Nu har jeg fået tre velsignelser, mens vi har været her. Det må da være godt. . .
Den første var af vores guide, Jo'ren, ved Bayon-templet. Han bad for, at alt godt måtte ske for os, for vores ophold her, for vores rejse herfra, at den måtte være sikker, for vores hjem, vores helbred og rigdom og for vores kære. En længere klamamse, men til at forstå.
Den næste fik jeg af munkedrengen i Angkor Wat, og den tredje betalte jeg mig til.
Jeg tror, det var den samme gut, der sad i Angkor Wat forleden og delte velsignelser ud med vand og armbånd. En spinkel dreng i gul robe, bare fødder og et alvorligt udtryk i ansigtet stillede sig op foran caféen, hvor for femte gang sad og spiste morgenmad. Han så sig søgende omkring, og jeg gik hen til ham, puttede et par sedler i den rummelige taske, han bar over armen, og så lirede han en uforståelig remse af på pali, mens jeg stod tavs foran ham med rørt hjerte.
Om det var på grund af velsignelsen, eller fordi vi bare var heldige efter flere dårlige forsøg med overbookede fly og sure kontorfolk, ved jeg ikke, men i hvert fald lykkedes det os at få købt flybilletter til Thailand på tirsdag uden de store problemer. Vi fandt et rejsebureau med flinke mennesker og en sød, tykpelset hund med safirblå øjne, der lå på stengulvet i bureauet og sov sødt. Og den hjælpsomme kontormand fandt den perfekte afgang til os og lovede ovenikøbet, at vi bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen uden ekstra betaling.
Så er de næste par uger på plads, og vi tæller dagene her i Siem Reap, som nok bliver de sidste nogensinde for vores vedkommende.
Jeg kan ellers godt lide byen, butikkerne, restauranterne, markedet, folk. . . Man skal ikke have været mere end to gange det samme sted, givet en tigger penge mere end én gang, købt en bog af manden uden arme eller et maleri af den handicappede i kørestolen, før man bliver husket og hilst med smil og 'hello, how are you today?'
Anden gang, vi mødte manden næsten uden arme, og som vi havde købt en bog af, kom han stort smilende hen og hilste, rakte sin højre armstump ud som for at give hånd, og jeg tog den og smilede tilbage. Meget underlig følelse - jeg har aldrig trykket en mand i hånden, som ingen havde. . . eller hvordan jeg nu skal sige det. Og det var ok, at vi ikke ville købe flere bøger af ham. Jeg har heller ikke tænkt mig at læse den, vi har. Titlen er 'First they killed my father. . . ' - det er for sørgeligt.
Der må være andre købere til den armløse, der har lavet et lille foretagende med kopibøger, som han går rundt og tilbyder fra sin plastikkurv.
Nej, dagene i Siem Reap er talte, for 'tout le monde part,' sagde den ældre franskmand, jeg kom i snak med, da jeg gik lidt rundt for mig selv i de smalle gyder og så mig om. 'Alle tager væk herfra.'
Jeg var faldet for et af hans fine kort trykt på rispapir forestillende det allermest magiske træ i Ta Prohm og en orangeklædt munk.
'Ved De, hvad jeg betaler i husleje for butikken her, madame?' spurgte han. Nej, det kunne jeg ikke gætte.
'Totusind dollars,' sagde han. 'Om måneden.' Han vendte øjnene mod loftet og rystede på hovedet. 'Totusind. . . '
Butikken var ikke særlig stor, fyldt med kort, plakater og figurer.
Franskmanden kom med den samme historie som 'kong Gulerod' forleden. Kineserne kommer. De opkøber det hele, bygger store hoteller, indkøbscentre. De fylder det hele. Og Sihanoukville - nej. 'Frygteligt sted, madame!' Godt vi ikke tager dertil.
'Hvor mange kasinoer tror De, kineserne har bygget dernede, madame?' spurgte han. Igen kunne jeg ikke gætte.
'56,' sagde han. . .
'Jeg er glad for, at vi er kommet hertil nu,' sagde jeg. Men nej - det var lidt for sent, fik jeg at vide. Han har selv været her i Cambodia's tyve bedste år - og nu tager han også af sted. Tilbage til Frankrig.
Vi ønskede hinanden alt det bedste, og jeg gik derfra i halvdårligt humør. Hjemad med mine små indkøb. . .Væk fra 'old market' og al larmen, over floden, hvor slangen Naga vogter broerne - og så skulle man ellers føle sig sikker - og hen til vores egen støvede gade.
Der handles, og der tælles penge
Kæmpe grønt- og fiskemarked hver dag
Typisk cambodiansk krydderi: 'amok' - en blanding af hvidløg, citrongræs og galankarod. Og så er den cambodianske peber berømt. . .
Kan man prutte om prisen på dollars?
De kan lave kurve i alle størrelser her - desværre er min kuffert for lille til kurvemøblerne, som de også laver
Lillebror ville ikke være med
Øl som den derhjemme
Men den lokale øl er nu udmærket - en halv af den, så er jeg glad
Pubstreet er pyntet op til fest
Jeg er vild med friskpresset ananasjuice - uhm!
Slangen Naga vogter alle steder. Ved broerne, foran tempelportene, på Angkor Wat. . . Naga er vandets gud, den hjalp Buddha, da han havde sat sig under bodhitræet for at meditere, og den onde Mara kom og fristede ham. Men så blev Naga påkaldt, han lod vandene stige, og Mara og alle hans dæmoner druknede. Derfor ses Buddha tit siddende på en sammenrullet slange og med dens hoved bag sig som værn.
Den første var af vores guide, Jo'ren, ved Bayon-templet. Han bad for, at alt godt måtte ske for os, for vores ophold her, for vores rejse herfra, at den måtte være sikker, for vores hjem, vores helbred og rigdom og for vores kære. En længere klamamse, men til at forstå.
Den næste fik jeg af munkedrengen i Angkor Wat, og den tredje betalte jeg mig til.
Jeg tror, det var den samme gut, der sad i Angkor Wat forleden og delte velsignelser ud med vand og armbånd. En spinkel dreng i gul robe, bare fødder og et alvorligt udtryk i ansigtet stillede sig op foran caféen, hvor for femte gang sad og spiste morgenmad. Han så sig søgende omkring, og jeg gik hen til ham, puttede et par sedler i den rummelige taske, han bar over armen, og så lirede han en uforståelig remse af på pali, mens jeg stod tavs foran ham med rørt hjerte.
Om det var på grund af velsignelsen, eller fordi vi bare var heldige efter flere dårlige forsøg med overbookede fly og sure kontorfolk, ved jeg ikke, men i hvert fald lykkedes det os at få købt flybilletter til Thailand på tirsdag uden de store problemer. Vi fandt et rejsebureau med flinke mennesker og en sød, tykpelset hund med safirblå øjne, der lå på stengulvet i bureauet og sov sødt. Og den hjælpsomme kontormand fandt den perfekte afgang til os og lovede ovenikøbet, at vi bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen uden ekstra betaling.
Så er de næste par uger på plads, og vi tæller dagene her i Siem Reap, som nok bliver de sidste nogensinde for vores vedkommende.
Jeg kan ellers godt lide byen, butikkerne, restauranterne, markedet, folk. . . Man skal ikke have været mere end to gange det samme sted, givet en tigger penge mere end én gang, købt en bog af manden uden arme eller et maleri af den handicappede i kørestolen, før man bliver husket og hilst med smil og 'hello, how are you today?'
Anden gang, vi mødte manden næsten uden arme, og som vi havde købt en bog af, kom han stort smilende hen og hilste, rakte sin højre armstump ud som for at give hånd, og jeg tog den og smilede tilbage. Meget underlig følelse - jeg har aldrig trykket en mand i hånden, som ingen havde. . . eller hvordan jeg nu skal sige det. Og det var ok, at vi ikke ville købe flere bøger af ham. Jeg har heller ikke tænkt mig at læse den, vi har. Titlen er 'First they killed my father. . . ' - det er for sørgeligt.
Der må være andre købere til den armløse, der har lavet et lille foretagende med kopibøger, som han går rundt og tilbyder fra sin plastikkurv.
Nej, dagene i Siem Reap er talte, for 'tout le monde part,' sagde den ældre franskmand, jeg kom i snak med, da jeg gik lidt rundt for mig selv i de smalle gyder og så mig om. 'Alle tager væk herfra.'
Jeg var faldet for et af hans fine kort trykt på rispapir forestillende det allermest magiske træ i Ta Prohm og en orangeklædt munk.
'Ved De, hvad jeg betaler i husleje for butikken her, madame?' spurgte han. Nej, det kunne jeg ikke gætte.
'Totusind dollars,' sagde han. 'Om måneden.' Han vendte øjnene mod loftet og rystede på hovedet. 'Totusind. . . '
Butikken var ikke særlig stor, fyldt med kort, plakater og figurer.
Franskmanden kom med den samme historie som 'kong Gulerod' forleden. Kineserne kommer. De opkøber det hele, bygger store hoteller, indkøbscentre. De fylder det hele. Og Sihanoukville - nej. 'Frygteligt sted, madame!' Godt vi ikke tager dertil.
'Hvor mange kasinoer tror De, kineserne har bygget dernede, madame?' spurgte han. Igen kunne jeg ikke gætte.
'56,' sagde han. . .
'Jeg er glad for, at vi er kommet hertil nu,' sagde jeg. Men nej - det var lidt for sent, fik jeg at vide. Han har selv været her i Cambodia's tyve bedste år - og nu tager han også af sted. Tilbage til Frankrig.
Vi ønskede hinanden alt det bedste, og jeg gik derfra i halvdårligt humør. Hjemad med mine små indkøb. . .Væk fra 'old market' og al larmen, over floden, hvor slangen Naga vogter broerne - og så skulle man ellers føle sig sikker - og hen til vores egen støvede gade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar