Havevandring og stenørken. . .

Fredag er moske-dag, og da imamen's røst gjalder fra moskeens høje tårn, spørger jeg Mohammed, om han ikke skal derhen. Men nej, han er på arbejde, så han behøver ikke, siger han.
Hans arbejde består i at følge os på den dejligste vandretur igennem byens haver, hvor mandeltræerne vokser sammen med abrikostræer, pæretræer og granatæbler. Alting blomstrer og knoppes, og på de afgrænsede stykker jord vokser hvede, ris og bønner. En labyrint af smalle kanaler sørger for at lede vandet fra floden rundt, og vi må springe over dem fra den ene have til den anden. 
Det skulle kun være en lille tur, havde Mohammed lovet. Men jeg er glad for at jeg har taget en flaske vand med, for jeg havde en fornemmelse af, at 'en lille tur' ikke er så lille endda. Når fem minutter er en time i Marokko, kan man ikke være sikker på, at det bare er en halv times spadseretur, vi snakker om.
Mohammed fortæller ivrigt om de forskellige afgrøder, og jeg spørger nysgerrigt. Men de små smukke blå blomster, der gror spredt her og der, kender han ikke. 'Jeg kender kun dem, vi bruger,' siger han.
Vi tager skoene af for at gå over floden. En af de få, der stadig er vand i. Vi sætter os på bredden og tørrer fødderne i varmen. 
'I skulle købe en grund her og bygge et hus,' foreslår Mohammed, da vi viser vores glæde over hans smukke hjemegn. Mohammed forklarer om jord og husbyggeri og regner om fra dirham til euro og skriver beløbet i sandet. 
Det ville være skønt med et sommerhus her, så det er værd at overveje. . . 

LIdt efter nærmer vi os de høje klippevægge, og vi begynder vi at kravle opad. Vi går rundt om et klippefremspring, og med ét har vi forladt naturens stilhed og er dumpet midt ind i kasbah'ens mylder af smalle stræder med handlende. Klædt i lange farverige gevandter og med turban på hovedet ser ud, som om de lige er steget af deres kamel efter en lang karavanetur. De gør, hvad de kan for at lokke os til at købe deres fossiler, tasker, tæpper eller tunge smykker, som dem, berberkvinderne har båret gennem tiderne. Turkiser, sølv og rav fra Sahara. 

Men der er ingen kameler, og det er ikke berbere, der går rundt og tinger om priserne eller forsøger at bytte salt til et tæppe. Alle de gamle huse er blevet forladt for nogle år siden, og familierne er flyttet over på den anden side af floden, hvor de har bygget nyt. 
Sammen med en masse andre turister går vi rundt i en stor filmkulisse, og de handlende har klædt sig ud for vores skyld og stiller gerne op til fotografering for lidt dirham. 
Her i Aît Benhaddou var det nemlig, at en stor del af filmen 'Lawrence of Arabia' blev indspillet, så jeg går rundt nogle af de samme steder, som Peter O'Toole med de blå, blå øjne gjorde i begyndelsen af 60'erne.

Og kulissen er imponerende flot. Den er ikke lavet af gibs og papmaché og med en malet baggrund, der skal ligne noget, den ikke er. Nej, den her er ægte nok. Kasbah'en er af sten, og Saharas ubarmhjertige stenørken med høje rødlige bjerge viser sig for os, da vi kommer på toppen af bygningen. Mellem os og bjergene kan jeg se karavanevejen, der gik fra TImbouktou og til Marrakech. Når jeg skygger med hånden for mine øjne, kan jeg se en flok kameler belæsset med varer bevæge sig af sted mod nordvest. Deres glidende bevægelser, ørkenens skibe. De har gået langt, og der er lang vej endnu. De bliver mindre og mindre og forsvinder helt . . Måske et aftryk af en fortidig historie? Måske bare et syn i det stærke, flimrende sollys?  

Udsigt til karavanevejen

Vi vil lige have en kop te, før vi går tilbage til hotellet - og hvor får man en bedre kop te end hos tæppehandleren, Abdel? Snart sidder vi og bliver beværtet med sød myntete i den kølige butik. Vi skal bare se på varerne, siger tæppehandleren. Vi er gode venner, uanset om vi køber noget eller ej. Og så begynder han at hive det ene tæppe frem efter det andet og fortælle og forklare. De er ret pæne, nogle af dem, og et lille tæppe kunne jeg nu godt tænke mig. Der mangler ét foran min seng derhjemme. . . 

Sådan bliver det også. Halvanden time senere og meget klogere på væveteknikker, plantefarver og handel forlader vi butikken med et lille bitte tæppe, der er pakket, så det fylder ganske lidt. Nødvendigt, for vi har ikke været så forudseende, at vi har taget en stor kuffert med. Og monsieur George, som min kæreste kalder sig på fransk, har fået en rigtig god ven i Abdel. 

Vores gode ven Muhammed. . .