Livsenergi-nu: Har du fundet din passion?!

Så sad vi pludselig på et hotelværelse og lyttede til levende musik.

Først var det hos canadieren, der spiller citar, og som kommer her hvert andet år for at få undervisning. Hun skulle rejse hjem i dag, men først ville hun spille for os og det franske par, som vi har hygget os med de sidste dage.

Nogle gange møder man et menneske, og det føles, som man har kendt hinanden altid. Sådan var det med Jeanne og mig. Vi faldt i snak en af vores første dage her, da hun sad alene i haven og spiste frokost. Hun var fransktalende, og jeg benytter mig gerne af en mulighed for at praktisere mit franske lidt. Og her var der genklang hos os begge.

'Man skal følge sin passion,' sagde hun til mig på et tidspunkt. 'Det er derfor, jeg er her.'

Hun er fem år ældre end mig, og hele sit liv har hun drømt om for alvor at gå igang med at spille. Men ligesom for så mange andre af os har der været meget andet, der har taget Jeanne's tid: uddannelse, familie, børn, arbejde. Citaren har stået og ventet på hende, og hun har vidst, at en dag så. . . For fem år siden gjorde hun alvor af det. Jeg var imponeret over, hvor dygtig hun er blevet på så forholdsvis kort tid. Men øvelse gør som bekendt mester, og hun øver sig tre timer dagligt. Det er det, hun vil, og nu havde hun investeret i en helt ny citar. Så smukt et instrument!

Jeg var rørt og glad over at høre den raga, hun øver sig på for tiden. En raga er et stykke indisk musik, og der er en raga til enhver lejlighed. Den her var en, man spiller for at få regnen til at komme efter lang tids tørke. Ikke så relevant et valg, eftersom det har regnet hele dagen. Men det var smukt at høre, og det var tydeligt, at det var hendes passion. Et venskab mellem instrumentet og dets udøver.

Senere på dagen, da Jeanne forlængst var taget af sted, blev vi inviteret ind hos vores naboer - det franske par. De har været her længe og bliver her et par uger endnu. De er her for at lave en dokumentarfilm om baul-folket, og det er deres passion. Deres tolk, Nitya, havde lovet at spille for os, og klokken 17 kom han med sine instrumenter: et lut-lignende strengeinstrument, en kamhook - en meget speciel tromme, som også har et par strenge, man slår an med et plektar - (billede følger senere) - samt små bjælder, han holder mellem tæerne. Han satte sig på gulvet i skrædderstilling og gav sig til at spille. Også han rørte mit hjerte - og fik mig til at smile. Baul-musik er glad musik.

Før vi kom til Varanasi, havde jeg ønsket mig at høre noget rigtigt musik. Det ønske har jeg fået opfyldt, og nu rejser vi hjem med både en masse cd'er indspillet af musikere, vi har mødt på vores tur, og med den dersens kamhook.

'I can buy a new one,' sagde Nitya. 'No problem.'

Og så skiftede kamhook'en ejer.

Næste år, sagde han og smilede lykkeligt, så mødes vi alle sammen igen her.

Så skal vi se hans landsby og den ashram, han er ved at få lavet.

Jeg håber det. . .

Jeg ved ikke så meget om baul-folket endnu. Jeg havde aldrig hørt om dem, før jeg kom hertil Santenekitan og mødte de to franskmænd, som jeg takket være Jeanne kom i snak med. Men jeg lærer hele tiden nyt, og lidt har jeg fundet ud af.

Baul-folket er et særligt folk, der hører hjemme her i Vestbengalen. Musik er meget vigtigt for dem, og mange er udøvende. Nogle lever i almindelige famlier med kone og børn, andre er som sadhu'er og lever for sig selv.

De har ikke en egentlig religion. Har ikke nogen gud, man skal tro på, ikke nogen templer, man skal besøge.

'Min krop er mit tempel,' sagde Nitya. Ethvert menneske besidder det guddommelige indeni, og det er det, man søger. Kærlighed til alle levende væsner er det vigtigste. En filosofi, som har inspireret Tagore meget.

Jeg må se franskmændenes film, når den er færdig, og få noget mere at vide. . .

* * *

I går var vi på marked sammen med Jeanne. Havde det ikke været for hende, havde vi aldrig hørt om det. Heldigvis for alle disse 'tilfældige' møder og for den åbenhed, der er så meget af på vores rejse.

Markedet bliver holdt hver lørdag på et stort område ved en lille lund af eukalyptustræer. Der kommer mange handlende med håndlavede varer, og der var et og andet at købe. Sarier, tørklæder, håndskårne ting, håndmalede billeder, smykker, tasker og meget andet til ikke ret mange penge. Jeg havde lyst til at fylde rygsækken med alt muligt. Nogle gange har jeg lyst til at købe bare for at gøre sælgeren glad.

Åh, at se ind i alle de øjne. . . Det er ikke alle, der har det nemt.

Og så var der musik, så det rungede mellem træerne. Baul-musik spillet og sunget af folk i det karakteristiske farverige tøj. Man bliver glad af at høre det.

Santenekitan er et ganske specielt sted. . .