens støvet hvirvler op, og togene standser med hvinende bremser på begge sider.

Lige uden for banegården kører vi igennem et stort område af lave, faldefærdige huse med små butikker ud til den hullede vej. Det er stadig halvmørkt, og jernskodderne er stadig rullet ned, men her er masser af liv. Gadekøkkenerne er i gang, folk sidder og sludrer ved små bål, de har tændt på jorden, tuktuk'er snor sig ind og ud mellem hinanden, mens de dytter om kap.

Så snart vi kommer ud af det kvarter, kommer vi ud på en stor flersporet hovedvej med høje bygninger overalt. På den støvede midterrabat under 'highway'en' har folk slået sig ned for at finde ly for sol og vind.

På en rabat med et par træer midt i et mægtig stort vejkryds har en familie slået sig ned. To halvnøgne småbørn leger med noget plastikemballage, de har fundet. . .

Hver gang vi standser for rødt lys, prøver jeg at undgå at se ind i de bedende brune øjne, der kigger på mig. En hånd banker på vores rude. Bliver rakt ind igennem den åbne sprække. En kvinde med et sovende barn i armene. En halvstor pige med lange fletninger. En dreng, der lokker med nogle fine postkort.

Vi lukker ruden til. Helt til, så de ikke kan åbne den udefra.

Jeg føler mig hård og kold, selvom jeg kunne græde indeni, og samtidig bliver jeg vred over, at mennesker skal leve under den slags vilkår. Tænker på mine egne børnebørn, der har ipad, masser af tøj, går i skole – alt det, der er helt naturligt og normalt for os.

Den nydelige dame på bagsædet af bilen ved siden af os stirrer stift ud i luften for at undgå at se på den tiggende pige udenfor. Gad vide, hvad hun tænker? Hun har selv en datter på samme alder, kan jeg se. Hvordan er det at leve så tæt op ad al den fattigdom?

Jeg øver mig i at gøre ligesom damen. Ser lige frem ud af forruden og venter utålmodigt på, at lyset skifter til grønt, så vi kan køre.

Køre – hen til lufthavnen, hvor uniformerede vagter går rundt med gevær, og vi bliver tjekket flere gange, før vi kan gå indenfor.

Hvor det vrimler med rejsende både udlændinge og indere, der skal sydpå for at komme ned til varmen.

Hvor reklameskilte lokker med den nye Iphone til kun 2990 rupees om måneden.

Vi går ind på Starbuck-caféen, hvor en vagt lukker døren op for os og holder øje med vores bagagevogn. Jeg får en grøn te-latte til knap 14 kroner. Men så er den også stor og rigtig lækker.