Det var helt sørgeligt at tage afsked med Siem Reap. Jeg var lige ved at tude, da jeg sagde farvel til vores flinke hotelværter. 'Kom snart igen,' sagde den mindste af dem og huskede mig på sit yndlingsmotto: 'Don't worry, be happy.' Det forsøgte jeg at huske mig selv på, da vi stod i en lang kø i lufthavnen, og da jeg blev mødt af en skrankepave, der bankede mit pas ned i disken otte gange og så surt på mig, fordi jeg ikke fattede, at jeg skulle stille mig foran kameraet. Svært - altså at være glad så. . .
Men af sted skulle vi, og vi havde oplevet meget på de to uger, vi var i Siem Reap.
Vi fik genset Bayontemplet, og jeg havde taget skitseblokken med. Hmmmmm - noget af en udfordring at forsøge at tegne noget, der bare ligner tempelbyggeriet lidt, så jeg har ikke tænkt mig at vise det frem. Jeg nød bare at sidde et skyggefuldt sted og tegne og få en sludder med en kvinde, der gik og fejede, og som var nysgerrig efter at se, hvad jeg lavede. Selvom 'sludder' er så meget sagt, når man ikke taler samme sprog. Men smil når man langt med.
Ligeså med de søde gamle nonner, der sad i et nyere tempel ved siden af Buddhastatuen og lokkede mig med deres uldne snor, som jeg fik bundet om håndleddet, mens de både bad for mig og grinede ad mig. Bagefter måtte jeg lige ryste op med et par pengesedler til dem, og så var vi alle sammen glade. Noget for noget.
Men Angkor Wat og alle de andre templer - åh, jeg har vist sagt det før: det er fantastisk.
Jeg er helt misundelig på franskmanden, Pierre Loti, som har skrevet en efter sigende meget spændende bog om stedet. Jeg har ledt efter den hos boghandlerne i Siem Reap, men de har ikke noget så gammelt, så jeg må få fat i den, når jeg kommer hjem.
Pierre Loti, berømt forfatter, havde fra sin barndom en drøm om at se templerne i Indokina, fordi han engang så et billede, hans bror havde af dem. Pierre Loti gjorde alvor af drømmen - blev søofficer og sejlede havene tynde, og han kom til Angkor Wat, mens det endnu var gemt i junglen og groet til i lianer og store træer, og selvom han kun var der ganske få dage, mens hans skib lå for kaj, gjorde det så dybt indtryk på ham, at han fik skrevet omtalte bog. Det var længe før horderne af turister og boder og souvenirsælger kom til. Hans bog er fra 1910.
Men når jeg lukker mine øjne og ører for alle de andre turister og deres larmen og tagen selfier, kan jeg mærke magien og se for mig, hvordan det engang har været. . .
Den sidste dag var vi på slentretur langs med floden, over i byen, rundt på markedet. Der er altid noget, man har glemt at købe, at se eller at gøre. Men en ny sommerkjole fik jeg ikke købt, selvom jeg havde lovet mig selv én. Og de fine kurvestole og borde og bænke i træ, som cambodianerne er rigtig gode til at lave, måtte jeg nøjes med at kigge på, for det ville nok blive aaalt for dyrt at sende hjem.
Til gengæld fik jeg taget en hel del billeder, selvom kameraet var ved at løbe tør for batteri. Der er hele tiden noget, der fanger blikket - gadesælgerne, de overfyldte boder, frugter, sjove mennesker. Moren, der afluser sit barn, munken, der er på tiggergang. Eller kæresten, der skal have 'fish-massage'. En meget populær ting. Mange steder står der en række bænke foran akvarier med småfisk, der ikke ser ud til at have andet at spise end folks hårde hud på fødderne. Lige til at stikke tæerne i. Ti minutter for én dollar. . . Jeg skulle ikke nyde noget. Jeg er for kilden.
En 'masala dosa' - en tynd, sprød pandekage med krydret kartoffelfyld - til frokost på 'Royal India Restaurant' smagte som i Kerala, hvor værtsparret var fra.
Da vi kom tilbage for at spise aftensmad samme sted, var alle borde til vores store skuffelse optaget. Værten foreslog, at vi delte bord med et ungt par, der var i gang med at studere menukortet, og de indbød os smilende til at sætte os hos dem. Heldigt eller tilfældigt? De næste timer gik hurtigt med livlig snak om stort og småt. De to - hun halvt engelsk, halvt persisk og han halvt marokkansk og halvt schweizer - kom fra et par ugers ferie i Island med femten graders kulde og høj sne til Cambodias tropevarme. De var vilde med at rejse, og hvem ved, om de en dag kommer en smut til Møn for at se til os og klinten?
Men af sted skulle vi, og vi havde oplevet meget på de to uger, vi var i Siem Reap.
Vi fik genset Bayontemplet, og jeg havde taget skitseblokken med. Hmmmmm - noget af en udfordring at forsøge at tegne noget, der bare ligner tempelbyggeriet lidt, så jeg har ikke tænkt mig at vise det frem. Jeg nød bare at sidde et skyggefuldt sted og tegne og få en sludder med en kvinde, der gik og fejede, og som var nysgerrig efter at se, hvad jeg lavede. Selvom 'sludder' er så meget sagt, når man ikke taler samme sprog. Men smil når man langt med.
Ligeså med de søde gamle nonner, der sad i et nyere tempel ved siden af Buddhastatuen og lokkede mig med deres uldne snor, som jeg fik bundet om håndleddet, mens de både bad for mig og grinede ad mig. Bagefter måtte jeg lige ryste op med et par pengesedler til dem, og så var vi alle sammen glade. Noget for noget.
Men Angkor Wat og alle de andre templer - åh, jeg har vist sagt det før: det er fantastisk.
Jeg er helt misundelig på franskmanden, Pierre Loti, som har skrevet en efter sigende meget spændende bog om stedet. Jeg har ledt efter den hos boghandlerne i Siem Reap, men de har ikke noget så gammelt, så jeg må få fat i den, når jeg kommer hjem.
Pierre Loti, berømt forfatter, havde fra sin barndom en drøm om at se templerne i Indokina, fordi han engang så et billede, hans bror havde af dem. Pierre Loti gjorde alvor af drømmen - blev søofficer og sejlede havene tynde, og han kom til Angkor Wat, mens det endnu var gemt i junglen og groet til i lianer og store træer, og selvom han kun var der ganske få dage, mens hans skib lå for kaj, gjorde det så dybt indtryk på ham, at han fik skrevet omtalte bog. Det var længe før horderne af turister og boder og souvenirsælger kom til. Hans bog er fra 1910.
Men når jeg lukker mine øjne og ører for alle de andre turister og deres larmen og tagen selfier, kan jeg mærke magien og se for mig, hvordan det engang har været. . .
Den sidste dag var vi på slentretur langs med floden, over i byen, rundt på markedet. Der er altid noget, man har glemt at købe, at se eller at gøre. Men en ny sommerkjole fik jeg ikke købt, selvom jeg havde lovet mig selv én. Og de fine kurvestole og borde og bænke i træ, som cambodianerne er rigtig gode til at lave, måtte jeg nøjes med at kigge på, for det ville nok blive aaalt for dyrt at sende hjem.
Til gengæld fik jeg taget en hel del billeder, selvom kameraet var ved at løbe tør for batteri. Der er hele tiden noget, der fanger blikket - gadesælgerne, de overfyldte boder, frugter, sjove mennesker. Moren, der afluser sit barn, munken, der er på tiggergang. Eller kæresten, der skal have 'fish-massage'. En meget populær ting. Mange steder står der en række bænke foran akvarier med småfisk, der ikke ser ud til at have andet at spise end folks hårde hud på fødderne. Lige til at stikke tæerne i. Ti minutter for én dollar. . . Jeg skulle ikke nyde noget. Jeg er for kilden.
En 'masala dosa' - en tynd, sprød pandekage med krydret kartoffelfyld - til frokost på 'Royal India Restaurant' smagte som i Kerala, hvor værtsparret var fra.
Da vi kom tilbage for at spise aftensmad samme sted, var alle borde til vores store skuffelse optaget. Værten foreslog, at vi delte bord med et ungt par, der var i gang med at studere menukortet, og de indbød os smilende til at sætte os hos dem. Heldigt eller tilfældigt? De næste timer gik hurtigt med livlig snak om stort og småt. De to - hun halvt engelsk, halvt persisk og han halvt marokkansk og halvt schweizer - kom fra et par ugers ferie i Island med femten graders kulde og høj sne til Cambodias tropevarme. De var vilde med at rejse, og hvem ved, om de en dag kommer en smut til Møn for at se til os og klinten?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar