Magiske øjeblikke

Jeg samler på magiske øjeblikke. . . 

Livet findes kun i nuet, men åhhhh - hvor vi bruger en masse tid på ikke at være til stede dér, hvor vi er lige nu.

Jeg kan sagtens bekymre mig om fremtiden, genopleve fortiden eller gemme mig i min egen drømmeverden. Og jeg ved udmærket godt, at fortiden er slut, og fremtiden ikke er ankommet endnu. .

Men så ind imellem er jeg lige dér, hvor jeg er.

På en dejlig efterårsdag som i dag, når solen skinner, luften er mild, og jeg har fri og kan gå mig en tur i skoven, så er det ren magi:

At se bladene danse pirouetter, mens de falder til jorden. At traske gennem bunker af blade på skovstien. At se solstrålerne glitre imellem træerne og indhylle dem i en fortryllet dis. Finde en kastanje eller måske to og putte dem i lommen. Nulre dem mellem fingrene og mærke, hvor glatte og fine de er. At gå ned på stranden, hvor stenene er glatte, så jeg må koncentrere mig for at holde balancen. Kaste sten i vandet og måske være så heldig, at jeg får en til at lave smut hen over den blanke vandoverflade. At se over på svenskekysten og på skibene derude på vandet, som skyerne spejler sig i. 

Og at se farverne - de luende, glødende, flammende farver på træernes blade og den brune jord på marken op til skoven. Nyde stilheden og freden, der er så intens, at det er lige før, jeg kan høre bladene falde til jorden.
At se solnedgangen, der maler himlen med nogle af de samme glødende farver.

Alt sammen magi - og når jeg oplever det, glemmer jeg alt andet. Hverken fortiden eller fremtiden er der. . . 

Og når så den snart tre-årige kravler op på klaverbænken og begynder at udforske klaverets tangenter med begge hænder på én gang, og hun forundres over de lyde, som hendes små buttede fingre fremtryller, så er det ren magi.