Alting forgår. . .

Både Churchill, de Gaulle og Chaplin har været her, fortæller vores guide. Kort efter anden verdenskrig var de tilskuere til et større arrangement med blandt andet berberisk dans i gården til kasbaen. Han peger op mod den balkon, de sad på. Så fører han os hen til indgangen, hvor der sidder to mænd og opkræver entré. De har sikkert sjældent noget at lave, for der er ikke andre besøgende end os. De har heller ingen byttepenge, så vi må finde alt, hvad vi har af småpenge for at betale dem.

Vi passerer fangehullet, hvor forbryderne engang blev pint og plaget - om de så var skyldige eller ej. Kasbaens herre har været en magtfuld mand, som man ikke skulle sætte sig op imod, og at han var rig, bærer stedet tydeligt præg af. Udenfor har der været en større landsby, hvor hans slaver har boet. Indenfor er der smukkere end noget andet sted. Der er fantastiske mosaikker, fint udskårne døre i cedertræ, søjler, lofter med overdådige mønstre og gulve af italiensk marmor. Venteværelset til domssalen, selve domssalen, den kæmpestore spisestue vidner alle om fortidens storhed. For ikke at tale om de to soveværelser, hvoraf det ene har været herrens og det andet hans fem hustruers. Dem blev der ikke gjort forskel på, bedyrer vores guide. Hver hustru fik på skift en nat hos deres ægtemand. . .

Nogle af værelserne kan vi ikke komme ind i. Lofterne er faldet ned. Der bliver ikke givet penge på at sætte kasbaen i stand. Den er ved at falde sammen, og publikum bliver bedt om ikke at røre ved noget - ikke læne sig op ad dørkarmene eller ud af vinduerne.
Som der står i Lonely Planet: 'Se dette mesterværk, mens du endnu kan!'