Det er mærkeligt at komme hjem. Det tager tid at lande, selvom de gamle vaner og rutiner er så indgroede, at jeg med det samme kan huske, i hvilken ende af sofaen, jeg plejer at sidde, hvor lyskontakten er, og jeg kan finde ned i Irma uden at tænke over vejen, og jeg kan både køre bil og cykel i den rigtige side, som var det fem minutter siden, jeg gjorde det sidst.
Men en tidsforskel på fire en halv time skulle jeg lige vænne sig til. Først tog de dem fra mig, og så fik jeg dem tilbage, da jeg landede i Kastrup. De første dage herhjemme i DK var mega lange, og lyset var skarpere, end da vi tog af sted. Solen skinnede, og fuglene kvidrede lystigt - jo, jeg kom hjem til forår, som mine venner havde lovet mig. Det ændrede sig nu hurtigt, og jeg har fået både udlængsler og sommerdrømme igen! At have været i Indien er som at have en virus, det tager lang tid at komme over.
For at slå en knude på historien, må vi tilbage til Indien, hvor en stor del af mig stadig svæver rundt. . .
Fra Santenekitan kørte vi gennem Ganges-flodens delta i Bengalen - har altid syntes, navnet var enormt eksotisk; lige siden jeg var barn og læste Kipling har jeg kunnet lide det - og tænk, nu var jeg dér. Kørte gennem små landsbyer med lerklinede hytter, uendelige rismarker, hvor folk var i færd med at høste.Mod Kolkata's lufthavn, som chaufføren ikke kunne finde, fordi han ikke kunne læse skiltene, så jeg måtte hjælpe ham med at finde vej. Tak for google map, som altid kan vise os, hvor vi er. Det har vi haft stor glæde af. . .
Ankom til Delhi hen under aften - det er over to uger siden nu - tog metroen til banegården, fandt en tuktuk og bad om at blive kørt til det hotel, hvor vores danske ven havde bestilt et værelse til os. Vi havde kørt tyve meter, da chaufføren standsede.
'I kan ikke komme ind i Pahar Ganj,' sagde han på gebrokkent engelsk. Han tilkaldte en ven, der kunne hjælpe med at forklare.
Det var rigtigt nok, sagde denne. Der var en festival, så det var umuligt at komme ind.
De tager p. . . på mig, tænkte jeg - ja, undskyld udtrykket, men helt ærligt - havde jeg ikke hørt den historie før?! Den dag vi ankom og måtte bruge både tid og alt for mange penge på at komme videre?! Hørt den samme historie fra et par tyskere, vi mødte i Aurangabad? Dengang var det hinduerne, der festede, nu var det muslimerne. Og dem er der også temmelig mange af, så de kan godt fylde i gadebilledet.
Hvad gør vi nu? spurgte vi hinanden. Prøvede at ringe til vores ven, som vi vidste, havde været på hotellet i flere dage. Han tog ikke telefonen.
'I kan gå derind,' sagde manden. 'Det tager ti minutter.'
Jeg må have set håbløs ud - og det var jeg også - orkede ikke at slæbe på min rygsæk, så han tilbød at køre os for 250 rupees.
Hvordan kan det lade sig gøre? tænkte jeg. Er der lukket, eller er der ikke lukket?
Den sædvanlige prutten om prisen var hurtigt klaret, og så satte vi os atter ind i tuktukken.
Chaufføren kørte os en kæmpe omvej, før han kørte ind ad gaden, hvor vores hotel skulle ligge. Der var masser af liv, turister og indere slentrede rundt mellem hinanden, butikkerne var åbne - ingen tegn på nogen festival.
Vi blev indlogeret på hotellet, fik et udmærket værelse og gik ned i restauranten - en filial af 'Borwn Bread Bakery', hvor vi havde spist så mange gange på i Varanasi. Her var dog ikke levende musik, men en masse andre turister, der sad med deres bærbare, sludrede om deres oplevelser og drak friskpresset grøntsagsjuice. Og i det ene hjørne var der en forretning med smart tøj, der nemt kunne friste til at proppe rygsækken, i det andet en magelig sofagruppe og en masse bøger om spirituelle emner.
Så dukkede vores ven op. Hans telefon var løbet ud for penge, så han havde ikke kunnet tage den. Men nu kunne han give os den rette sammenhæng, som vi allerede var begyndt at ane. .
ADVARSEL:
Det her er historien om, hvordan den kloge narrer den mindre kloge. Hvordan man kan blive snydt, så det driver eller gør ondt i pengepungen. For nogle så ondt, at de bliver nødt til at rejse hjem før planlagt.
Tager du til Delhi, så lad være med at tro på alt, hvad folk siger.
Det kan være svært, når man ankommer midt i det hvirvlende storbymylder og fra alle sider får at vide, at det er umuligt at komme ind i den bydel, man vil ind i. . . Inderne kan virke så overbevisende, og de er gode til at komme med forklaringer på alt muligt. Heller et forkert svar end ikke noget.
Vi gik i fælden som mange andre. Selv erfarne indiensrejsende er hoppet i den. . .
'Der er en festival, som lukker byen i flere dage,' var beskeden, og da vi hørte det samme fra mindst fire andre, troede vi på det. De var tilsyneladende helt uafhængige af hinanden.
Men kun tilsyneladende, for i virkeligheden er det aftalt spil. Dem på banegården, der fortalte, at vi ikke kunne komme ind i Pahar Ganj, manden, der med rystende stemme afviste os, da vi endelig havde overtalt en tuktuk til at køre os ind i bydelen, chaufførerne, alle sammen havde aftalt at snyde os blåøjede turister.
'Få turisterne til at tro på, at byen er lukket, kør dem hen til mr. Sharma's rejsebureau og sig, at det er et government-støttet bureau. Så arrangerer han en dyr rundrejse for dem, og de tror, jeg hjælper dem ud af en uheldig situation.'
Noget i den retning bliver der sagt.
Snedigt og overbevisende.
Vi fik set Taj Mahal, fordi vi blev lokket til at tage en taxatur til Agra og Jaipur for at tage toget der. Fra Delhi var der ingen pladser at få før en måned senere.
Vores ven, der skulle videre fra Agra og helt ned sydpå, havde ikke nogen plads i det tog, han var blevet lovet, og som han steg på midt om natten. Vi måtte selv tage flyet fra Mumbai videre til Goa, fordi der alligevel ikke var plads i det tog, vi havde billetter til.
Mange andre som sagt har været ude for det samme. Nogle er blevet snydt til så dyr en videre rejse, at de ikke har haft råd til andet end at tage hjem efter kort tid.
Så dyrt blev det heldigvis ikke for os, og det kan ikke betale at ærgre sig. Men det har været lidt svært bare at grine af. . .
Det gode råd: se dig for, pas på og tro ikke på alt, hvad folk fortæller dig. . .
Men en tidsforskel på fire en halv time skulle jeg lige vænne sig til. Først tog de dem fra mig, og så fik jeg dem tilbage, da jeg landede i Kastrup. De første dage herhjemme i DK var mega lange, og lyset var skarpere, end da vi tog af sted. Solen skinnede, og fuglene kvidrede lystigt - jo, jeg kom hjem til forår, som mine venner havde lovet mig. Det ændrede sig nu hurtigt, og jeg har fået både udlængsler og sommerdrømme igen! At have været i Indien er som at have en virus, det tager lang tid at komme over.
For at slå en knude på historien, må vi tilbage til Indien, hvor en stor del af mig stadig svæver rundt. . .
Fra Santenekitan kørte vi gennem Ganges-flodens delta i Bengalen - har altid syntes, navnet var enormt eksotisk; lige siden jeg var barn og læste Kipling har jeg kunnet lide det - og tænk, nu var jeg dér. Kørte gennem små landsbyer med lerklinede hytter, uendelige rismarker, hvor folk var i færd med at høste.Mod Kolkata's lufthavn, som chaufføren ikke kunne finde, fordi han ikke kunne læse skiltene, så jeg måtte hjælpe ham med at finde vej. Tak for google map, som altid kan vise os, hvor vi er. Det har vi haft stor glæde af. . .
Ankom til Delhi hen under aften - det er over to uger siden nu - tog metroen til banegården, fandt en tuktuk og bad om at blive kørt til det hotel, hvor vores danske ven havde bestilt et værelse til os. Vi havde kørt tyve meter, da chaufføren standsede.
'I kan ikke komme ind i Pahar Ganj,' sagde han på gebrokkent engelsk. Han tilkaldte en ven, der kunne hjælpe med at forklare.
Det var rigtigt nok, sagde denne. Der var en festival, så det var umuligt at komme ind.
De tager p. . . på mig, tænkte jeg - ja, undskyld udtrykket, men helt ærligt - havde jeg ikke hørt den historie før?! Den dag vi ankom og måtte bruge både tid og alt for mange penge på at komme videre?! Hørt den samme historie fra et par tyskere, vi mødte i Aurangabad? Dengang var det hinduerne, der festede, nu var det muslimerne. Og dem er der også temmelig mange af, så de kan godt fylde i gadebilledet.
Hvad gør vi nu? spurgte vi hinanden. Prøvede at ringe til vores ven, som vi vidste, havde været på hotellet i flere dage. Han tog ikke telefonen.
'I kan gå derind,' sagde manden. 'Det tager ti minutter.'
Jeg må have set håbløs ud - og det var jeg også - orkede ikke at slæbe på min rygsæk, så han tilbød at køre os for 250 rupees.
Hvordan kan det lade sig gøre? tænkte jeg. Er der lukket, eller er der ikke lukket?
Den sædvanlige prutten om prisen var hurtigt klaret, og så satte vi os atter ind i tuktukken.
Chaufføren kørte os en kæmpe omvej, før han kørte ind ad gaden, hvor vores hotel skulle ligge. Der var masser af liv, turister og indere slentrede rundt mellem hinanden, butikkerne var åbne - ingen tegn på nogen festival.
Vi blev indlogeret på hotellet, fik et udmærket værelse og gik ned i restauranten - en filial af 'Borwn Bread Bakery', hvor vi havde spist så mange gange på i Varanasi. Her var dog ikke levende musik, men en masse andre turister, der sad med deres bærbare, sludrede om deres oplevelser og drak friskpresset grøntsagsjuice. Og i det ene hjørne var der en forretning med smart tøj, der nemt kunne friste til at proppe rygsækken, i det andet en magelig sofagruppe og en masse bøger om spirituelle emner.
Så dukkede vores ven op. Hans telefon var løbet ud for penge, så han havde ikke kunnet tage den. Men nu kunne han give os den rette sammenhæng, som vi allerede var begyndt at ane. .
ADVARSEL:
Det her er historien om, hvordan den kloge narrer den mindre kloge. Hvordan man kan blive snydt, så det driver eller gør ondt i pengepungen. For nogle så ondt, at de bliver nødt til at rejse hjem før planlagt.
Tager du til Delhi, så lad være med at tro på alt, hvad folk siger.
Det kan være svært, når man ankommer midt i det hvirvlende storbymylder og fra alle sider får at vide, at det er umuligt at komme ind i den bydel, man vil ind i. . . Inderne kan virke så overbevisende, og de er gode til at komme med forklaringer på alt muligt. Heller et forkert svar end ikke noget.
Vi gik i fælden som mange andre. Selv erfarne indiensrejsende er hoppet i den. . .
'Der er en festival, som lukker byen i flere dage,' var beskeden, og da vi hørte det samme fra mindst fire andre, troede vi på det. De var tilsyneladende helt uafhængige af hinanden.
Men kun tilsyneladende, for i virkeligheden er det aftalt spil. Dem på banegården, der fortalte, at vi ikke kunne komme ind i Pahar Ganj, manden, der med rystende stemme afviste os, da vi endelig havde overtalt en tuktuk til at køre os ind i bydelen, chaufførerne, alle sammen havde aftalt at snyde os blåøjede turister.
'Få turisterne til at tro på, at byen er lukket, kør dem hen til mr. Sharma's rejsebureau og sig, at det er et government-støttet bureau. Så arrangerer han en dyr rundrejse for dem, og de tror, jeg hjælper dem ud af en uheldig situation.'
Noget i den retning bliver der sagt.
Snedigt og overbevisende.
Vi fik set Taj Mahal, fordi vi blev lokket til at tage en taxatur til Agra og Jaipur for at tage toget der. Fra Delhi var der ingen pladser at få før en måned senere.
Vores ven, der skulle videre fra Agra og helt ned sydpå, havde ikke nogen plads i det tog, han var blevet lovet, og som han steg på midt om natten. Vi måtte selv tage flyet fra Mumbai videre til Goa, fordi der alligevel ikke var plads i det tog, vi havde billetter til.
Mange andre som sagt har været ude for det samme. Nogle er blevet snydt til så dyr en videre rejse, at de ikke har haft råd til andet end at tage hjem efter kort tid.
Så dyrt blev det heldigvis ikke for os, og det kan ikke betale at ærgre sig. Men det har været lidt svært bare at grine af. . .
Det gode råd: se dig for, pas på og tro ikke på alt, hvad folk fortæller dig. . .
 |
| Bahrat Mata - moder Indien - i Varanasi |
 |
| En af duemændene i Delhi - ud over byen lyder hans høje kalden, og snart kommer en flok duer og besøger ham. |
 |
| Udsigt fra vores hotel til en anden tagterrasse - ikke dårligt! |
 |
| Og så gik det hjemad - hen over Afghanistan. Fantastisk flot, men ikke et sted, jeg ville bo. . . |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar