Så springer jeg fra rejsen til Marokko og til virkeligheden nu og her. . . Og den er en helt anden.
Det var mørkt, da vi kom til Fiesole sent torsdag aften og blev installeret på vores hotel. Spiste dejlig mad på den restaurant, som vores flinke hotelvært anbefalede. Typisk toskanske retter, lovede han, at vi ville få, hvis vi gik lidt længere hen ad 'vores' gade - og det fik vi. Dejlig mør kylling til herren og god pasta til mig og rødvin fra egnen. Og så bagefter på hovedet i seng efter en lang dag med stress over den københavnske metro, der brød sammen på Nørreport, så vi måtte løbe efter en taxa, der på min opfordring kørte meget hurtigt ud til lufthavnen. Flere gange over for rødt. . . Vi nåede det.
Efter en gedigen morgenmad serveret af hotelværten selv i orangeriet, som er bygget på tagterrassen, gik vi hen til vores lille bys torv for at tage bus linie syv. Og her opdagede jeg alt det skønne, som lå gemt i mørket i aftes, da der fra busholdepladsen åbenbarede sig den skønneste udsigt. . . Et kig ud over Firenze med de mange røde tage, det høje tårn og domkirkens mægtige kuppel og ind imellem ragede cypresser og pinjetræer op, mens tunge grå skyer hang ned over de blide bjerge.
Vejen ned til byen snor og drejer sig forbi store villaer imellem olivenlunde og med blomstrende mimoser, magnoliaer og kirsebærtræer. Det er mit andet forår i år. . .
På et kvarter er vi midt i Firenzes mylder af mennesker. De fleste turister som os. Nogle af dem følges i større grupper og går i gåsegang efter deres guide, der med en rød eller gul paraply rakt i vejret viser vej. Andre står i kø foran museer, paladser og domkirken. Lange køer. . . meget lange, og jeg bliver træt ved tanken om at stå der i timevis. Jeg har hørt om folk, der ikke har fået set noget andet end det hele udefra, fordi de har opgivet. jeg forstår det godt.
Men det ret nye firenze-kort, som vi har bestilt hjemmefra, viser sig at holde det, der bliver lovet. nemlig at man kan gå direkte ind, hvor man vil.
Da vi har hentet vores kort i turisdkontoret, går vi straks til Ufizzi-museet, og efter at have ventet i ti minutter kommer vi ind. Så kan vi udforske Boticelli's, Michelangelo's, Rubens' og alle de andre vidt berømte renaissancemaleres værker så meget, vi vil. Malerier, som jeg kun har set i bøger, ser jeg nu i virkeligheden. Nogle af dem er ligesom Mona Lisa i Paris gemt bag et tykt glas, og foran står en kødrand af tilskuere og betragter med stille ærefrygt. Det ene vidunder efter det andet hænger her. 'Den hellige familie', 'Den sidste nadver', 'Den skumfødte Venus', selvportrætter af 'kunstneren' og et utal af madonnaer med barnet, Jesus på korset og helgener.
På rækværket under et portræt af en gammel mand malet af Dürer har en museumsgæst lagt en seddel, som kustoderne endnu ikke har opdaget:
'Waited for 3 hours. . . Fuck you, Ufizzi'. . . ', står der skrevet med blokbogstaver.
Der er rum efter rum og lange gange med loftsmalerier så smukke, at det er ubeskriveligt. Udsigt til Arno-floden, der skærer sig gennem Firenze med sit grønne vand. Guldsmedebroen og flere andre broer. Uden om bløde bakker med cypresser og pinjer.
Efter et par timer med indtryk går vi hurtigere og hurtigere igennem museet. Jeg er ved at få nok af renaissancens voluminøse skønhed og vil ud. . . Der er langt til udgangen, og vi skal da også liiiige se afdelingen med udenlandsk kunst, som vi havde glemt, så vi når lige et par Rembrandt'er og Breugel'er og den slags. Bliver lidt blasert.
Vi følger strømmen ud af museet og finder det første det bedste sted at få lidt frokost. Dyrt og ikke særlig godt, men det mætter. Så går vi hen til guldsmedebroen og kigger på guld og glimmer.
Man siger, at folk kan blive syge af at opholde sig i Firenze. Al den kunst samlet på så lille et område er for overvældende for mange. Man bliver svimmel, får åndenød, hjertebanken, influenzalignende symptomer. Den franske forfatter Stendhal beskrev det, og efter ham har man kaldt det for 'Stendhal-syndromet'.
Jeg håber, jeg klarer det uden at få det mærkeligt, men det er meget stærke indtryk, man får her. Flere tusind års historie og den verdensberømte kunst har sat sit præg. På vej hen over domkirkepladsen kan jeg tydeligt se munke og nonner fra fordums tid knæle ærbødigt på vej ind i kirken, mens en kardinal med sin røde kantede hat bliver båret igennem menneskemylderet. . .
Da vi begiver os hjemad sidst på dagen, er der stadig kø uden for museerne.
Det var mørkt, da vi kom til Fiesole sent torsdag aften og blev installeret på vores hotel. Spiste dejlig mad på den restaurant, som vores flinke hotelvært anbefalede. Typisk toskanske retter, lovede han, at vi ville få, hvis vi gik lidt længere hen ad 'vores' gade - og det fik vi. Dejlig mør kylling til herren og god pasta til mig og rødvin fra egnen. Og så bagefter på hovedet i seng efter en lang dag med stress over den københavnske metro, der brød sammen på Nørreport, så vi måtte løbe efter en taxa, der på min opfordring kørte meget hurtigt ud til lufthavnen. Flere gange over for rødt. . . Vi nåede det.
Efter en gedigen morgenmad serveret af hotelværten selv i orangeriet, som er bygget på tagterrassen, gik vi hen til vores lille bys torv for at tage bus linie syv. Og her opdagede jeg alt det skønne, som lå gemt i mørket i aftes, da der fra busholdepladsen åbenbarede sig den skønneste udsigt. . . Et kig ud over Firenze med de mange røde tage, det høje tårn og domkirkens mægtige kuppel og ind imellem ragede cypresser og pinjetræer op, mens tunge grå skyer hang ned over de blide bjerge.
Vejen ned til byen snor og drejer sig forbi store villaer imellem olivenlunde og med blomstrende mimoser, magnoliaer og kirsebærtræer. Det er mit andet forår i år. . .
På et kvarter er vi midt i Firenzes mylder af mennesker. De fleste turister som os. Nogle af dem følges i større grupper og går i gåsegang efter deres guide, der med en rød eller gul paraply rakt i vejret viser vej. Andre står i kø foran museer, paladser og domkirken. Lange køer. . . meget lange, og jeg bliver træt ved tanken om at stå der i timevis. Jeg har hørt om folk, der ikke har fået set noget andet end det hele udefra, fordi de har opgivet. jeg forstår det godt.
Men det ret nye firenze-kort, som vi har bestilt hjemmefra, viser sig at holde det, der bliver lovet. nemlig at man kan gå direkte ind, hvor man vil.
Da vi har hentet vores kort i turisdkontoret, går vi straks til Ufizzi-museet, og efter at have ventet i ti minutter kommer vi ind. Så kan vi udforske Boticelli's, Michelangelo's, Rubens' og alle de andre vidt berømte renaissancemaleres værker så meget, vi vil. Malerier, som jeg kun har set i bøger, ser jeg nu i virkeligheden. Nogle af dem er ligesom Mona Lisa i Paris gemt bag et tykt glas, og foran står en kødrand af tilskuere og betragter med stille ærefrygt. Det ene vidunder efter det andet hænger her. 'Den hellige familie', 'Den sidste nadver', 'Den skumfødte Venus', selvportrætter af 'kunstneren' og et utal af madonnaer med barnet, Jesus på korset og helgener.
På rækværket under et portræt af en gammel mand malet af Dürer har en museumsgæst lagt en seddel, som kustoderne endnu ikke har opdaget:
'Waited for 3 hours. . . Fuck you, Ufizzi'. . . ', står der skrevet med blokbogstaver.
Der er rum efter rum og lange gange med loftsmalerier så smukke, at det er ubeskriveligt. Udsigt til Arno-floden, der skærer sig gennem Firenze med sit grønne vand. Guldsmedebroen og flere andre broer. Uden om bløde bakker med cypresser og pinjer.
Efter et par timer med indtryk går vi hurtigere og hurtigere igennem museet. Jeg er ved at få nok af renaissancens voluminøse skønhed og vil ud. . . Der er langt til udgangen, og vi skal da også liiiige se afdelingen med udenlandsk kunst, som vi havde glemt, så vi når lige et par Rembrandt'er og Breugel'er og den slags. Bliver lidt blasert.
Vi følger strømmen ud af museet og finder det første det bedste sted at få lidt frokost. Dyrt og ikke særlig godt, men det mætter. Så går vi hen til guldsmedebroen og kigger på guld og glimmer.
Man siger, at folk kan blive syge af at opholde sig i Firenze. Al den kunst samlet på så lille et område er for overvældende for mange. Man bliver svimmel, får åndenød, hjertebanken, influenzalignende symptomer. Den franske forfatter Stendhal beskrev det, og efter ham har man kaldt det for 'Stendhal-syndromet'.
Jeg håber, jeg klarer det uden at få det mærkeligt, men det er meget stærke indtryk, man får her. Flere tusind års historie og den verdensberømte kunst har sat sit præg. På vej hen over domkirkepladsen kan jeg tydeligt se munke og nonner fra fordums tid knæle ærbødigt på vej ind i kirken, mens en kardinal med sin røde kantede hat bliver båret igennem menneskemylderet. . .
Da vi begiver os hjemad sidst på dagen, er der stadig kø uden for museerne.
 |
Det er svært at tage et billede uden en masse mennesker på. . . De er nemlig alle steder. |
 |
| En af broerne over Arno-floden |
 |
| Et udsnit af domkirken - køen udenfor var kilometerlang. . . |
 |
| Guldsmedebroen med smykker i massevis. . . |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar