tirsdag den 23. oktober 2012

EN NY HJERNE

Verden skulle gerne blive et bedre sted at være for os alle sammen. Og hvordan kan vi - kan jeg - være med til at få det til at gå i den retning? Åbne hjertet, være et ordentligt menneske, behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles, udvide min bevidsthed. . . 

Forleden dag lå der en bog i min postkasse. Jeg havde fået den anbefalet, og jeg havde ventet på den med spænding. 
Den dag, den kom, var heldigvis en dag, hvor jeg ikke skulle noget bestemt, så jeg satte mig  mageligt til rette i sofaen med benene oppe og en god kop te - og gik igang med at læse. 
Jeg blev hurtigt opslugt, for her fik jeg en lidt anden indgangsvinkel, end jeg ellers har fået.

Bogen er skrevet af en dansker, Erik Hoffmann, og udgivet på engelsk.

'New Brain New World' hedder den. Og i undertitlen siger den: 'How the Evolution of a New Human Brain Can Transform Consciousness and Create a New World'.

New Brain, New World af Erik C Hoffmann, ISBN 9781848508279

Erik Hoffmann har igennem mange år beskæftiget sig med blandt andet meditation, kundalini, følelesforløsende terapi og indtagelse af ayahuasca for at undersøge, hvordan disse forskellige teknikker påvirker vores hjernebølger. Og det fortæller han om i sin bog. 

Vores hjerne har endnu ikke nået sit højeste potentiale, siger han og forklarer, hvordan den har udviklet sig igennem millioner af år.
Og noget af det mest spændende er, at vores hjerne stadig er i udvikling. Nu er det frontallapperne, der er 'på arbejde' - dem, der har at gøre med blandt andet vores tankevirksomhed, intellektuelle funktioner og følelser. . 
Og det er den udvikling, der er nødvendig for, at verden og vi som menneskehed kan nå til et højere bevidsthedsniveau.

På bagsiden står der (oversat af mig): 
'Udviklingen af sådan en ny hjerne vil transformere den menneskelige bevidsthed radikalt og føre til en forøgelse af kærlighed, medfølelse og omtanke for andre mennesker og deres velbefindende. . . '

Jamen, det lyder da lovende!

Bogen er nem at læse, og jeg kan på det varmeste anbefale den.




Og på: www.newbrainneworld.com kan du læse mere. . . 








Ingen kommentarer:

Send en kommentar