'Et maintenant,' siger Mohammed, da vi har pakket bilen og er klar til at køre videre. 'Nu vil jeg gerne invitere jer hjem til mig.'
Lidt efter holder vi foran hans hus, og da han stiger ud, kommer en lille pige løbende ham i møde. Han tager hende op.
'Det er Amina på tre år,' siger han og giver hende et knus. 'Min brors yngste. Han døde, da hun var en måned gammel.'
Vi følger efter ham ind igennem en mørk gang. Passerer en tom stald - dyrene er ude - og et redskabsrum. Så kommer vi ud i gården, hvor tre kvinder tager imod os med store smil. Hans mor, hans kone og svigerinden. Tre smådrenge dukker op og ser nysgerrigt på gæsterne. De fniser genert og begynder at løbe efter hinanden. Rundt om gården er værelserne. Jeg bliver vist ud i køkkenet, der er pænt og ordentligt med gasblus og blå forhæng for hylderne. Så skal jeg se stuen, der næsten kun bliver brugt til gæster. Der er bænke langs den ene væg og en reol på den anden. Der er tæpper på gulvet. Den ældste pige sidder og ser 'Tom og Jerry' på et meget lille fjernsyn. Jeg snakker lidt med hende, men hun har ikke lært meget fransk endnu, så det bliver ikke til den lange samtale.
Jeg går ud i gården, hvor Mohammeds mor er ved at servere te for os. Hun er mindst tres år, siger Mohammed. Hendes præcise alder kender han ikke, for dengang hun blev født, var der ikke nogen form for registrering af nyfødte. Hun smiler venligt til os og siger 'bonjour, ca va?' flere gange. Det er det eneste franske, hun kan. Hun har aldrig lært at læse og skrive og taler kun berbisk. Ærgerligt at vi ikke kan tale sammen, men et smil kan man altid give.
Vi tager med glæde imod tilbuddet om at få lidt frokost. Vores lange vandretur har gjort os sultne, og mens vores vært selv trækker sig tilbage for at bede, får vi serveret den hidtil bedste omelet, grøntsagstajine og hjemmebagt brød med olie til at dyppe det i. Det er, hvad køkkenet lige kunne præstere. . .
Børnene sidder sammen med os og leger med en mobiltelefon af ældre dato med revnet glas og slidte taster. Men den kan et enkelt spil, og ligesom alle andre børn er Mohammeds helt opslugte af skærmen.
Det er sen eftermiddag, da vi tager afsked med Muhammed og takker for hans gæstfrihed. Vi siger 'på gensyn' - en typisk skik her i Marokko. Endnu har jeg ikke hørt nogen sige farvel. Altid 'à la prochaine fois'! 'På gensyn næste gang!' Og så lægger man en hånd på sit hjerte og tilføjer 'inshallah' - 'om Gud vil'. For man ved jo aldrig . Det er der kun én, der gør. Og tanken om at vende tilbage en dag og se mere af den frodige floddal, ørkenen og besøge familien her er tiltrækkende.
Lidt efter holder vi foran hans hus, og da han stiger ud, kommer en lille pige løbende ham i møde. Han tager hende op.
'Det er Amina på tre år,' siger han og giver hende et knus. 'Min brors yngste. Han døde, da hun var en måned gammel.'
Vi følger efter ham ind igennem en mørk gang. Passerer en tom stald - dyrene er ude - og et redskabsrum. Så kommer vi ud i gården, hvor tre kvinder tager imod os med store smil. Hans mor, hans kone og svigerinden. Tre smådrenge dukker op og ser nysgerrigt på gæsterne. De fniser genert og begynder at løbe efter hinanden. Rundt om gården er værelserne. Jeg bliver vist ud i køkkenet, der er pænt og ordentligt med gasblus og blå forhæng for hylderne. Så skal jeg se stuen, der næsten kun bliver brugt til gæster. Der er bænke langs den ene væg og en reol på den anden. Der er tæpper på gulvet. Den ældste pige sidder og ser 'Tom og Jerry' på et meget lille fjernsyn. Jeg snakker lidt med hende, men hun har ikke lært meget fransk endnu, så det bliver ikke til den lange samtale.
Jeg går ud i gården, hvor Mohammeds mor er ved at servere te for os. Hun er mindst tres år, siger Mohammed. Hendes præcise alder kender han ikke, for dengang hun blev født, var der ikke nogen form for registrering af nyfødte. Hun smiler venligt til os og siger 'bonjour, ca va?' flere gange. Det er det eneste franske, hun kan. Hun har aldrig lært at læse og skrive og taler kun berbisk. Ærgerligt at vi ikke kan tale sammen, men et smil kan man altid give.
Vi tager med glæde imod tilbuddet om at få lidt frokost. Vores lange vandretur har gjort os sultne, og mens vores vært selv trækker sig tilbage for at bede, får vi serveret den hidtil bedste omelet, grøntsagstajine og hjemmebagt brød med olie til at dyppe det i. Det er, hvad køkkenet lige kunne præstere. . .
Børnene sidder sammen med os og leger med en mobiltelefon af ældre dato med revnet glas og slidte taster. Men den kan et enkelt spil, og ligesom alle andre børn er Mohammeds helt opslugte af skærmen.
Det er sen eftermiddag, da vi tager afsked med Muhammed og takker for hans gæstfrihed. Vi siger 'på gensyn' - en typisk skik her i Marokko. Endnu har jeg ikke hørt nogen sige farvel. Altid 'à la prochaine fois'! 'På gensyn næste gang!' Og så lægger man en hånd på sit hjerte og tilføjer 'inshallah' - 'om Gud vil'. For man ved jo aldrig . Det er der kun én, der gør. Og tanken om at vende tilbage en dag og se mere af den frodige floddal, ørkenen og besøge familien her er tiltrækkende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar