Vi er dårligt nok kørt ind igennem byporten i Taroudhant, før vi bliver stoppet af en ung mand, der spørger, hvad vi leder efter.
Da han hører, at vi er danskere, lægger han sin højre hånd på hjertet og siger: 'Åh, jeg bliver blød, når jeg møder danskere. Jeg har en søster, der er gift med en dansker, og de bor i København.'
Jeg finder aldrig ud af, om det er rigtigt, men Yonnes, som han hedder, bliver vores ven for en dag i Taroudant. Han hopper op bag på en kammerats knallert, og de to unge fyre viser os vej ind og ud gennem labyrinten af små gader til centrum og en parkeringsplads med overvågning.
På byens plads, der bliver kaldt en miniudgave af den store 'fna-plads' i Marrakech, ligger slangerne og sover i en stor sæk, mens slangetæmmerne holder frokostpause. En større gruppe mænd har slået kreds om en mand, der fortæller om helbredende urter. På caféerne er der tæt med både marokkanere og turister, der drikker te eller spiser couscous og tajine.
Efter en kop af den søde myntete fører Yonnes os en genvej hen til soukh'en. Den er mindre og mere overskuelig end den i Marrakech, og de handlende er knap så pågående. Vi slentrer rundt og ser os om. Her er oliven og krydderier stillet op som høje kegler, her er masser af frisk frugt og grønt, duftende brød, tøj, tæpper og smykker.
Yonnes fortæller imens om sin familie og især om sin søster, Bushra, der bor i Danmark. Hende skal jeg kontakte, når jeg kommer hjem, siger han. Om sig selv fortæller han, at han arbejder som skulptør i familiens forretning. Men i dag behøver han ikke lave andet end at følges med os. Han viser os sin onkels lille bod, der er fyldt med forskellige figurer. Vi skal bare kigge, siger han. Der er ingen købetvant, understreger han og viser os en lille dromedar.
'Den har jeg lavet,'siger han.
Vi har efterhånden hørt meget om arganolie og dens fortræffeligheder, så vi siger ja til at gå med hen i byens argankooperativ.
Indenfor er der den typiske lugt af olien. Et par kvinder sidder og presser olie ud af arannødder ved håndkraft. Hårdt arbejde er det - de bruger noget, der ligner en morter, og det tager tid. De lader sig gerne fotografere - ikke noget, ret mange vil og særlig ikke kvinderne.
De er enker, fortæller Yonnes, og arbejdet her som 'oliepresser' er en slags social hjælp.
En kvinde, der taler udmærket fransk, forklarer os om oliefremstillingen på en måde, som om hun har gjort det hundrede gange før. Vi bliver hurtigt vist ind i et baglokale, hvor der er et større udvalg af olier, sæber, cremer og lækkerier til at spise. Vi lader os friste og køber lidt forskelligt. Olie til salaten, lidt massageolie, noget fugtighedscreme og lidt andet godt. Rygsækken skal proppes. . . Og da jeg kommer hjem, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke købte mere af den lækre creme, for det er ikke bare reklame. Den er god.
Vores dag er også god, og ved vores vens hjælp bliver vi installeret på et fint hotel. Værelset er meget langt og smalt med tre senge, tunge, blomstrede tæpper og mørke gulvtæpper. Der er meget stille, og jeg føler mig lidt underlig tilpas her. Men værtsparret er flinke mennesker, og vi skal endelig sige til, hvis vi mangler det mindste. Og morgenmaden vil være som en konges, lover Yonnes.
At vi så går med til at at slutte dagen af med en tur i hestevogn, er vi ikke stolte af. . . Ingen af os har i virkeligheden lyst. Det er for latterligt og mindst ligeså turistet som at købe en figur af den lille havfrue eller en miniudgave af Eiffeltårnet. Jeg har ingen af delene. . .
Da vi sidder i vognen bag kusken og Yonnes og kører rundt om byens syv kilometer lange og meget velbevarede bymur, og de to gutter ryger 'sjov tobak', så det lugter kvalmende på det meste af turen, og de spørger, om vi vil købe noget, for Yonnes' bror kan skaffe noget af en rigtig god kvalitet, forsøger jeg at se positivt på det hele. Også da vi helt tydeligt betaler overpris for turen, og endnu mere da Yonnes siden beder om penge til sit tandlægebesøg. Hvad kan man lære af det?
Morale: tag aldrig på hestevognstur eller nogen anden tur uden at have forhandlet om prisen først. Ellers kan det blive meget dyrt. . .
Da han hører, at vi er danskere, lægger han sin højre hånd på hjertet og siger: 'Åh, jeg bliver blød, når jeg møder danskere. Jeg har en søster, der er gift med en dansker, og de bor i København.'
Jeg finder aldrig ud af, om det er rigtigt, men Yonnes, som han hedder, bliver vores ven for en dag i Taroudant. Han hopper op bag på en kammerats knallert, og de to unge fyre viser os vej ind og ud gennem labyrinten af små gader til centrum og en parkeringsplads med overvågning.
På byens plads, der bliver kaldt en miniudgave af den store 'fna-plads' i Marrakech, ligger slangerne og sover i en stor sæk, mens slangetæmmerne holder frokostpause. En større gruppe mænd har slået kreds om en mand, der fortæller om helbredende urter. På caféerne er der tæt med både marokkanere og turister, der drikker te eller spiser couscous og tajine.
Efter en kop af den søde myntete fører Yonnes os en genvej hen til soukh'en. Den er mindre og mere overskuelig end den i Marrakech, og de handlende er knap så pågående. Vi slentrer rundt og ser os om. Her er oliven og krydderier stillet op som høje kegler, her er masser af frisk frugt og grønt, duftende brød, tøj, tæpper og smykker.
Yonnes fortæller imens om sin familie og især om sin søster, Bushra, der bor i Danmark. Hende skal jeg kontakte, når jeg kommer hjem, siger han. Om sig selv fortæller han, at han arbejder som skulptør i familiens forretning. Men i dag behøver han ikke lave andet end at følges med os. Han viser os sin onkels lille bod, der er fyldt med forskellige figurer. Vi skal bare kigge, siger han. Der er ingen købetvant, understreger han og viser os en lille dromedar.
'Den har jeg lavet,'siger han.
Vi har efterhånden hørt meget om arganolie og dens fortræffeligheder, så vi siger ja til at gå med hen i byens argankooperativ.
Indenfor er der den typiske lugt af olien. Et par kvinder sidder og presser olie ud af arannødder ved håndkraft. Hårdt arbejde er det - de bruger noget, der ligner en morter, og det tager tid. De lader sig gerne fotografere - ikke noget, ret mange vil og særlig ikke kvinderne.
De er enker, fortæller Yonnes, og arbejdet her som 'oliepresser' er en slags social hjælp.
En kvinde, der taler udmærket fransk, forklarer os om oliefremstillingen på en måde, som om hun har gjort det hundrede gange før. Vi bliver hurtigt vist ind i et baglokale, hvor der er et større udvalg af olier, sæber, cremer og lækkerier til at spise. Vi lader os friste og køber lidt forskelligt. Olie til salaten, lidt massageolie, noget fugtighedscreme og lidt andet godt. Rygsækken skal proppes. . . Og da jeg kommer hjem, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke købte mere af den lækre creme, for det er ikke bare reklame. Den er god.
Vores dag er også god, og ved vores vens hjælp bliver vi installeret på et fint hotel. Værelset er meget langt og smalt med tre senge, tunge, blomstrede tæpper og mørke gulvtæpper. Der er meget stille, og jeg føler mig lidt underlig tilpas her. Men værtsparret er flinke mennesker, og vi skal endelig sige til, hvis vi mangler det mindste. Og morgenmaden vil være som en konges, lover Yonnes.
At vi så går med til at at slutte dagen af med en tur i hestevogn, er vi ikke stolte af. . . Ingen af os har i virkeligheden lyst. Det er for latterligt og mindst ligeså turistet som at købe en figur af den lille havfrue eller en miniudgave af Eiffeltårnet. Jeg har ingen af delene. . .
Da vi sidder i vognen bag kusken og Yonnes og kører rundt om byens syv kilometer lange og meget velbevarede bymur, og de to gutter ryger 'sjov tobak', så det lugter kvalmende på det meste af turen, og de spørger, om vi vil købe noget, for Yonnes' bror kan skaffe noget af en rigtig god kvalitet, forsøger jeg at se positivt på det hele. Også da vi helt tydeligt betaler overpris for turen, og endnu mere da Yonnes siden beder om penge til sit tandlægebesøg. Hvad kan man lære af det?
Morale: tag aldrig på hestevognstur eller nogen anden tur uden at have forhandlet om prisen først. Ellers kan det blive meget dyrt. . .
 |
Marokkanske dadler smager SÅ godt! |
 |
Oliven er de også gode til at lave! |
 |
Krydderier i massevis - fint ser det ud. |
 |
Gammeldags sukkertoppe |
 |
Yonnes' onkel på arbejde i sin butik |
 |
Kvinderne presser arganolie. . . |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar