Med eksprestog fra Jaipur. . .

Indiens lyseblå jerntog med tremmer for vinduerne er et kapitel for sig. I et så kæmpe land med de store afstande er der mange tog, de kører tit, og de er som regel fyldt til randen. Man skal gerne booke flere dage i forvejen, og desværre er det ikke til at gøre det fra Danmark. Derfor har vi måttet tage omvejen over Agra og Jaipur for at få et par pladser i et sovetog med aircondition.

Og det er langtfra som derhjemme. Kupeerne er skilt fra hinanden med tykke gardiner, og aircondition er en vifte i loftet. Der er måske halvtreds vogne, og der skal kræfter til at trække det i gang. Men det fungerer, og der bliver holdt nøje kontrol med, hvem man er, og om man har den rigtige plads.

Vi er med eksprestoget fra Jaipur til Mumbai. En tur på 1100 kilometer og 24 timer, så ekspres er så meget sagt. 'Slowexpres,' kalder vores to medpassagerer det og griner. Det går temmelig langsomt. Vi standser ved alle stationer, og dem er der mange af. Venter på alle modkørende tog, og det tager tid. Tålmodighed er godt.

Man kommer ned i gear. Der er ikke meget at tage sig til, og de fleste har sovet i flere timer. Den venlige mand på bænken overfor, der har været på pilgrimstur i byen Ajmer, har snorket højlydt, indtil han vågnede med et grynt og satte sig op i skrædderstilling for at bede. Moren ved siden af har sovet sødt sammen med sin lille dreng i armene, og rundt omkring ligger eller sidder folk og blunder. . .

. . Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle sidde og skrive, men det er svært at ramme tasterne, for toget ryster og skramler. I stedet har jeg lavet nærmest ingenting, og hvilket privilegium er det ikke? Hvornår har jeg sidst gjort sådan? Jeg fået læst en halv bog. Slappet af. Mediteret. Tænkt over alting og ingenting. Kigget ud af vinduet på landskabet, der glider forbi: små støvede landsbyer med legende børn, kvinder i farverige sarier og mænd, der arbejder, hyrder med deres flokke af geder, marker med spirende, grøn hvede, spredte træer og bjerge i det fjerne.

Det højeste bjerg er Mount Abu, som vi er ved at lade os friste til at stå af ved. Et spændende sted med mange templer og smukke solnedgange, men der er koldt på den her årstid, og hotellerne er dårligt opvarmede, hvis overhovedet. Og jeg trænger til varme, så vi kører videre med vores lune tog, hvor indisk sang strømmer ud fra højttalerne, og folk er livet lidt op efter at have været ude på perronen og købe lækre grøntsagsboller i krydret sovs serveret i en skål af tørrede blade.

Vi behøver altså hverken sulte eller tørste. Hvis vi ikke henter noget på stationerne – og det er der god tid til, for vi holder i lang tid - er der masser at få indenfor. Hvert andet øjeblik kommer mænd igennem den smalle gang bærende på zinkspande eller plastikbaljer, mens de monotont messer, hvad de tilbyder: varm chai til syv rupees – ti for os, som er de eneste udlændinge i vores kupé, går den, så går den. . . - varme samosas, kolde vand og juice, dal (en linseret) eller pakoras (indbagte grøntsager). . .

Om lidt går solen ned, og mørket vil komme hurtigt. Så bliver det snart sengetid, og jeg vil kravle op på min hylde og lægge mig under det grove tæppe og prøve at sove. Hvis jeg ellers kan, for min meget tykke medpassager har lovet mig, at han vil snorke, så han kan holde hele toget vågent.

'Se her,' siger jeg til ham og peger på min vandflaske. 'Den skal nok få dig til at holde op.'

Han griner over hele hovedet.

'Ja, et kort øjeblik,' svarer han. 'Så vil jeg falde i søvn igen og snorke videre.'

Søndag morgen halvsyv ankommer vi til Mumbai.

Banegården i Jaipur en tidlig morgen

Eksprestoget til Mumbai afgår 8.45

Beklager - fik ikke vendt billedet om, men sådan ser et indisk tog ud, før passagererne myldrer ind

En lækker lille snack fra Udaipur undervejs