Livsenergi-nu: Fredelige dage i Santenekitan

Santenekitan. . .

Hver dag høres lyden af trommer på et eller andet tidspunkt fra landsbyen, som vi bor ved siden af. Altid en puja. I nat var det Shiva's Nat, og der blev trommet det meste af natten. Shiva selv, der sidder med sin trefork henne i det lille tempel ved indgangen til 'vores' landsby, blev forleden malet, så han kunne se pæn ud til anledningen. Han fik serveret en stor grøn papaya, og der blev tændt lys for ham. Folk fastede det meste af dagen, bad og sang til hans ære. En årlig fest og en meget vigtig dag.

Ellers er Santenekitan et af Indiens mere fredelige steder. Vi bor på et hotel i noget, vi for sjov kalder Klampenborg. Et meget nydeligt kvarter. Her er masser af store villaer omgivet af mure og med låste smederjernslåger. Der er nydeligt anlagte haver med smukke blomster i stærke farver, og to minutter herfra ligger Dyrehaven. Dér gik vi en tur i dag, betalte 100 rupees for at komme ind, men jeg så ikke et eneste dådyr. En enkelt abe, et par smukke sommerfugle og to guldsmede af en art. Det var det hele. Til gengæld var der en hel del unge par, der sad tæt, og som forfjamsket fòr fra hinanden, når vi nærmede os. De stakler – det er ikke nemt at være kærester, for de unge må ikke besøge hinanden, før de er gift. Så de må finde hemmelige steder, hvor de kan mødes, og i 'The deer Park er udsigtstårnet eller bænkene under de tætte træer, der hvor stien ender, gode steder.

Santenekitan er præget af Tagore's arv.

Tagore – digter, musiker, sangskriver, maler – den første ikke-europæer, der har fået nobelprisen i litteratur, har grundlagt en skole og et universitet her.

Jeg synes, han tanker er meget sympatiske, og jeg blev meget bevæget over at besøge museet, der fortæller hans historie i billeder og tekst og med udstillinger af nogle af hans personlige ting. En stor kunstner og et stort menneske har han været. Født den 7. maj 1861 i Kolkata som det fjortende ud af femten børn. Hans familie tilhørte aristokratiet, var meget velhavende, og der var mange kunstnere og musikere iblandt dem.

Han voksede op med en tjener på hver finger, og han måtte nøjes med at opleve verden gennem sit vindue, eftersom det ikke var ham tilladt at gå udenfor. Det satte sine spor.

Han mente – selvfølgelig på baggrund af sin egen skolegang, som ikke har været rar – at 'klasselokalet er et fængsel,' så i 1901 startede han en skole, hvor undervisningen fandt sted udendørs under store, skyggefulde træer. Der var fem elever og fem lærere.

Skolen voksede til det universitet, der nu rummer 9000 studerende og 700 lærere.

Campus breder sig over et område på fem gange to kilometer. En park med mango- og banyantræer. De sidste er jeg vildt fascineret over. De er som en evig cyklus i sig selv med deres grene, der både vokser opad og samtidig danner rødder, der langsomt bevæger sig nedad for at finde fodfæste i jorden.

Rundt omkring er der skulpturer og dekorerede huse. Huse til de ansatte og kollegier til piger og til drenge. Skarpt adskilt tyve af hver. Der er Tagores egne huse, hvor han boede – afhængigt at årstiden boede han det ene eller det andet sted. Femten huse i alt havde han, så han har haft plads nok. Der er værksteder og klasselokaler, for noget undervisning foregår indendørs. Der er pergolaer med slyngplanter, blomsterbede med roser og sommerblomster. Blomsterne er ikke helt sprunget ud – der må være utrolig smukt i midten af marts, når det er rigtigt forår.

Der er en helt særlig stemning i parken, hvor cykler er det helt almindelige transportmiddel. Her og der støder man på folk, der sidder og maler, eller man møder en musiker, der giver sig til at synge vemodige sange, når man nærmer sig. Publikum skal der selvfølgelig til. Om det så er Tagore's poesi, de synger, ved jeg ikke. Men dejligt er det.

Uden for parken venter cykelrickshaws i massevis på at få en kunde, så man kan altid komme hjem, hvis man ikke orker at gå. Og så er der temmelig stille, for på hovedvejene gennem parken er der ikke meget trafik, og en vigtig ting: det er ikke tilladt at bruge hornet. . . Desuden er der rent, jorden under banyantræerne og stierne bliver fejet hver dag, det flyder ikke med affald alle vegne, og langs vejene står der affaldsspande. En helt normal ting hjemme hos os, men ikke noget, jeg har set mange steder i Indien. . .

Har man ikke været i Santenekitan, kan man ikke sige, at man har været i Indien, skal Indiens premierminister have sagt.

Og nu har jeg været her. . .